Læsetid: 5 min.

I erindringens labyrint

13. august 1998

Glem ikke hvordan Adolf Hitler begyndte lyder det sprødt fra Wiesenthals sofa i Wien

GLEM ALDRIG
Nationen er splittet i to. Den ene part vil forbyde en nazidemonstration på Rudolf Hess's dødsdag. Den anden part insisterer på, at uanset hvor uspiselig Jonni Hansen og hans hvidskjorter er, så skal Grundloven ikke gradbøjes for at hindre dem i at marchere.
Selv den jødiske menighed i Danmark er splittet i to lejre, ja - endog brødrene Melchior er af to meninger. Sagen blir ikke bedre af, at den 89-årige Simon Wiesenthal fra det anti-nazistiske dokumentationscentrum i Wien blander sig i den danske debat og opfordrer regeringen til at gribe ind og beordre den demonstration forbudt, som Jonni Hansen på det tidspunkt end ikke har søgt om tilladelse til, og politiet derfor heller ikke har taget stilling til.

Jeg taler i telefon med den gamle mand i Wien. Med en skrøbelig stemme læner han sig ind mod mit øre og siger appellerende: "De er dansker. Vi elsker jer danskere for hvad I gjorde for jøderne under Anden Verdenskrig. Nu står I i fare for at miste jeres gode omdømme".
"Men", indskyder jeg midt i omklamringen, "skal man strække våben overfor ny-nazister og opgive demokratiets grundrettigheder?"
"Glem ikke hvordan Adolf Hitler begyndte", lyder det sprødt fra sofaen i Wien, hvor den gamle mand tager sig et eftermiddagshvil, for på halvtresindstyvende år at få overskud til at blande sig i kampen mod den onde ånd, der spøger i Europas undergrund. "Han havde kun nogle håndfulde mænd, og pludselig voksede det til en massebevægelse. Vi må aldrig gentage den fejltagelse. I dag er der demokrati i Østrig og Tyskland, men vi accepterer ikke at anti-demokratiske kræfter ødelægger vort samfund, mens vi ser til med foldede arme. Forbyd nu den march i Danmark, så blir alle, der har lidt under Hitlers forbrydelse glade, også jeg" slutter oldingen fra sofaen i den by, hvor Hitler for 80 år siden vandrede rundt som en desperat ung mand.

Sådan bevæger vi os i koncentriske cirkler rundt i erindringens labyrint her ved årtusindets udgang. Det er vel næppe et tilfælde at New York-arkitekten Peter Eisenman har givet den titel til det mindesmærke for holocaust-ofrene, som han har tegnet til Berlin: Erindringens Labyrint!
Projektet omfatter 2.500 fem meter høje betonsten, der foreslås opstillet som en mindepark for de dræbte i kz-lejrene. Side om side skal de stå som geledder af soningssøjler, der skal blive for Berlin hvad Yad Vashem er for Jerusalem, nemlig et sted hvor vi alle må synke på knæ i rædsel over århundredets definitive ondeste masseforbrydelse.
Stedet hvor initiativgruppen forestiller sig monumentet opført er det tidligere stykke ingenmandsland, der lå mellem Muren og de østberlinske boligblokke. Det var indtil november 1989 en dødsstribe med miner og vagthunde, hvor de østtyskere der dristede sig til uden tilladelse at forlade Den Demokratiske Republik blev mejet ned af geværskytter.

Denne dødsstribe var på mere end een måde forpestet med onde ånder i undergrunden, for det var præcis her Hitlers og Goebbels underjordiske beskyttelsesbunkere lå ved krigens udgang. Her tog galningen Hitler sit liv, mens de sovjetiske soldater skød sig vej gennem Berlins ruiner.
Kan man fordrive de onde ånder ved at opføre 2.500 betonsten på en græstomt, eller bliver de blot en ny Berlinmur i sindet? Den tidligere Spiegel-journalist Michael Naumann, nu bogforlægger i New York, og udset af Gerhard Schröder til kulturchef i en SPD-ledet regering, er en mand, der i en helt særegen grad skyder sig vej tværs gennem erindringens irgange. Forleden kaldte han holocaust-projektet for 'skamløst' og hånede initiativtagerne for at 'nationens største forbrydelse blir udstillet som et elegant, chict mindesmærke'.
Mange berlinere føler uden tvivl, at målsætningen med et mindesmærke for nazisternes forbrydelse er blevet talt ihjel og ødelagt.

Så var der både mere ånd og renselse i den formidable indpakning af Rigsdagsbygningen, som de to kunstnere Christo og Jean-Claude foretog for et par somre siden. Helmut Kohl trak på næsen af det og syntes at det var smagløst, men vi andre, der sad en nat lang i græsset og så skyggerne danse over teltvæggene på den store 'wigwam', følte helt sikkert at her jog generationen af efterkrigstyskere på den smukkeste måde fortidens onde ånder definitivt på flugt.
Mens de koncentriske cirkler griber fat i erindringens fælles midtpunkt, gik danske og tyske operasangere forleden på scenen på den nye teaterskole på Holmen i København og opførte en opera, der blev skrevet af den østrigsk-tjekiske jøde, Viktor Ulmann, under hans fangenskab i kz-lejren Theresienstadt i 1943.
Til prøverne i København kommer en 67-årig mand op til musikerne og takker for deres smukke spil. Han kikker på trompetisten og peger på hans stol og siger: "Der sad jeg, mens vi prøvede på Ulmanns værk i Theresienstadt." Paul Aron var dansk kz-fange, der som kun 14-årig musiker blev inddraget i lejrens orkester. De voksne musikere betragtede ham som deres maskot. Da man kom til en af de sidste prøver stod den unge mand pludselig alene i øvelokalet. De andre, inklusiv Viktor Ulmann, var blevet sendt til gasning i Auschwitz. Operaen Kejseren af Atlantis havde været for stærk tobak for lejrkommandanten. Der blev dømt 'deportation', som det hed, når den definitive dødsdom blev fældet over fangerne.

Dette vil næppe gøre indtryk på nazisten Søren Kam i hans parcelhus i Sydbayern. Han medvirkede til oprettelsen af nazisternes dødspatruljer i Danmark under besættelsen og deltog selv i drabet på en københavnsk redaktør, der havde formastet sig til at vrænge på næsen af de unge danske nazister.
Mens den 76-årige Søren Kam nu sidder på villavejen i Kemten og pudser på det Jernkorsets ridderkors, som han som ung SS-officer på Østfronten tjente sig til, og som han stadig bærer ved de årlige træf med andre gammel-nazister, vil han måske selv føle sig om fange i erindringens labyrint. Han siger i dag: "Efter krigens afslutning og efter at have fået alt på afstand er jeg kommet til andre erkendelser og er blevet et helt andet menneske, end jeg var dengang".

Paul Aron er også et helt andet menneske. Efter 50 års dyb tavshed kan han i dag tale om kz-tiden og har skrevet doku-romanen Ben. Den burde Søren Kam købe og læse.
Under alle omstændigheder skal Søren Kam nu i retten og bevise sin uskyld, et på forhånd umuligt projekt. Han vil blive tvunget til at stige ned i et beskidt hul, hans egen fortid. Der venter redaktør Clemmesen og seks millioner myrdede jøder og modstandsfolk. Skærsilden er tændt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu