Mit barnebarn ville vide, hvorfor ingen indså, at det var alvor før fjendtlighederne brød ud i 1999. Hvordan opstod de skarpe opdelinger mellem danskere og 'fremmede'?
RETFÆRD OG VELFÆRD
En dag i år 2045 spurgte mit barnebarn mig, hvordan det var dengang i 1999 i Danmark. Hvorfor opstod de voldsomme uroligheder mellem etniske mi-noriteter og andre danskere? Hvordan kunne så mange mennesker lade sig rive med af den fremmedforskrækkelse, der udbredtes i tiden op til urolighederne? Hvordan opstod den folkestemning, der forenklede den offentlige debat og skabte så skarpe opdelinger mellem danskere og 'fremmede'? Indså man slet ikke, at netop denne folkestemning forstærkede modsætningerne mellem de forskellige grupper mere og mere, afskar mulighederne for dialog og større forståelse, og fremprovokerede de voldelige konflikter, som det endte i?
Som altid når man ser tilbage på fortiden, virker folks tanker og handlinger helt absurde, og mit barnebarn kunne slet ikke forstå, at befolkningen ikke selv indså, hvordan den lå under for tidens tankegang. Hvordan kunne holdningen pludselig forenkles sådan, at alle 'fremmede' blev til et problem? Hvem var det egentlig, der var problemet, hvem var 'de fremmede'? Var det flygtningene? Eller var det også alle de indvandrere, som havde boet her i over 25 år, og deres børn, som var danskere og aldrig havde boet andre steder? Hvorfor blev skræmmebilleder af muslimer konstant malet på væggen? Folk kan ikke have talt meget med hinanden, siden angsten og uvidenheden overfor Islam var så udbredt. Og hvordan kan det være, det kun var folk fra tredje-verdenslande, der var 'fremmede'? Var der virkelig stadig rester af korstogenes, kolonitidens og verdenskrigenes tankegang om de hvide kristne europæeres overlegenhed?
Mit barnebarn kom med det ene spørsmål efter det andet, og jeg fik slet ikke tid til at svare hende. Hun er for øvrigt mulat, hendes far kommer fra Zimbabwe. Mine andre børnebørn har sort, glat hår og gyldenbrun hud, for min søn har giftet sig med en nepaleser. Min yngste datter er adoptivbarn fra Peru og arbejder i Spanien, hendes kæreste arbejder i Frankrig. (Han er for øvrigt dansker af tyrkisk afstamning). Jeg skal dog ikke trætte jer ved at fortælle om min ganske almindelige (men skønne) familie. Men jeg må lige sige, at jeg ikke kunne have drømt om en bedre alderdom, med alle de rejser, og hvor bliver jeg forkælet, når jeg besøger mine børn og svigerbørns familier rundt omkring i verden! Sådanne forhold kunne mine forældre og bedsteforældre ikke prale med. De måtte fryse her i den danske vinter, og det kan jo godt være hårdt for os gamle, men jeg smutter bare sydpå, hvor jeg altid bliver modtaget med stor respekt og varme hos alle i min store familie.
Jeg fortalte mit barnebarn at jeg i 90'erne rejste meget i Indonesien, hvor jeg mødte den samme gæstfrihed. Jeg boede næsten aldrig på hotel, for jeg blev altid inviteret hjem til nogle familier, hvor jeg kunne bo så længe jeg havde lyst. 'Gæsten er konge' som ordsproget lyder i Indonesien, og det gjorde mig helt flov, når jeg tænkte på, hvordan vi selv tog imod vore gæster i Danmark. Jeg var ikke i nød, kom hverken fra krig eller forfølgelse men var blot kommet for fornøjelsens skyld, og kom endda fra det samme kontinent, som Indonesernes tidligere koloniherrer. Men de insisterede på, at jeg skulle bo og spise hos dem, flere familier tog mig til sig, som var jeg deres eget barn. Det var selvfølgelig den bedste måde, jeg kunne lære om kulturen på, og jeg kunne kun prøve at integrere mig så godt jeg kunne, og følge deres normer for at vise dem respekt for deres store imødekommenhed.
Man kan måske godt forstå, hvis nye danskere ikke havde den samme lyst til og mulighed for integration, og mit barnebarn spurgte videre, om man virkelig for alvor troede på, at man kunne skabe en bedre integration, når der stadig lå den samme negative tone bag hele debatten? Når det blot blev til endnu en lappeløsning på problemet 'de fremmede', hvor man stadig fokuserede på flygtninge, som en byrde? Nu skulle der fasthed og tvang til at integrere flygtninge, nu skulle de holdes i de kommuner myndighederne havde fordelt dem i.
Desuden måtte asylansøgere ikke gifte sig, og forældre måtte ikke længere blive familiesammenført. Lige meget om det var et stort eller lille antal 'fremmede' der kom til landet, sagde man, at nu var 'smertegrænsen' nået. Hvordan kunne man blive ved med at tro, at stramninger var løsningen, når der snart ikke kunne strammes mere op, før grænsen for brud på menneskerettighederne var nået? Hvordan kunne Danmark med så stærk genlyd i befolkningen promovere sig selv som foregangsland og forkæmper for menneskerettigheder, når man samtidig indførte forskellige ydelser for arbejdsløse flygtninge og arbejdsløse danskere, som var de forskellige slags mennesker?
Familiesammenføringer skulle indskrænkes, men hvad mente befolkningen da om Prinsesse Alexandra? Skulle hun ikke have lov at blive familiesammenført med Prins Joachim? spurgte hun. Det var da underligt, som der blev gjort forskel på folk! Ligeså snart en udlænding var noget særligt eller kunne noget særligt, så gjorde danskerne meget ud af, at personen var dansk.
Fik en udenlandsk sportsmand, der boede i Danmark, succes, havde danskerne travlt med at erklære personen dansk, selvom myndighederne endnu ikke havde givet ham dansk statsborgerskab. Samtidig blev almindelige danske unge med invandrerbaggrund altid spurgt en gang til, hvis de sagde, at de var danske. Hvordan kunne danskerne have så faste forestillinger om, hvad der var dansk, og hvad der ikke var dansk, når det aldrig har været en entydig størrelse? Hvordan kunne illusionerne om det nationale overleve så længe og være så udbredte? Glemte man, at Danmark altid har været et indvandrerland, og at vores kultur var en blanding af påvirkninger alle steder fra?
Danskerne havde så travlt med at beskytte det lille land mod udlændinge, der strømmede ind og udsugede statskasserne og udnyttede det usvigelige sociale system. Men hvor meget kostede ikke denne negative indstilling? Hvor meget kostede ikke diskriminationen? Hvor meget velkvalificeret arbejdskraft gik ikke ledigt rundt pga. fremmedartede navne på jobansøgningen? Og hvordan skulle de betingelser virke motiverende for unge etniske minoriteter til at tage en uddannelse? Hvis man endelig skulle tænke i kroner og ører, hvorfor overvejede man så ikke, hvor meget profit det ville give, at erkende denne gruppe, som en ressource? Hvor lang tid gik der, før man indså, at landet havde brug for disse mennesker? At Danmark havde brug for en større gruppe i den arbejdsdygtige alder, til at forsørge det stigende antal ældre?
Politikerne må da have haft et større helhedsyn, men hvor var ansvaret da? Kunne politikerne ikke stå fast ved personlige standpunkter, i stedet for blot at veje i folkestemningens vind og søge at tilfredsstille den ophidsede vælgerskare, ved at indføre strengere love. Indså man slet ikke, at man blot bekræftede herskende fordomme, og at det havde nogle konsekvenser for de mennesker, det handlede om?
De ting, der blev sagt, da bølgerne gik højt i fremmedforskrækkelsen, blev ikke blot glemt, men indlejredes dybt i mange folks bevidsthed. "De skal kunne tale dansk!", hed det, og det var også fint nok. Men for mange blev det efterhånden til: "Alle de fremmede skal bare sendes hjem, hvis de ikke kan tale ordentligt dansk!", og man glemte alt om hvem man egentlig mente med 'de fremmede', hvor længe de havde været her, og om de overhovedet havde noget andet 'hjem'.
Hvorfor blev man ved at sidde fast i en afsporet debat, selv da tendenserne var helt klare? Indså man slet ikke, at det var alvor, før fjendtlighederne brød ud i 1999?
Marie Schmidt er studerende på Internationale Udviklingsstudier, RUC og medlem af Kulturforeningen G2.
APROPOS
Hvis bare...
Utopien er en tankeform, hvor skribenten forestiller sig en bedre, ja, ligefrem en ideel verden. Og dagens brev til et fiktivt barnebarn, skrevet af en ung nutidskvinde, er netop en form for utopi. Marie Schmidt forestiller sig simpelt hen den dag ude i fremtiden, hvor fremmedhadet og -angsten varigt er afskaffet. Men hun antyder også risikoen for, at Danmark ellers kan blive åstedet for etniske sammenstød i stor målestok. For hvorfor skulle unge mennesker med 'forkerte' navne og hårfarver dog i længden finde sig i ikke at blive regnet på lige fod? Næ, hvorfor egentlig?
Men det må vel være tilladt at håbe, at kombinationen af retsind og små ungdomsårgange vil gøre også de unge sorthårede attraktive på arbejdsmarkedet inden det profeterede Ragnarok i 1999. Helst i så god tid, at de unge menensker kan etablere lidt tillid til den gode vilje i det samfund og hos de mennesker, som de jo bor her sammen med. Som det tit er fremhævet, er arbejde i reglen den sikreste vej til at høre hjemme i et samfund, netop fordi arbejdet normalt ikke bør stille krav om bestemte former for påklædning, sindelag og orientering, som ikke er yderst rationelt begrundet i jobbets karakter og udførelse - man skal ikke arbejde i et storkøkken med fingerringe og lange negle, f.eks.. Netop på grund af arbejdets ret præcise krav om at blive udført und sonst nichts (altså ideelt set!) kan jobbet være det ideelle mødested for mennesker, der hverken har nogen videre trang til at se ens ud eller er enige om alting i denne verden - blot man kan blive enige om det nødvendigste: At udføre arbejdet og mere generelt, at leve sammen i et demokratisk samfund.
I øvrigt kan vi om utopien som genre fortælle, at selve navnet betyder Intetsteds og stammer fra englænderen Thomas Mores hovedværk Utopia fra 1516. Siden er utopi blevet fællesbetegnelsen for en lang række rationelt indrettede statssamfund af mere eller mindre realistisk tilsnit - ofte som en mellemform mellem litteratur og politisk filosofi. mlk
Gårsdagens version af "Den gang jeg drog af sted" som Apropos til Anne-Marie Le-
behc-Sørensens artikel om Den tapre Landsoldat og 'hans' forfatter, Peter Faber, var optrykt efter Folkehøjskolens Sangbog 1989, 17. udgave. (red.)
