Læsetid: 1 min.

Forvrængninger

Debat
26. august 1998

EU-tilhængerne er altå ikke ene om at manipulere

TENDENTIØST
I Information den 17. august har Sven Skovmand et indlæg med overskriften "Gu' blev der manipuleret!" om de forskellige EU-afstemninger fra 1972 til i dag.
Så langt, så godt, for selvfølgelig blev der det. Men det blev der Gud døde mig af begge parter! Alene i Skovmands indlæg har jeg talt mindst seks grove forvrængninger af kendsgerningerne - ikke løgne, for dem kan man jo gendrive, men netop forvrængninger i form af udeladelser og tendentiøst ordvalg. Jeg gider faktisk ikke sidde her og dokumentere hver enkelt. Det er andre mere kompetente til end jeg. Mit ærinde med dette brev er blot at give udtryk for, at jeg er meget træt af, at EU-modstanderne igen og igen betegner mig og andre, der som jeg har skiftet mening siden 1972, som viljeløse får, der er blevet manipuleret af de fæle - og penge-stærke, uhadada! - EU-tilhængere.

Vis os dog respekt
Kunne EU-modstanderne ikke snart finde ud af at vise os så megen respekt, at de går ud fra, at vi har taget stilling efter en afvejning af argumenter for og imod, som - i hvert fald i mit tilfælde - er faldet knebent ud til ja-sidens fordel? At EU-modstandernes ustandselige påberåben sig, at de er de mest demokratiske, følges med en total nedvurdering af politiske modstandere og en skyden os alskens uhæderlige motiver i skoene, klinger ærligt talt noget hult.
Kære EU-modstandere. Prøv at opføre jer som demokrater i praksis, prøv at vise mine holdninger respekt, så skal jeg til gengæld prøve at afholde mig fra at skære jer alle over Kjærsgaards og Krarups vulgærnationalistiske kam.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her