Læsetid: 4 min.

Fræk som en cementfabrik

19. august 1998

De unge har brug for nutidig og engagerende viden om nazitiden, men ikke som Lars Lilholt serverer den

OPROP
SÅ FIK SVINEHUNDEN sin årlige luftetur med Jonni Hansen i den ene ende af snoren og et bekymret demokrati i den anden.
Der er noget picnic over de danske nazisters årlige bad i mediehavet. Det meste af året sidder den lille hird af befængte lømler bag hegnet i Greve og spreder upåagtet deres æteriske gift gennem radiobølgerne og Internettet. Men én gang om året planker de ud i samfundet for at sige buh!, og så er Fanden løs i laksko.
Mens den demokratiske tvivl vakler i valget mellem forbud, foragt og fortielse, styrter såkaldte antiracistiske brushoveder til for at være med i legen, og så har vi den forprogrammerede ballade. Et halvt århundrede efter at krudtrøgen sænkede sig over Europa, driver tåregassen stadig ned over Gammel Køgevej, mens en talstærk politistyrke søger at holde gemytterne i ave.
Jo, nazitiden rumsterer endnu. Bag de iltre parader er udsynet stadig sløret, og ét synes efterhånden givet i denne rituelle stammedans: det er same procedure next year - med støvletramp og heil og højlydt bøvl i bladene, mens demokratiets dørmænd tager mål til en ny tolerancetærskel.
Men under de hæse skrål og skingre løgne fornemmes en tavshed, der er nok så skræmmende: De nye generationer aner knapt, hvad det hele handler om.

FOR TO ÅR SIDEN blev det officielle Sverige chokeret over at erfare, hvor lidet svenske skoleelever ved om nazitiden. Hele 75 procent troede ikke, at Holocaust havde fundet sted. Regeringen handlede prompte og kørte et storstilet oplysningsartilleri i stilling mod de unge.
Nå ja, svenskerne og deres jäkla neutralitet, hvad ved de om rullegardiner, kan man indvende, men siden har nye undersøgelser afsløret lige så lurvede lækager i lande, der var anderledes involveret.
Det tyske Forsa-institut fandt her i sommer, at hver tredie tysker i 14-18 års alderen aldrig har hørt om Auschwitz. 59 procent aner ikke, hvad Krystalnatten var, og 12 procent tror, at ham dér Hitler overlevede Anden Verdenskrig.
Herhjemme lovede regeringen på den sidste folketingsdag før sommerferien at støtte et CD-forslag om et center, der skal oplyse unge danske om nazitiden og Holocaust.
Så langt, så godt.

OM LIDT ER de sidste overlevende vidner og aktører borte. Så har vi kun arkiverne at støtte os til, og hvad er de mod en overlevende slavearbejder William Kagan, der kan berette om F.L. Smidths forbryderiske udnyttelse af kz-fanger i Estland (det som F.L. Smidth på sit nysprog kalder "de kedelige begivenheder"), eller en uforbederlig dansk SS-officer, der fra sit skjul i Tyskland bedyrer, at han skam kun skød en redaktør, der allerede var skudt.
Krigens gru har intet facit, ingen summa summarum, men hver skæbne kan give os ny indsigt i det menneskelige liv.
I Israel stødte jeg for nylig på sådanne skæbner. I toget til Auschwitz lykkedes det et jødisk forældrepar at lempe deres to børn ud gennem en udluftningslem. Børnene gemte sig først i skoven, og levede siden to år under jorden i polske kloakker. Den ældste var ni år og er i dag skoleleder i Jerusalem.
Vi må kende menneskene. Når lidelsen dør, står kun ordene og historierne tilbage, udsat for tolkning, stramning, forkastelse og det der næsten er værre.
For eksempel en Lars Lilholt.

LARS LILHOLT er sådan en nyrenoveret Holger Fællessanger, der kan få sine yngre fans til at jinge med på sødmefyldte omkvæd som:
Kald det kærlighed
kald det lige hvad du vil
der findes ingen ord
ingen ord der helt slår til
så kald det lige hvad du vil.
Den går rent ind under paraplyerne på sommerens festivaler.
Men apropos lørdagens optøjer i Greve sagde pladespilleren på nærradioen i Køge, at nu skulle man lytte særlig godt efter teksten på Lilholts næste sang fra hans nyeste CD.
Den viste sig at handle om den nordjyske modstandsgruppe organiseret af familien Fiil på Hvidsten Kro. Et kvalmende overkvikt heltekvad, der fremstiller modstandskampen som en kæk tegneserie, hvor lillemor laver æggekage, mens fatter og knægtene leger krig ude på marken:
Jeg ska lige spørge Gudrun
var hvad Marius fik sagt
så var Hvidsten-gruppen dannet
og London fik kontakt
Gruppen fordeler våben, der kastes ned fra engelske fly, og så går det ellers derudaf med død og mellemmadder:
En enkelt uopmærksomhed
ku være den visse død
Og efter nattens arbejde
var der en melmad eller to
På Hvidsten Kro!
Men så kom tydsken for at hente den fremmede mand i faldskærm, og så var det ikke nær så sjovt:
SS' sorte bødler satte tommelskruer på
og Marius var røbet før testiklerne blev blå.
Ja, klokken den var slået, da bornholmeren slog to
På Hvidsten Kro!
Og så, midt i en æggekage, trillede ubudne gæster ind på gårdspladsen:
Heil Hitler! Hände hoch!
Og Gudrun hvisked: Åh, Gud nej
nu er det lige før!
Men Marius han grynted
den gamle fatalist,
det går nu nok og Gudrun,
la nu vær og vær så trist!
Ja, Gudrun, op med humøret! Men Gudrun fik ret. Jeg skal skåne læserne for mikrofonsangerens udlægning af deportationen til Horserød og henrettelserne af otte modstandsfolk i Ryvangen.
Lars Lilholt må være fræk som en cementfabrik, når han kan forlyste sit publikum med så plat en slager om en modstandsfamilies tragedie under nazisternes besættelse af Danmark.
Temaet er ikke til markedsgøgl. Teksten er vulgær, klichéfyldt og uden kunstnerisk nerve, men der findes ingen ord, ingen ord der helt slår til, så kald den lige hvad du vil.
Allerhelst tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu