Kronik

Efter den fri abort

4. august 1998

Kun de skarpeste synspunkter er tilbage i diskussionen af den fri abort. Men det sløver vores opmærksomhed overfor de konsekvenser, den har haft for både mennesker og samfund

RETFÆRD OG VELFÆRD
For 25 år siden vedtog Folketinget den fri abort som en kulmina-tion på den gradvise ændring i vores abortsyn, der var indtruffet i løbet af de forudgående 30-40 år. Siden dengang i 1973 har man hørt mindre og mindre til den indtil nu, hvor kun de skarpeste meninger står tilbage.
Debatten om de sene aborter er blevet rejst af to sønderjyske jordemødre, og i maj tog Kristeligt Folkeparti initiativ til en folketingsdebat om vores rekordhøje aborttal, og hvordan det kunne nedbringes. Men den fri abort er tilsyneladende hævet over enhver diskussion.
Selve lovens vedtagelse har været en hæmsko for abortdebatten; en debat som har stor betydning for vores menneskesyn, vores etiske ståsted, og som det derfor er vigtigt at holde åben. Debattens fravær har givet den fri abort karakter af en slags kendsgerning, hvilket i sig selv gør den til et slagkraftigt argument (så-længe alle er enige om at betragte den som en kendsgerning), men som også reducerer den til en ureflekteret vedtægt; et af kulturens nye tabuer, hvis historie er blevet fortrængt i den praktiske omgang med tabuet selv: Hverdagens accept af den fri abort er blevet en rygmarvsreaktion og efterhånden også en underforstået del af det livssyn, som præger vores tankeverden, vores selvidentitet.
Hvordan reagerer man f.eks., når en kvinde fortæller, at hun er blevet gravid med vilje for at få afkræftet sin mistanke om, at hun ikke kunne få børn, og da det så lykkedes for hende, fik hun en abort? En sådan adfærd er efter min mening stærkt angribelig, men den fri abort gør det umuligt at bebrejde hende noget, for hun var i sin gode ret. Oplevelsen af ikke at føle sig berettiget til at sætte spørgsmålstegn ved de begrundelser, kvinder nogle gange giver for deres abort, tror jeg er velkendt, og denne forsnævring i vores tankeverden er ét af de spor, abortloven har sat sig.
Når vi på den måde har placeret den fri abort hinsides selvransagelsen, sløver vi vores opmærksomhed overfor de konsekvenser, den fri abort har haft for både mennesker og samfund. Den eneste måde vi kan imødegå de uforudsete virkninger af abortloven på, er ved at genåbne diskussionen og for et øjeblik sætte barnetroen på spil.

Loven om fri abort knæsatte princippet om kvindens selvbestemmelsesret, hendes 'kropslige suverænitet', og abort var overgået fra at være et etisk spørgsmål til et spørgsmål om kontrol. At det ikke længere var et samfundsanliggende, hvorvidt en kvinde skulle fuldføre sit svangerskab, indebar i sagens natur, at det var hendes valg og netop ikke andres valg. Uanset hvilken begrundelse kvinden måtte have for sin abort, var den anerkendelsesværdig.
Abortloven institutionaliserede med andre ord fraværet af etik; hvad angik abort var der ikke længere noget problem, der var ikke noget godt og ondt, rigtigt eller forkert, og dermed blev aborthandlingen tømt for sit etiske indhold, og enhver dis-kussion overflødiggjort.
Denne ikke-diskussion nyder tilsyneladende bred opbakning, for det er efterhånden kun yderfløjene i den gamle abortdebat, som endnu kan gribes af fordums lidenskab.
Tavsheden, ikke-diskussionen, gjorde den fri abort til et 'socialt faktum', og i den egenskab har den fri abort haft enorm betydning for det moderne sociale liv.

Et af de problemfelter, hvor man bedst kan iagttage abortlovens indflydelse, er i håndteringen af de moderne forplantningsteknologier, især fosterdiagnostikken.
Fosterdiagnostikken er af natur racehygiejnisk, i den forstand at den har til formål at sortere i fostrene, så kun de ønskværdige af dem bliver til børn. Men da vi er et højt-udviklet kulturfolk, som erindrer et andet 'skævt' jubilæum, nemlig 65-året for Hitlers magtovertagelse, er vi naturligvis erklærede modstandere af racehygiejne - i hvert fald den slags der lugter længst væk af Herrefolk.
Og højtudviklede kulturfolk som os har naturligvis også en abortlov, baseret på selvbestemmelsens princip! Men dermed er frasorteringen af defekte fostre i princippet overladt til den enkelte, for hvis grundtanken i fri abort skal føres helt ud i livet, kan det ikke være et samfundsanliggende, om kvinden aborterer, fordi hun har lyst, eller fordi fostret har et kromosom for meget eller er af hunkøn. Men hvis det er den enkelte kvinde som selv bestemmer, hvilke fostre hun vil føde, og hvilke hun vil abortere, så er grunden vel lagt for den slags racehygiejne vi ikke vil vide af?

Som sexualreformatoren og racehygiejnikeren Jonathan Leunbach skrev allerede i 1925: "Hævdelsen af Selvbestemmelsens Princip er den første Betingelse for overhovedet at føre Racehygiejnen ud i Praxis."
Det etiske dilemma begynder at tage form; på den ene side ligger fosterdiagnostikken - et laboratorieskabt Utopia befolket af designerbabies - og på den anden side, hugget ud i uforgængelig klippe, ligger kvindernes ret til fri abort. Dér står vi så et øjeblik, midt i et etisk dødvande, og kan ikke komme videre, fordi vi anser den fri abort for en ubenægtelig kendsgerning, og rendyrket racehygiejne for en vederstyggelighed. Men da den fri abort netop har denne uom-stødelige, endegyldige karakter, føler vi os presset væk fra vores væmmelse for racehygiejnen, vi vænner os til den og tager vores instinktive afsky mindre og mindre alvorligt. Dermed har det moderne menneskes aetiske higen efter total livskontrol overvundet dets etiske fornemmelse, dets intuitive oplevelse af, hvad det gode liv ihvertfald ikke er.
Den eneste måde vi kan afværge denne trussel på - for det er en trussel, og den slår som en damphammer - er at genåbne diskussionen af den fri abort. Når vi lader loven fortrænge de eksistentielle sider af abortproblematikken bliver enhver diskussion umulig, og derfor må vi be-grænse os til at anskue loven om fri abort som et praktisk arrangement, en demokratisk tilkendegivelse vi må tage til efterretning, og ikke som en indiskutabel forudsætning for den moderne civilisation.

Loven om fri abort voksede ud af en meget demokratisk proces, med en bred debat og stor folkelig tilslutning. 'Som folket er, således er også loven' kunne man sige, men loven virker også tilbage i hovedet på individet og er med til at forme dets handlerum, og det er et virkningsforhold som meget godt beskriver de sidste 25 års aborthistorie.
Loven om fri abort - abortens institutionalisering - har været med til at skabe det handlerum, eller man kunne også sige verdensbillede, vi bevæger os indenfor. De valgmuligheder, en gravid kvinde kan se ligge åbne for sig, har loven haft indflydelse på. Loven har f.eks. slået fast, at der ikke er noget etisk problem ved en abort, så hvis hun føler sig tynget af samvittighedskvaler forsikrer abortinstitutionen hende om, at det er en unødig bekymring. I det hele taget bliver det problematisk for 'tvivlerne' at hente råd udefra, når den dominerende og lovfæstede opfattelse af en abort er, at den ikke rummer et etisk element, som kan diskuteres. Når tvivleren henvender sig til lægen eller socialrådgiveren for at høre et uvildigt og kompetent synspunkt, er der gentagne eksempler på, at disse eksperter ser aborten fra et etisk udpint kontrolperspektiv, hvor 'snusfornuften' råder; det er ikke fornuftigt at føde barnet, hvis det er mongol; det er ikke fornuftigt at få et barn som 14-årig. Snusfornuftens rationale er øjensynligt, at den personlige frihed skal 'ubegrænses', og de situationer, hvor kvinden sætter sin frihed mest på spil, hvor forpligtelsen bliver næsten altomfattende, er tilsyneladende dér hvor eksperternes snusfornuft sætter sig mest åbenlyst imod. I det institutionaliserede møde mellem kvinden og eksperterne bevæger hun sig ind i et, livsopfattelsesmæssigt, selvrefererende system, og dermed understreges faren for, at det syn på menneskelivet, som praktiseres af især lægerne, arbejder sig ind i individets og samfundets bærende holdninger.

Valget mellem aborten og barnet er utvivlsomt ét af de skæbnesvangre øjeblikke, som udgør knudepunkterne i et livsforløb, og hvis man reducerer valget til et spørgsmål om livskontrol, sådan som loven lægger op til, har man i praksis demonstreret, at man ser bort fra de etisk forpligtende sider af livet. Abortloven er dermed med til at fastholde os på en bestemt måde at anskue livet og verden på.
Abortdebatten må gen-åbnes for at vi kan komme nogle af institutionaliseringens uheldige følgevirkninger til livs. Men hvordan bryder man larmen fra tavsheden?
Vi må til at gøre op med vores neurotiske besættelse af livskontrollen. Fokuseringen på denne stræben efter den totale livskontrol får os til at glemme, at det sociale liv i bund og grund er et etisk projekt. Vores handlinger kan ikke isoleres fra det øvrige samfund, vi lever ikke vores liv alene. Vi må prøve at arbejde os frem til en livsholdning som inddrager abortens eksistentielle sider, og tager abortens etiske medbetydninger alvorligt, og det indebærer også at vi får øjne for abortens psykologi:
Hvad betyder det f.eks. for kvindens holdning til det at være kvinde og det at være mor, at hun har fået en abort? Hvad betyder det for de kommende børn, at deres mor har fået en abort? Det er vigtige afsnit i de etiske fortællinger som genfortælles ca. 18.000 gange om året.
Men at skærpe det livssyn stiller ihvertfald ét meget stort og noget uvant krav til os; vi må acceptere nogle fundamentale begrænsninger i vores frihed, som ikke bare stammer fra en utilstrækkelig livskontrol. Vi må gå ind på at lade etiske erfaringer afgrænse vores handlerum. Og det tror jeg kunne blive en lærerig overvindelse for det moderne, frihedsfikserede menneske.

Lau Sander Esbensen er ph.d.-studerende.

APROPOS
Spørgsmålene
Ved debatten i Folketinget i 1970, hvor kravet om fri abort var meget stærkt, udtalte nu forhenværende kultur- og kirkeminister, Bodil Koch (S), at man ikke burde lovgive om folks moralske anliggender. Hvorefter hun gik ind for fri abort.
Aborten blev dog først rigtig fri i 1973. Vejen var banet af en justitsministeriel svangerskabskommission, der fik ophøjet den sociale indikation til gyldig abortgrund.
Dagens kronikør, Lau Sander Esbensen, efterlyser en ny debat om loven om fri abort, som han kalder en ureflekteret vedtægt, hinsides selv-ransagelsen. Han synes at mene, at (for mange) danske kvinder gennemgår en abort uden at gøre sig etiske overvejelser. Og nævner som eksempel en kvinde, der lod sig gøre gravid udelukkende for at se, om hun kunne blive frugtsommelig. Hvorefter hun aborterede. Lau Sander Esbensen er nok ikke den eneste, der finder en sådan adfærd stødende. Men står vi her overfor et enestående tilfælde af kynisme, eller har kronikøren ret i, at danske kvinder leger - ikke bare med deres underliv, men med livet i det hele taget i en sådan grad, at loven bør ny-diskuteres? Er det i virkeligheden mændenes problem, at de af gode grunde har et andenhåndsforhold til abortens psykologi? Eller er det også de kvinders erfaring, som selv har spredt benene på abort-lejet, at det ikke koster etisk reflektion? Har kronikøren ret i, at vi har ladet behovet for at kontrollere livet reducere respekten for samme? Eller er det så simpelt, at de økonomiske vilkår og dobbeltarbejde simpelthen fratager kvinder lysten og muligheden for at påtage sig det moderskab, de inderst inde ønsker sig?
Er danske kvinder uetiske og ansvarløse, når de vælger en abort - en uddannelse, eller et økonomisk sikerhedsnet - fremfor et barn?
For de kvinder, der er gamle nok til at have bragt sig i livsfare ved at abortere ved hjælp af en kvaksalver - eller de, der i årevis har kæmpet for kvinders ret til selv at bestemme hvornår de psykisk og økonomisk føler sig i stand til at påtage sig ansvaret for et barn - må det være frustrerende at føle denne ret truet ved spørgsmålstegn som kronikørens. På den anden side kan man ikke forestille sig en ansvarlig generation, der ikke af sig selv kræver en personlig stillingtagen. Forudsætningen er en god debat. Så skriv, folkens. Skriv. Hanne Dam

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu