Læsetid: 4 min.

Den intellektuelle elite

20. august 1998

Den oplyste, kulturbærende almenhed er faldet bort. De intellektuelle har mistet deres autoritet og vover derfor ikke at lede kulturen

DEMOKRATI
I de sidste par uger er der i Information atter skrevet meget om værdiopløsningen, forstået som en opsplitning af det moderne samfund i forskellige interesseområder, der forfølger deres egne mål uden at bekymre sig om almennytten. Offentligheden, hvor borgerne mødes med fælles referencer, er skrumpet ind, alt imens politikken er blevet privatiseret, og alle derfor håber for sig selv, at de får materiel rigdom og bliver 'lykkelige'. Demokratiet har således mistet det grundlag, der skaber sammenhæng mellem interesseområderne og meningsoverensstemmelse mellem borgerne.

Folk og styre
Dermed er også udspaltningen af Folkestyret i folk og styre, kløften mellem den politiske elite og resten af befolkningen, fuldbyrdet. Det omtales bl.a. i Kristian Sloths indlæg den 3. august og Lars Bohns den 8. august. Der afgives stadig mere magt til eksperteliten i samfundets vigtigste institutioner, sær-ligt i folketing, ministerier og interesseorganisationer, men hvor demokratiet søger at fremme fælles mål, viger eliten tilbage for at diskutere institutionernes etik og overordnede almennyttige funk-tion. Med deres ekspertsprog, dialogmodvilje, kynisme og omsiggribende fokusering på magt lukker de sig effektivt af mod fællesskabet og indskriver sig i stedet i et globalt og kulturløst fællesskab af andre beslutningstagere, teknokrater, konceptmagere og ordførende klasser.
Engang - 'dengang' - kunne man endnu forenes i en bekendelse til visse fælles værdier; i det moderne stammesamfund er de sociale normer under afvikling og forskellige befolkningsgrupper lever nu i afsondring fra hinanden, størst er altså afstanden og mindst er loyaliteten mellem eliten og de socialt marginaliserede.
Men ud over ekspertelitens specielle, faglige kvalifikationer rækker imidlertid de almene, menneskelige- som demokratiet forudsætter for at kunne opretholdes og udvikles i human retning. Derfor gælder bekvemmeligheden, tavsheden og ligegyldigheden over for 'de andre' stadig for de demokratiske dødssynder, og derfor opfordrer Pierre Bourdieu nu de intellektuelle til at tale de udstødtes sag; de må søge at bevare et fælles sprog og derudfra stille de grundlæggende moralske spørgsmål og kritisere ekspertvældet, elitens magtmonopol.
Med sin appel til 'den intellektuelle' henvender Bour-
dieu sig til en generel, kulturel personlighed, der vil fastholde sammenhængen, fortolke helheden og anvende sin kritiske fornuft til gavn for almenvellet, der trues af egoistiske politiske og økonomiske særinteresser. I kraft af sin saglighed og myndighed må han forsvare de randeksistenser, som væltes omkuld af 'udviklingen' eller 'systemet' og søge at genskabe tilliden til det anfægtede, uafhængige menneskes udsagn i det højrøstede kor af interessebårne stemmer.

Ikke den samme respekt
Men den intellektuelles klassiske rolle som en udenforstående, humanistisk repræsentant for almenheden er i dag gerådet i krise. Dels behandles han ikke med samme respekt som de økonomiske vismænd, hvis menneskelige visdom dog er voldsomt begrænset og tilbedes ikke som de (natur)videnskabsmænd, som kun formår at opvise begrænsede sandheder. Samtidig afstår de fleste akademikere fra at deltage i samfundsdebatten og bakker dermed i realiteten op bag Dansk Folkeparti og de '20 pct.', som fortaber sig i nationalisme, protektionisme og fremmedfrygt.
Endelig viser det sig ofte, at statsansatte intellektuelle nærer for store forventninger til staten, som de omfatter med forhåbningsfuld sympati; deres indlæg kan mistænkes for at være eksperthenvendelser til institutionerne i en privat karriereropbygning. 'Magten' eller 'systemet' har allerede sine mange potentielle kritikere i sit brød. Når de 'frie ånder' ikke længere er i opposition, men har indtaget deres positioner i offentligt finansierede stillinger, har de ofte nok i at bevare dem. Under henvisning til kulturens kommercialisering og med støtte i den postmoderne ideologi (der lærer, at intet er sandt og alt lige gyldigt), har de følt sig fristet til at suspendere deres besværlige personlighed: Det er meget lettere at gøre nytte som funktionær eller som en professionel fagmand, der beriger sig på at sælge sin viden til industrien (til trods for markedets anti-intellektualisme!).
At der ikke længere findes et kulturbærende lag i samfundet, at den oplyste almenhed er faldet bort, dét har Dag Solstad allerede beklaget; de intellektuelle har mistet deres autoritet og vover derfor ikke at lede kulturen (det ville jo være 'elitært'!), men formår det i grunden heller ikke. Så inden det nu kommer så vidt, at de intellektuelle hidkaldes til at frelse verden, arbejderklassen, de marginaliserede, 'de andre', må man indse, at deres fordums auratiske avantgardeposition endegyldigt er brudt sammen. Det turde være baggrunden for både Sloths og Bohns forbehold overfor Bourdieus projekt og hans tiltro til de intellektuelles politiske betydning, der rigtignok ofte overvurderes.

De nye præmisser
Indtil fornuften vil blive løst fra dens 'private' former og offentligheden atter basere sig på det kritiske ræssonement, må målet - det fælles mål - være at skabe et civilt samfund af engagerede samfundsborgere på de nye præmisser.
For den værdiopløsning, der rummer så megen fremmedgørelse, har også medført en betydelig demokratisk frigørelse: Foruden individualiseringen tillige en pluralisering og afhierarkisering af samfundet. Med det høje uddannelsesniveau har flere fået forudsætninger for at være 'intellektuelle' (og dermed også grund til at blive det), og det vil altså stadig sige: At virkeliggøre sig som et almindeligt menneske, som en aktiv personlighed, frigjort fra private egeninteresser.
Først med velfærdssamfundets harmonisering af materielle interessekonflikter er der beredt en frugtbar grobund for et ansvarsfuldt intellektuelt miljø. Og i et samfund med en potentiel bred, humanistisk orienteret offentlighed af oplyste enkeltindivider, tilkommer det også den intellektuelle og politiske elite at virke for det værdifællesskab, som demokratiet forudsætter, men altså ikke uden videre fører med sig. Også de må føres til at anerkende borgerdyderne, den gensidige respekt, viljen til dialog og træde i skabende forhold til 'det fælles vel', der efterhånden er gået af mode og blevet en halvkomisk forestilling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu