Kronik

Islam og uvidenhed

12. august 1998

Islam er langt mere end absurde tabuer i dagligdagen, hvor folk knap tør give hinanden hånden til hilsen. En dansk kvindelig muslim udfordrer Koranens 'magthavere' på sporet af en moderne europæisk islam

I islam fandt jeg den perfekte balance mellem verdslighed og religion, mellem kultur og menneske, mellem krop og sjæl, mellem selvet og kosmos.
Således skrev journalisten Knud Holmboe fra Horsens, der i 1929 som den første dansker i nyere tid valgte at bekende sig til islam.
Når man som voksen finder vej til islam, er det som oftest, fordi man efter længere tids mere eller mindre bevidst søgen tiltrækkes af Koranens enkle og klare budskab. Koranen beskriver en direkte og personlig vej til Gud, der hverken forstyrres af helgener, præster, komplicerede ceremonier eller fornuftsstridige dogmer. Enkle og fornuftige leveregler, den naturlige omsorg for alt det skabte og menneskenes ligeværd uanset sprog, hudfarve, kultur, køn, social status, nationalitet eller tro giver islam en rummelighed uden lige. Lidt efter lidt får man øje på den altomfattende helhed, der på forunderlig vis fletter skabelsen sammen i indbyrdes forbundenhed og forpligtelse. Frihed og ansvar sætter kronen på værket, og man kan ikke andet end bøje sig i ydmyghed og taknemmelighed for Guds ufattelige og endeløse visdom og godhed.

Men lige så snart man søger kontakt til trosfæller, starter genvordighederne: Man bliver vidne til endeløse diskussioner om, hvorledes tørklædet skal sidde - ja, man bliver først betragtet som 'rigtig' muslim, dersom man hyller sig i eksotiske gevandter og nægter at give hånd til venner og bekendte af modsat køn. Man udspørges konstant om, hvilken 'retning' eller 'lovskole' man tilhører og mødes med hovedrysten, når man fastholder at være 'muslim' slet og ret.
En amerikaner har givet en særdeles rammende beskrivelse af situationen: "Mindst 50 forskellige velmenende personer har vist mig, hvorledes man foretager den rituelle afvaskning før bøn. Jeg lytter hver gang høfligt, skønt jeg har været muslim i 20 år. Hver gang foregår det på en lidt anden måde. Én imam brugte mere tid på at vaske sine fødder end på selve bønnen! Kulturel ensretning, meningsløse traditioner og ureflekteret imitation - det er ikke det islam, jeg bekender mig til. Det er ikke det islam, som Profeten prædikede. Det er ej heller det islam, som Koranen så smukt beskriver. Måtte Gud velsigne os alle, at vi må se lyset."

I en tid, hvor man gang på gang møder fordomme og skræk-propaganda om islam i medierne, er det mere nødvendigt end nogensinde, at herboende muslimer (dvs. personer af forskellig etnisk og kulturel oprindelse med islam som referenceramme) i ord og handling viser, at islam og danskhed sagtens kan gå op i en højere enhed.
Dette kan kun lade sig gøre, hvis man gør sig klart, at man ikke uden videre bør overtage anvisninger og fortolkninger, der er blevet til i de forløbne 1400 år i orientalske samfund, hvor islam er/var majoritetsbefolkningens tro. De muslimer, der her og nu lever som minoriteter i Danmark/Europa, kender bedst de aktuelle omstændigheder og skal lidt efter lidt selv formulere et europæisk og tidssvarende islam inden for Koranens evigtgyldige og uforanderlige rammelov.
Koranen blev givet for at blive brugt med omtanke og forståelse, og lige siden Profetens dage har muslimer tilpasset sig lokal sæd og skik. Naturligvis bør man ikke - som det desværre er sket i de forgangne århundreder - gå så vidt som til at overtage traditioner, der er i direkte strid med Koranens ånd. F.eks. opfattes folkelig overtro, helgendyrkelse og den stærkt patriarkalske familie- og samfundsstruktur i dag af mange som en del af islam, når der dog intet som helst belæg er for slige fænomener i Koranen.

Intetsteds i Koranen antydes det, at tolkningen af Guds ord skulle være forbeholdt specielt uddannede mænd så som kaliffer, mullâer, muftier eller shaikher. Og det er ganske utilstedeligt, at såkaldte lærde skulle kunne gøre krav på retten til at (for)dømme den enkeltes tro eller gudsdyrkelse - endsige forlange af den enkelte at skulle forsvare sin personlige opfattelse af troen.
Koranen opfordrer igen og igen hvert enkelt menneske til at udnytte dets gudgivne evner til klar stillingtagen og konstant åndelig og sjælelig medleven og udvikling. Man skal ikke blindt overtage forfædrenes tro og traditioner eller ukritisk følge en såkaldt lærd. Ureflekteret imitation kan gøre selv gode tanker og idéer destruktive og betegnes endog af flere lærde som afgudsdyrkelse.

Alligevel er retten til at fortolke Koranen i årenes løb blevet begrænset til at omfatte en lille, traditionelt uddannet gruppe mænd, der har sat en ære i at genfortolke og forsvare den én gang for 12-1300 år siden definerede fortolkning af Koranen - i stedet for at gå direkte til den oprindelige kilde, Koranen, og nyfortolke den i forhold til de aktuelle omstændigheder; og deres argumenter og formuleringer er blevet mere og mere spidsfindige og komplicerede og utilgængelige for de brede masser.
Derved har de sat sig selv i en uhørt, selvbestaltet magtposition, der er ganske uforenelig med Koranens budskab og med den enestående frihed, der ligger i det direkte og ubrydelige bånd mellem Skaberen og det skabte - uden forstyrrende mellemled af nogen art. En magtposition, som de udelukkende har kunnet opretholde, fordi det er lykkedes dem at undertrykke og manipulere masserne ved at holde dem i åndelig armod og uvidenhed, hvorved de har gjort dem afhængige af magthavernes egen 'ekspertise'.

Af lutter frygt for at miste magten og for at aflede opmærksomheden fra deres egen utilstrækkelighed har magtens mænd tyet til en gammelkendt strategi: At vende masserne imod en ydre fjende - det 'dekadente' Vesten og dens materialisme. Ved at forvanske begreber som 'vantro' og 'djihâd', har de forsøgt at vende muslimerne imod alle anderledes troende - selv om det i virkeligheden er magthaverne selv, der er muslimernes værste fjender, fordi de sår mistænksomhed og splid mennesker imellem og belægger dagligdagen med så mange absurde tabuer, at folk knap nok tør omgås næsten på naturlig vis, se på hinanden eller give hinanden hånden til hilsen af frygt for at ende i Helvede.
Man har oven i købet foregøglet masserne, at den såkaldte Islamiske Lov er guddommelig og ufejlbarlig - når den i virkeligheden er formuleret af almindelige dødelige. Ingen af de fire retslærde, hvis fortolkning og kodificering af Koranen kendes som De fire Lovskoler eller Islamisk Lov har nogensinde hævdet at have monopol på Skriftens rette fortolkning.
Mange hævder ydermere, at traditionssamlingerne er lige så autentiske og autoritative som Koranen, og glemmer rask væk, at der er tale om mundtligt overleveret materiale, der for langt størstepartens vedkommende først blev nedskrevet i de første århundreder efter Profetens død.

Det har medført, at man i de såkaldt islamiske lande har familielove, der på mange punkter groft krænker kvinders rettigheder ved at marginalisere og umyndiggøre dem og underlægge dem mænds autoritet fra vugge til grav - ganske i strid med Koranens menneskesyn og ånd. Ofte krænkes individets frihed til fordel for fællesskabets interesser - når Koranen dog bærer vidnesbyrd om en fin balance netop mellem individets og fællesskabets interesser, ansvar og pligter.
Og når man taler om at 'indføre Koranens love i strafferet', er det ikke altid Koranen, man har i tankerne, men lige så ofte de i århundredernes løb formulerede læresætninger basereret lokale, kulturelle traditioner og mundtligt overleverede udsagn om og af Profeten. Koranen tillader f.eks. hverken selvtægt og æresmord eller dødsstraf for blasfemi, apostasi, homoseksualitet, prostitution eller hor.
Ved at sidestille traditioner og den såkaldte Islamiske Lov med Koranen, undergraver og anfægter man i virkeligheden Koranens helt unikke status som Guds åbenbarede ord - og så er det, at det hele skrider. Det er efter min bedste overbevisning utænkeligt, at Gud skulle sætte de troende i en situation, hvor de skal bestemme vigtige juridiske anliggender på grundlag af mundtligt overleveret materiale.

Alle andre bøger end Koranen er udfærdiget af mennesker og dermed påhæftet menneskelige fejl og mangler. Og Koranen er da også den eneste kilde, der til alle tider og af samtlige muslimer er blevet accepteret som 100 procent troværdig.
Derfor må det nødvendigvis også primært være Koranen og dens rammelov, der skal ligge til grund for samfundet og de afgørelser, der skal træffes i stort og småt på alle niveauer - med tilbørlig hensyntagen til de aktuelle omstændigheder. Hver generation må løse sine egne problemer inden for de i Koranen givne rammer - ikke ved konsekvent at vrage fortiden, men ved at tage ved lære af andres succeser og fejltagelser.
Mange højt uddannede og højt respekterede nutidige lærde og tænkere går da også ind for granskning og nyvurdering af forholdet mellem Koran og tradition - en nyvurdering, man ikke kan komme uden om, dersom man virkelig betragter islam som et brugbart og universelt alternativ til kapitalisme, kommunisme og andre ideologier, der tydeligvis ikke har formået hverken at skabe fred i verden, at fordele verdens ressourcer på retfærdig vis eller at forene menneskeheden i et globalt, harmonisk fællesskab.

Aminah Tønnsen Echammari er forfatter til bl.a. Islam i Europæisk klædedragt (1998) og sekretær i Islamisk-Kristent Studiecenter & Etnisk Debatforum

Apropos - Ikke at vove er at miste sig selv

Det er på høje tid, at muslimer i Danmark bekymrer sig om deres identitet. De kunne f.eks. hente inspiration hos The Institute of Muslim Mi-nority Affairs i London, der siden 1979 har beskæftiget sig indgående med de udfordringer, minoritets-muslimer står over for.
Instituttets primus motor var førhen den indiskfødte, nu afdøde Dr. Syed Z. Abedin, som gang på gang i tale og skrift har slået til lyd for, at Koranen henvender sig til minoritets-muslimer direkte - uden den såkaldt islamiske verden som mellemled.
Abedin var udfordrende, kontroversiel og højt respekteret, når han gennemanalyserede selv de mest følsomme emner. Han talte om selvransagelse og fornyelse, om muslimernes ansvar for det samfund, de lever i, og om respekt og dialog.
Instituttets tidsskrift JIMMA rummer artikler og diskussioner, som også herboende muslimer kunne have megen gavn af - om de ellers tør give sig i kast med anden litteratur end den, de sædvanligvis præsenteres for.
Værdifuld inspiration kan også hentes hos:
MOHAMMED ARKOUN (islamolog ved Sorbonne): L'Islam hier - demain 1978) og Ouvertures sur l'islam (1992).
SOHEIB BENCHEIKH (mufti i Marseille): Marianne et le Prophète. L'Islam dans la France Laïque (1998).
MURAD WILFRIED HOFMANN (tidl. ambassadør for Tyskland i Algeriet og Marokko): Der Islam als Alternative (1992) og Reise nach Mekka (1996).
TARIQ RAMADAN (svejt-sisk filosof og islamolog): To Be a European Muslim (1998).

Et samfund kan ikke forandres fra den ene dag til den anden. Islamiske ideer og holdninger skal vokse nedefra for at have mening - ikke påtvinges oppefra ved anvendelse af censur, forfølgelse, magt eller vold. En stærk nation er en nation, hvis politiske og religiøse ledere forstår at give plads til en naturlig mangfoldighed i befolkningen - og at skabe enhed i denne mangfoldighed.

Dialog mellem forskellige trossamfund er et vigtigt middel til at skabe et harmonisk og dynamisk samfund. Ægte dialog forudsætter imidlertid, at man fuldt ud respekterer næstens religiøse ståsted og ikke blot anser det for et midlertidigt fænomen.
At nogle af de implicerede parter undervejs skifter ståsted, er uundgåeligt, men 'omvendelse' må aldrig være et mål i sig selv.
Gud er menneskenes ophav og endelige mål. Det er en naturlov, at man må gå imod strømmen for at nå kilden. At tilhøre en gruppe giver tryghed i hverdagen; men i mange tilfælde kan trygheden også være forbundet med gruppepres og ensretning. Koranen opfordrer da også igen og igen til kritisk refleksion og personlig stillingtagen og fordømmer ureflekteret traditionalisme og blind tillid til menneskeskabte regler og forestillinger.
Der findes ikke nogen hverken islamisk eller kristen enhedskultur. Islam og kristendommen har altid eksisteret - og eksisterer fortsat - side om side i samme kulturer.
Uanset hvilken tro vi bekender os til, og uanset vor hudfarve, så er vi allesammen først og fremmest mennesker skabt af én og samme Gud. Om vi vil det eller ej, er vi indbyrdes forbundne, og dermed både afhængige af og forpligtede over for hinanden, både i det nære samfund og på verdensplan. Vi må lære at se hinanden som enkeltindivider med de evner og kvaliteter, vi hver især måtte besidde - i stedet for at fokusere på hudfarve, sprog, klædedragt, kultur eller tro. Vi må lære at behandle andre, som vi selv gerne vil behandles.
Fredelig og frugtbar sameksistens kræver, at vi åbner op og på nogle punkter nærmer os hinanden samtidig med, at vi giver plads til forskellighed. Vi må turde gå imod strømmen. Gid mange flere ville tage Søren Kierkegaards ord til sig:
At vove er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at vove er at miste sig selv.

Aminah Tønnsen Echammari

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu