Kronik

Fra koloni til stat

8. august 1998

Først kom Nyrup, så blev det den franske udenrigsminister Hubert Védrines tur til at besøge Grønland. Dagens kronik benytter anledningen til at se nærmere på sommerens mytedannelser om 'banan-republikken Grønland'

Efter 'Færø-sagen' kom turen til Grønland. Det grønlandske Hjemmestyre og folketingsmedlem Hans Pavia Rosing så deres snit til at slå mønt på den politiske situation i forbindelse med vedtagelsen af pinsepakken. Sådan opfattede den danske presse det - og sikkert med rette.
Tiden var inde til at gøre den danske regering opmærksom på et renoveringsproblem af den grønlandske boligmasse.
Hans Pavia Rosing havde gjort opmærksom på problemet tidligere som Hjemmestyrets talerør på Tinge - men uden det store resultat.
Det gav Berlingske Tidende anledning til at kulegrave Grønlands boligsituation, erhvervsliv og samfundsøkonomi i øvrigt. Og det var chokerende læsning. Berlingske Tidende vendte sten på sten, som kun Jyllands-Posten gjorde i 1970'erne og 1980'erne med god støtte fra Fremskridtspartiet, som også denne gang kom op af starthullerne og tilbød Grønland fuld selvstændighed for derigennem at spare den danske stat for knap tre milliarder kroner i bloktilskud.
Berlingske Tidendes kulegravning kunne indgyde den danske vælger, at riget i syd burde trække sig bukkende ud af 'ægteskabet' med Grønland så hurtigt som muligt for at spare 'hustrubidraget' med insinuationer om, at Grønland selv er skyld i boligslummen i alle de største byer, og bruger bloktilskuddet til alt andet end renovering af offentligt ejede boligmasse. At Grønland nærmest er at sammenligne med Nordkorea og Cuba og derfor kræves i økonomisk kort snor. Royal Greenland er på økonomisk deroute og bruger nærmest 'kriminelle metoder' over for konkurrenterne. At Grønlands 'gulddrenge' deler ben ud til hinanden i form af bestyrelsesposter. Og endelig, som rosinen i pølseenden, kommer det økonomiske orakel fra Aarhus Universitet professor Martin Paldam på banen.
Vi efterlades med andre ord med det indtryk, at vi her står over for en bananrepublik, som vi, Danmark, hurtigst muligt bør afskrive og lade Grønland være Grønland.

For at forstå Grønlands nuværende situation, og for at forstå Royal Greenlands nuværende situation, er det nødvendigt at forstå grønlænderne og deres ønske om at være 'herre i eget hus', selv om de økonomiske muligheder ikke rækker til det endnu.
Lad mig starte med Hjemmestyrets indførelse i 1979. Det blev en sand folkefest efter mange års kamp for øget politisk indflydelse på egen husførelse.
Kun få detailbutikker, restaurations- og hotelbranchen var på private hænder. Alt andet skulle Hjemmestyret gradvist overtage, så det i dag kun er udenrigspolitikken og den udøvende magt, politiet, der stadig er underlagt Folketinget.
Boligsektoren var én af de første sektorer, Hjemmestyret overtog. Det var betongrå boligblokke, som skød op i byerne i 1960'erne og 1970'erne. Samme betonbyggeri, som nu volder store renoveringsproblemer overalt i Danmark.
Hvis byggematerialet ikke duede til det danske klima, duede det slet ikke til det grønlandske. Men selv om norske og svenske entreprenører i 1960'erne lagde billet ind på at bygge de grønlandske boliger med deres ekspertise i boligbyggeri i polarområder, sagde den danske stat nej tak. Danske materialer og danske entreprenører skulle have arbejdet. På denne måde kom en pæn andel af bloktilskuddet tilbage til Danmark. Det samme gjaldt de øvrige sektorer. Så på denne måde gik næsten hele bloktilskuddet tilbage til Danmark i skikkelse af mere eller mindre skjult dansk erhvervsstøtte.
Det behøver der for så vidt ikke at være noget galt i. Både dansk erhvervsliv og den grønlandske befolkning nød godt af denne ordning. Og efter Hjemmestyrets overtagelse går det meste af bloktilskuddet stadig tilbage til dansk erhvervsliv i form af entreprenørarbejde, import af fødevarer osv.
Det, Hjemmestyret ikke havde taget i ed - i de grønlandske politikeres iver for at få indflydelse i eget hjem - var den løbende drift, vedligeholdelse og udbygning af de grønlandske samfund.
De danske embedsmænd, der i sin tid lagde grundlaget for bloktilskuddets størrelse må have indkasseret ros hos den danske finansminister.

Det til trods havde Hjemmestyret rimelige kort på hånden ved indførelsen i 1979. Torsken var vendt tilbage efter at have været væk fra de grønlandske farvande siden 1971. Rejefiskeriet gik godt, og salg af fiske-kvoter til tredie-lande var sammen med bloktilskuddet med til at give en stabil økonomi.
Selv da torsken igen forsvandt sidst i 1980'erne - med følgende stor forøgelse af de sociale omkostninger - formåede Hjemmestyret med et stramt budget alligevel at styre økonomien.
Men nu er den så gal. Der er opstået et akut behov for 500 millioner kroner til renovering af boligmassen fra 1960'erne og 1970'erne. Det sker samtidig med, at behovet for flere boliger - især i Nuuk - er stærkt stigende.
Det måtte jo komme, så hvorfor ikke tage højde for det i budgetterne for år tilbage? Hjemmestyret og de grønlandske kommuner beskyldes for at have brugt 'renoverings-penge' til alt muligt andet.
Svaret er enkelt. Hovederhvervet, fiskeriet, er næsten gået i stå. Fisk er i årevis importeret for at holde fiskefabrikkerne i gang. Alligevel er arbejdsløsheden steget. Samtidig stiger udgifterne til navnlig de højere uddannelser, som flere og flere unge søger ind på. Og det er de unge, som Hjemmestyret satser på skal overtage de stillinger, der i dag beklædes af danskere. Og ligesom i Danmark kræver sundhedssektoren også en stadig større andel af de i forvejen knappe økonomiske ressourcer. Selv om sundhedssektorens standard stadig halter langt efter den danske.
Og endelig var der i beregningen af bloktilskuddet ikke taget højde for disse akut opståede ekstraudgifter.

Med vanlig akkuratesse kommer den århusianske økonomiprofessor Martin Paldam på banen. Hjemmestyret ejer stort set alt og har sat sig selv i ledende bestyrelsesposter i de hjemmestyrede virksomheder. Det er eksempelvis Tele Grønland, Grønlandsfly, Royal Greenland, KNI (tidl. Kongelig Grønlandske Handel) m.fl.. Og Paldam påpeger, at bloktilskuddet svarer til, at hver grønlænder fra vugge til grav modtager 60.000 kroner om året.
Det er tal, som danske lyttere og avislæsere kan forholde sig til. Men det er et billigt trick, som burde være en seriøs økonomiprofessor foruden. For hvad går bloktilskuddet til?
Som før omtalt går de fleste til dansk erhvervsstøtte. Alle fødevarer må importeres. (Kun en meget lille procentdel kommer fra grønlandsk jagt og fiskeri). Den danske fødevaregigant, DAGROFA, er hovedleverandør. Næsten alt inden for bygge- og anlæg importeres fra Danmark. Og alt andet, der nødvendigvis må importeres, og som ikke er af dansk fabrikat, går gennem danske grossisthænder.
Hertil kommer så den importerede arbejdskraft fra Danmark, der udgør omkring 10 pct. af den samlede arbejdsstyrke, og som ikke ligger i den nederste ende af løn-skalaen.

Inden for sundhedssektoren er der også tale om en væsentlig returstrøm af penge tilbage til Danmark. Al medicin importeres fra Danmark. Behandlinger og operationer, som ikke kan foretages i Grønland foretages på Rigshospitalet mod betaling. Psykisk syge kan det grønlandske sundhedvæsen heller ikke magte. De må derfor placeres på danske institutioner betalt af Hjemmestyret.
Når det gælder højere uddannelser f.eks. læge- og ingeniøruddannelse må det også foregå i Danmark. Igen med udgifter for Hjemmestyret. Når det gælder undervisningsmaterialer til den grønlandske folkeskole er der også tale om en overvejende import fra Danmark. Og sådan kunne eksemplerne hobe sig op.
Hvor mange penge, der på denne måde strømmer tilbage til Danmark, svarer med mit gæt til ihvertfald over halvdelen af de tre milliarder, som danske skatteydere må punge ud med. Men økonomiprofessor Martin Paldam må kunne få nogle af sine studenter til at regne de nøjagtige tal ud.
Martin Paldams løsning er: Liberalisér, liberalisér og privatisér.
Martin Paldam mener, at alle i Grønland skal betale den kostægte pris for alle varer og tjenesteydelser, hvor end de måtte bo i landet. I dag er der stort set enhedspriser på alle livsnødvendige varer.
Men en kostægte pris vil betyde, at alle bygder og flere byer må lukke og indbyggerne flytte til de større byer på grund af prisstigninger, der vil overgå enhver fantasi. Men det lægger Martin Paldam heller ikke skjul på. I 1992 udgav han en økonomisk analyse af Grønland. Og i den lagde han ikke skjul på, at bygderne i Grønland skal nedlægges, hvis den grønlandske økonomi skal hænge sammen uden støtte fra den danske stat.
Det er her, den faktuelle videnskab gør vært uden regning.
Martin Paldams regnestykker holder vand, men de kan ikke bruges til noget.
Hvis vi overfører Paldams regnestykker til det hjemlige Danmark, ville det betyde, at politikerne skal 'lukke' Bornholm og alle beboede danske småøer, der ikke kan hvile økonomisk i sig selv.
Privatiseringen af de Hjemmestyre-ejede virksomheder, der udgør næsten alt erhvervsliv i Grønland, kan godt gennemføres 'over night' på økonomens lommeregner. Også på min. Men Hjemmestyret overtog for kun 19 år siden disse statsejedede virksomheder.
Og hvis man igen vender blikket mod Danmark ville det svare til, at f.eks. den statsejede del af trafiksektoren og telesektoren blev liberaliseret for 75 år siden. Så ville vi på disse to områder ikke have haft en infrastruktur, som vi har i dag. Der ville ikke have været mange telefoner på Samsø. Mange små færgeruter, der for lige så mange små øsamfund er livsnerven til de øvrige Danmark, ville aldrig være blevet oprettet.
Først de seneste år er privatiseringen gået i gang. Nu er de underskudsgivende investeringer i nogle tilfælde blevet til lukrative forretninger og dermed modnet til salg, så staten og dermed skatte-yderne får nogle af deres investerede midler tilbage.
Men hvem vil købe KNI, Royal Greenland, Grønlands Tele og Grønlandsfly?
Svaret er: ingen, hvis det dermed betyder, at også de underskudsgivende, men samfundsnødvendige forretningsområder også følger med i handelen.
Så hvorfor al den snak om privatisering netop nu.

De hjemmestyreejede selskaber har nu helt eller delvist divisioneret virksomheden, så det fremgår, hvad der er økonomisk overskudsgivende forretningsområder, og hvad der er Hjemmestyresubsidieret.
At Royal Greenland i øjeblikket er hårdt ramt af vigende eksportindkomster fra storaftageren af rejer, Japan på grund af den asiatiske krise, gør det ikke nemmere at privatisere, samtidig med at torsken endnu ikke er vendt tilbage. I dag er der kun et vigende rejefiskeri, et stigende fiskeri af hellefisk og et begyndende krabbefiskeri tilbage.
At så landstingsmedlemmer sidder som Hjemmestyrets repræsentanter i de forskellige virksomheder, er vel ikke så mærkeligt. På samme måde er Staten repræsenteret i bestyrelserne i helt eller delvis statsejede virksomheder.
Dog er mange af bestyrelsesposterne i de grønlandske virksomheder stadig besat af danskere.
PS. Selvfølgelig vil Grønland - med sin egen kultur og sit eget sprog - gerne være en selvstændig stat. Men en stat modnes ikke på 19 år. Det tager tid. Lad os danskere give grønlænderne den tid, der skal til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu