Læsetid: 6 min.

Kompromis og kvalitet

18. august 1998

Af OLE MAGNUS MØLBAK ANDERSEN stud.mag. medlem af Forenede Studenterråd og af konistorium ved Københavns Universitet

Undervisningsministeriet spiller hasard med kvaliteten i fremtidens mellemuddannelser ved at implementere en ny problematisk struktur for pædagogikum og faglig supplering

UDDANNELSE
Der er i de seneste år til fremkommet en voldsom kritik af nyansatte gymnasielæreres evner udi deres sidefag. Ingen har haft anfægtelser om deres hovedfaglige kundskaber, men fra gymnasielærerforeningen, rektorforeningen, elevorganisationerne, universiteterne m.fl. har kritikken været entydig. Halvandet års sidefag er simpelthen for lidt til at kunne forsvare en gymnasial undervisningskompetence.
Politikerne reagerede efterhånden på den vedvarende kritik, og Folketingets Uddannelsesudvalg besluttede derfor i midten af halvfemserne at opnormere sidefagsrammen med et halvt årsværk, således at den samlede længde for kandidatuddannelser med gymnasieundervisningskompetence (eksempelvis dansk som hovedfag og fransk som sidefag) ville blive på fem et halvt år. Beslutningen faldt i god jord i såvel gymnasie- som universitetsverdenen. Alligevel må beslutningen have vakt en inderlig modstand i Undervisningsministeriet, for konsekvensen blev, at den vedtagne opnormering blev syltet i adskillige år.

Muteret misfoster
Først i efteråret 1997 skete der endelig noget. Men desværre var den længe imødesete opnormering muteret til et svært genkendeligt misfoster af en planøkonomisk springen over, hvor gærdet er lavest. Undervisningsministeriet havde nemlig ganske snildt kædet det supplerende halve års sidefag sammen med en ændring af det gamle pædagogikum. Det betyder, at den færdige kandidat fra efteråret 1998 skal optages på en slags etårig supplerende gymnasielæreruddannelse, hvor det første halve år består af den faglige supplering, som tages på universitetet og det andet halve år af det velkendte pædagogikum. Først herefter er man kvalificeret til at søge fast ansættelse i gymnasieskolen.
Man kan diskutere om sammenkædningen af supplering og pædagogikum er en god idé, men det virkelig problematiske i ordningen er den dimensionering, der er indført for at minimere spild af uddannelsesårsværk. Undervisningsministeriet vil løbende vurdere behovet for gymnasielærere og regulere antallet af optagne herudfra. I første omgang drejer det sig om 300. Det lyder måske af mange, men det er det ikke. Alene i første omgang har ca. 1.200 søgt om optagelse på suppleringsuddannelsen. Udvælgelsen foregår via en vurdering af karaktergennemsnit (hvilket p.t. ikke er muligt på de humanistiske uddannelser) og eventuelt relevant erhvervsarbejde. Hvis der er flere ansøgere til en suppleringsuddannelse end der er pladser, foretages udvælgelsen af et tremandsudvalg under ministeriet. Det er ikke muligt at anke udvalgets afgørelse.

En række problemer
Dette skaber en række problemer. De kandidater, der nu modtager afslag om optagelse på supplering og pædagogikum har hele vejen gennem deres uddannelse haft bevidstheden om, at en kandidateksamen var det eneste formelle ansættelseskrav til en stilling i gymnasieskolen. Nu risikerer en stor del af såvel færdige som næsten færdige kandidater at skulle se deres drøm om en karriere som gymnasielærer skudt i grus. Forudsætningerne for deres karriereplanlægning må siges at være ændret med tilbagevirkende kraft.
Værre er dog, at man må bekymre sig betydeligt over det smalle fremtidige udbud af kvalificerede gymnasielærere. For selvom man uddanner lidt flere på suppleringsuddannelsen, end der egentlig er behov for, giver det ikke nogen garanti for, at disse rent faktisk søger stilling i gymnasieskolen. Med deres suppleringsuddannelse vil de stå bedre i næsten enhver ansættelsessituation end deres mindre heldige kollegaer uden supplering. Hvis suppleringsuddannelsen bliver et springbræt til andre jobsektorer, vil der lynhurtigt opstå mangel på kvalificerede gymnasielærere. Det vil dels betyde en eksplosion i antallet årsvikariater, som følgelig ikke har haft mulighed for at udbygge deres pædagogiske ballast, men det vil også betyde en øget konkurrence gymnasierne imellem om at få fat i de få kvalificerede lærere. Hvor jobsøgning tidligere var de manges kamp om den samme stilling, synes fremtidsperspektiverne at være noget mere simple. Ofte vil der kun være en enkelt ansøgning til en given stilling, hvilket ikke rigtig giver nogen egentlig mulighed for kvalitetsudvælgelse.
Taberne i dette spil bliver provinsgymnasierne, som i forvejen har svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Her må man forestille sig, at store dele af staben vil bestå af kandidater uden pædagogikum eller løstansatte, som ikke har haft mulighed for at gennemgå den krævede supplering. Og så kan man for alvor tale om en opdeling mellem A og B gymnasier.

Kvalitet der kan ses?
Mangelen på kvalificerede gymnasielærere vil være en slem bet set i forhold til kvalitetsdebatten om mellemuddannelserne. Netop nu tales der meget om niveau og optagelseskriterier på de gymnasiale uddannelser, men dis-kussionen forekommer omsonst set i relation til den manglende ministerielle villighed til at fremelske en kompetent og velkvalificeret lærerstab. 'Kvalitet der kan ses' hedder et af Undervisningsministeriets seneste idénotater, som skal inspirere til et smidigere, mere sammenhængende og kvalitetsbetonet uddannelsessystem. Her kan man bl.a. læse følgende: "Forudsætninger eller rammevilkår for god undervisning er blandt andet, at uddannelserne råder over fagligt og pædagogisk kvalificerede lærere." Dette kan vi vel alle erklære os enige i, men det kan ærligt talt være svært at få øje på logikken jvf. ovenstående.
En samlet universitetsverden med Rektorkollegiet og studenterrådene i spidsen har i en høring voldsomt kritiseret de tre nye bekendtgørelser om faglig supplering, pædagogikum og undervisningskompetence. Desværre er kritikken blevet mødt med døve ører. Herfra skal der ikke lyde nogen klage over, at ministeriet laver politik med øje for at kvalitetsfremme uddannelsessystemet, men det er lidet konstruktivt, ja egentlig trist, at de berørte institutioner ikke seriøst tages med på råd. Det er trods alt dem, der har ekspertisen tættest på kroppen. Undervisningsministeriet med Margrethe Vestager i spidsen har med sit sololøb mistet kontrollen over den synergi mellem politisk initiativ og faglig kompetence og erfaring, der er nødvendig for en konstruktiv uddannelsespolitisk udvikling.
Margrethe Vestager har tidligere i en kommentar i Politiken gjort rede for, hvorfor det nye pædagogikum/supplering efter hendes mening er bedre og mere retfærdigt end det foregående. Bl.a. skriver hun, "Hvis det er et lotterispil, så er der i hvert fald kommet færre nitter i posen, og hvis det er et nåleøje, så er det i hvert fald blevet et øje, der er blevet nemmere at ramme." Dette må siges at være en sandhed med modifikationer. Det er korrekt, at dimensioneringen lægger op til, at der bliver flere, der får pædagogikum, men denne lille stigning ændrer ikke ved det faktum, at ordningen drastisk reducerer det antal kandidater, der i dag har mulighed for - på lige vilkår - at søge stilling i gymnasieskolen. Og hvad angår nåleøjet, ja så kan man ikke sige, at det er blevet mindre, for det har faktisk ikke eksisteret før. Dimensionering og brug af karaktergennemsnit på post-kandidatniveau er en uhyrlighed. Når en kandidat modtager sit eksamensbevis bør der kun være et næste nåleøje, nemlig jobsamtalen.
Den egentlige baggrund for den nye suppleringsuddannelse tegner sig således som et arketypisk stykke østtysk planøkonomi, hvor ministeriet mener at kunne forudsige fremtidige ansættelsesbehov og dimensionere derefter.

En eklatant svipser
Fra studenterorganisationerne og universitetsledelserne er budskabet entydigt. Den nye ordning for pædagogikum og faglig supplering er en eklatant svipser, hvor de gode intentioner totalt overskygges af en række bekymrende og uddannelseskvalitetstruende problemer. Undervisningsministeriet har valgt en gylden middelvej, som har vist sig ikke at være farbar.
Enten må man vende tilbage til den gamle ordning og høre på den evige kritik af sidefagskandidaternes manglende kvalifikationer. Eller også må man tage den logiske konsekvens og gøre de kompetencegivende sidefag toårige. Det vil naturligvis medføre en udgiftsforøgelse, men det er samtidig en investering, som vil sikre et højt undervisningsniveau i gymnasieskolen og dermed bedre studenter. Og det er efter min bedste overbevisning hele konceptet i 'Kvalitet der kan ses'.

Ikke hasardspil
Det er efterhånden blevet banalt at sige det, men er der én ting, som ikke kan betale sig i uddannelsessektoren, så er det at gå på kompromis med kvaliteten. Det er muligt at konsekvenserne først viser sig et godt stykke inde i det næste årtusinde, men så er det også alt for sent at vende om. Dette bliver Undervisningsministeriet nødt til at gøre sig klart. Uddannelsessystemet er alt for vigtigt til at spille hasard med.
Dermed ikke sagt at overforsigtig konservatisme skal hindre enhver form for videreudvikling og kvalitative tiltag. Det må blot ske i et bredt forum, hvor alle berørte parter høres og tilgodeses. Det tager naturligvis tid. Længere tid end de fleste handlekraftige ministre er villige til at acceptere. Men resultatet bliver i sidste ende af det bedre. Var det ikke en vision at arbejde videre med? Er det ikke netop sådan, at vi bør kvalitetsudvikle det danske uddannelsessystem - i fællesskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu