Læsetid: 3 min.

Kulturborgmester med tøfler

22. august 1998

Det er problematisk at tro, at det kultur-regionale forsøg i Københavns Kommune er løsningen på at varetage et kulturliv i hovedstaden

KLOVNERI
For et teatermenneske er det fristende at harcelere over den selvudleverende vankundighed i forhold til teatrets kunst, som Københavns kulturborgmester udstiller i et interview i Information den 15. august; men nogle fristelser skal man lade sig gå forbi.
Derimod må jeg anholde en række udsagn om Københavns Internationale Teater (KIT), som først og fremmest er farvet af en personlig aversion mod dets leder, Trevor Davies. Et sådant næsten privatpersonligt forhold hører efter min mening ikke hjemme i offentlig forvaltning, som først og fremmest bør vurdere resultaterne.

En lille perle
KIT har i 20 år bidraget til især hovedstadens teaterliv med et omfattende udbud af international scenekunst, eksperimenterende og nyskabende, og scenekunst fra andre kulturer end vor egen. Formodentlig har kulturborgmesteren aldrig set noget af det, ligesom han ikke har reflekteret på en eneste af
KIT's indbydelser til International Sommerscene 1998. Han karakteriserer ganske vist gæstespillet med Strindbergs Faderen fra Dramaten som en lille perle, men det må være på Dramatens og klassikeren Strindbergs beroligende renommé. Og alligevel - er det nogen indsats at tale om, at "han fik sat (den) op i tre dage". Borgmesteren "synes s'gu ... 900.000 kr. er meget for en mand, som i og for sig bare skaffer ensembler til landet ... franske klovner og..." - så var der den lille perle. Her antydes, at de 900.000 kr. går til Trevor Davies for en latterlig indsats.
Det er, som om borgmesteren ikke begriber omfanget af arbejdet med at arrangere internationale gæstespil og de omkostningsniveauer, som de er underlagt. Københavns Kommunes bidrag udgør omkring en sjettedel af KIT's eget budget til Sommer-scene 98, hvortil kommer økonomisk og arbejdsmæssig indsats fra forskellige samarbejdspartnere.
Han hævder, at "vi", hvem det så er, ikke har ligget "på den lade side for at skaffe ham (Trevor Davies) penge", tiltrods for "at et fagudvalg ikke mente, at KIT havde krav på en krone".
Fagudvalget, som borgmesteren vil dække sig bag, er det tremandsudvalg, som er udpeget til at indstille fordelingen af teatermidlerne af den udviklingspulje, som er stillet til rådighed i forbindelse med det regionale kulturforsøg omfattende Københavns Kommune.

Uden for rammerne
Men fagudvalget betegnede tværtimod i sin indstilling KIT's aktivitet som "støtteværdigt som inspirationskilde for dansk teaterliv". Selv om man her også måtte hævde, at efter de projektorienterede kriterier, som meget sent var lagt til grund for deres fordeling af pulje-midlerne, faldt det sommerscenearrangement, KIT havde aftalt med kommunen, uden for rammerne.
Ved en administrativ manøvre blev nogle af pengene alligevel hentet fra puljemidlerne, hvad vi i KIT ikke var begejstrede for. De penge, som kom, kom ikke ved nogen særpræget indsats fra borgmesteren men ved opmærksomhed om sagen fra et flertal af andre medlemmer i kulturudvalg og Borgerrepræ-sentationen.
Efter strukturændringen i Københavns Kommune fra begyndelsen af dette år, er kulturborgmesteren som andre borgmestre blot formand for et udvalg, som foretager indstillinger til Borgerrepræsentationen.
Sagsforløbet er både i den tendentiøse og i den her korrigerede version et godt eksempel på det problematiske ved at mene, at det kulturregionale forsøg i Københavns Kommune er løsningen på at varetage et kulturliv i byen som hovedstad.

Note: KIT har siden 1978 arrangeret: 23 store teater-og dansefestivaler med 410 internationale ensembler, 11 serier og festivaler med musik, 55 større enkeltstående gæstespil, 22 produktioner og coproduktioner, 75 seminarer, workshops, 17 større udstillinger. I alt 1710 forestillinger, hvoraf 90 procent i Københavns Kommune 610.000 solgte billetter, med en belægningsprocent på ca 75.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu