Læsetid: 5 min.

Kunsten er ingen gratis glæde

Debat
26. august 1998

Gid nogen ville tage fat på problemet om kunstnerne og pengene. Problemet er, at kunstnerne som erhvervsgruppe adskiller sig radikalt fra flertallet på arbejdsmarkedet

KUNSTNERLØN
Der er endnu engang gået kludder i forfatternes økonomiske forhold. Og endnu engang er det omkring bibliotekspengene, det aktuelle problem har rejst sig, hvor Told og Skat vil kunne kræve alle en forfatters biblioteks-penge af vedkommende, hvis han eller hun har gæld til staten. Det lyder, som Kristen Bjørnkjær gør rede for det i sin leder den 12. august, ikke ganske rimeligt.

Forfatteres egen økonomi
Der må selvfølgelig findes en løsning på et problem som det aktuelle, men så vidt jeg kan se, vil den slags problemer blive ved med at rejse sig, fordi det udspringer af et meget mere grundlæggende spørgsmål, nemlig kunstneres (og ikke kun forfatteres) generelle økonomiske og samfundsmæssige situation. Nu kan man godt have sin skepsis over, at det eneste samfundsmæssige spørgsmål, der for alvor kan få forfattere til at reagere, er deres egen økonomi, men det ændrer ikke ved, at spørgsmålet om kunstneres samfundsmæssige stilling trænger til at belyses grundigt. Bjørnkjær slutter sin leder om forfatternes økonomi med at konstatere, at "Under alle omstændigheder er behovet for en samlet kulegravning af erhvervets økonomiske forhold påtrængende. Et erhverv, som hverken kan sammenlignes med lønmodtagerens eller erhvervsvirksomhedens, men som har sin egen problematik."
Problemet er ikke, at kunstnere er en helt speciel slags mennesker, som derfor må behandles på en helt speciel måde, selv hvis dét er sandt, er der ingen mulighed for og heller ingen grund til at tage højde for det lovgivningsmæssigt. Problemet er, at kunstnerne som erhvervsgruppe betragtet adskiller sig radikalt fra de fleste andre og i forholdet til antallet af 'ansatte' større erhvervsgrupper. Det betyder, at en række systemer, som er lavet for at tage højde for, hvad der vedrører flertallet på arbejdsmarkedet står i, simpelthen ikke kan genkende og tage højde for den situation, en kunstner står i.

Svingende indtægter
Et af de afgørende problemer er, at kunstneren er en løsarbejder, der ofte ikke kan komme i fast ansættelse og forblive kunstner. Der findes en del faste stillinger for udøvende kunstnere i landet, de store orkestre, professorater og docenturer på de kunstneriske læreranstalter og formentlig også andre, men det løser ikke det problem, en række kunstnere, forfattere, billedhuggere, musikere og andre, står i. Problemet er vist nok mest presserende i forhold til forskellige former for offentlig understøttelse. En freelancekunstners indtægter svinger meget fra periode til periode og er kun for meget succesrige på niveau med, hvad snart sagt en hvilken som helst fast-ansættelse giver. Derfor har man gerne brug for en eller anden form for offentlig understøttelse. Det skaber imidlertid næsten lige så mange problemer, som det løser, for at modtage offentlig hjælp kræver, at man aktivt søger et fuldtidsarbejde. Det er fair nok og nødvendigt for at systemet kan fungere, men hvad stiller man op som kunstner med det krav, hvis man faktisk befinder sig på et felt, hvor der intet - eller næsten intet - fast arbejde er at få. At få et fast fuldtidsarbejde, som ikke har med kunstudøvelsen at gøre, betyder i langt de fleste tilfælde at man må opgive at forblive aktivt udøvende kunstner, da dét arbejdsmæssigt er et fuldtidsarbejde fuldt på lige fod med andre arbejder. Det er at løse kunstnerens problem ved at få ham til at holde op med at være kunstner. Han døde, det er sandt, men feberen ham forlod. Situationen er absurd: Enten løber man altså - i mere eller mindre voldsom grad - om hjørner med det offentlige, fordi man ikke kan få fast arbejde og forblive kunstner, eller man hører op med at være det.

Vil vi et kulturliv
Der er altså et åbent behov for 'en samlet kulegravning af erhvervets økonomi'. Hvis Danmark ønsker et livsdueligt kulturliv - og det kan der være mange gode grunde til, blandt andet at vi er et lille land i en stadigt mere internationaliseret verden - er det af betydning at sikre kunstnerne rimelige arbejdsvilkår, men der er ingen grund til at tro, at det bliver let, ikke engang hvis den allerbedste politiske vilje var til stede, hvad tiden må vise, om den er. Spørgsmålene tårner sig nemlig op. Hvordan definerer man, hvem der er kunstnere? Hvis der skal lovgives sammenhængende for kunstnerne må man have nogle objektivt beskrivelige kriterier. Er det nok, at man har udgivet en digtsamling, spillet fire koncerter eller medvirket i en film? Eller er man først kunstner - i professionel forstand - når man har så meget at lave, at man kan leve fuldtids af det, i givet fald er mange anerkendte kunstnere i det her land ikke kunstnere, og en lovgivning er ret over-flødig? Og videre: Hvordan skal samfundet kunne lovgive i forhold til kunstnerne på en sådan måde, at lovgivningen dels bliver rimelig i forhold til kunstnerne og deres særprægede arbejdsbetingelser og dels ikke støder sammen med andre og helt nødvendige regler for andre erhverv. For man er nemlig for samfundsmæssigt at holde balancen nødt til, at sammenligne kunstnererhvervet med både lønmodtagerens og erhvervsvirksomhedens situation. Problemet indtil videre er snarere at man har forsømt denne sammenligning, så man ikke er blevet klar over de forskelle, det er nødvendigt at forstå, hvis de forskellige - i mere end ordets aller banaleste forstand - skal behandles lige.

En slags kunstnerløn
En mulighed var en eller anden form for kunstnerløn. Jeg har hørt, men vil ikke lægge hovedet på blokken for det, at der i Frankrig eksisterer en art system af den art. I givet fald var det værd at undersøge. Som jeg har fået det beskrevet, foregår det på den måde, at når en kunstner kan dokumentere et vist antal lønnede arbejdstimer brugt på kunstnerisk arbejde, berettiges vedkommende til en begrænset understøttelse. Der skulle ikke være noget økonomisk set særlig tiltrækkende ved denne understøttelse, da den ellers ville tiltrække alt for mange. Den kunne f.eks. være på 60 procent af den højeste dagpengesats, men til gengæld er man fri for at gælde som arbejdsløs og har mulighed for at koncentrere sig om den kunst, der er hele formålet.
Om dette er løsningen, ved jeg ikke, men under alle omstændigheder er der politisk set nok at tage fat på. Gid nogen gør det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her