Kronik

Lad de interaktive seere komme til

28. august 1998

Det digitale fjernsyn rummer store muligheder for at styrke den demokratiske debat. Men det kræver en bevidst indsats fra både programud-bydere og journalister

De fleste har på et eller andet tidspunkt oplevet at sidde og råbe ad tv-apparatet af den ene eller den anden grund. Næppe nogen har for alvor ventet at få svar tilbage.
Imidlertid er det en af de ting, der kan lade sig gøre med de nye digitale tv-teknikker.
Computer- og tele- og medie-verdenen prøver i disse år at forestille sig, hvad konsekvenserne er af, at vi 'går digitalt', det vil sige går over til at producere med digital teknik, og til at sende/modtage digitale programmer. De første digitale programpakker er allerede udbudt i Danmark via Tele Danmark, og der er ingen tvivl om, at det kommer til at revolutionere den måde, vi ser tv på i dag. Men ingen er lige nu i stand til at tegne et præcist billede af, hvad det er vi sidder og ser på om ganske få år, måske kortere. Det kommer helt an på seernes behov, på hvad programudbyderne vil satse på at udvikle, og i sidste ende på, hvor meget brugerne er villige til at betale for at få behovene opfyldt.

Det er beskrevet til snart hudløshed, at vi i den fagre fremtid kan sidde i vores sofa, foretage vores indkøb og få bragt dem til døren, vælge film og se dem på præcis dét tidspunkt, vi ønsker, spille et interaktivt spil med venner, der sidder hjemme i deres egen sofa osv.osv. Praktiske tjeneste-ydelser, som sikkert nok kan lette hverdagen, gøre den mere underholdende og stadig tillade os at forblive i sofaen. Muligheder, der har så indlysende kommercielle fordele, at de hurtigt vil komme i brug.
Men mere interessant er det, at digitalt fjernsyn også giver seerne mulighed for at være med i et program. Ikke som nu kun deltage som klakør eller stemmekvæg, men bidrage med dele selv, både som egentlige ytringer og som reelle programelementer i form af billeder, videosekvenser osv.

Det kunne jo være højst interessant at deltage i et program hjemme fra sin sofa og være med til at præge debatten uden først at skulle indsende et brev, som i øvrigt først blir bragt flere uger senere, når gassen er gået af ballonen.
Allerede nu kan det lade sig gøre at telefonere, maile og faxe ind, men det blir også muligt at sende levende billede med.
Lad os tage et eksempel: Før et kommunalvalg sidder en række politikere i studiet og blir stillet spørgsmål. Ikke nødvendigvis kun fra udvalgte paneldeltagere, men også fra folk, der har et netkamera, og som hjemmefra kobler sig op til studiet. De kan altså sidde i sofaen, kommentere udsendelsen godt tilbagelænet og få svar. Lad os sige, debatten går om trafikken ved en skole, og en af forældrene tilfældigvis har optaget en almindelig morgen, hvor alle børnene blir afleveret på een gang, og der opstår kaos. Hvorfor vil kommunen ikke trafikregulere dette. Optagelsen er gjort på et Digitalt VideoCamera og sendes via nettet ind til programmet for at illustrere forældrerens synspunkt.
Indslaget er ikke planlagt på forhånd, der har ikke skullet fotografer ud et par dage før for at filme en kaosmorgen, borgeren blir hørt, og det sker lige her og nu, kontant afregning.
Sofavælger-begrebet får en anden betydning.
Lad os tage et andet eksempel: Et madprogram. Forestil dig et madprogram med opskrifter fra seerne, af små digitale videostumper af det bedste tip til en bearnaise, der ikke skiller, indscannede fotos af særligt spændende retter, klip fra seernes kulinariske rejseoplevelser uploaded hjemmefra, et spørgekvarter, hvor man kan se, hvordan man udbener en and, eller for den sags skyld holder rigtigt på slibestålet.
Det hele bygget op omkring bidrag fra seerne/brugerne, som også har adgang til at kommentere, hvad de ser, både for det gode og det dårlige.

Det kan ikke lade sig gøre, vil nogen sige. Ikke fordi det ikke teknisk kan lade sig gøre, for det vil det kunne om nogle år, vel at mærke hvis man vælger at sætte gang i den type programproduktion. Men det kan ikke lade sig gøre, fordi folk ikke vil deltage aktivt. De vil simpelthen ikke op af deres sofaer og være aktive, når de skal se tv.
Det er muligt, at det er sandt for flertallet af dem, der i dag ser tv, men set med mine erfaringer findes der allerede et aktivt publikum, som godt vil lette bagen, og jeg tror, at den næste generation, der vokser op, vil have en helt anderledes tilgang til de interaktive programmer.
Som jeg ser det, går udviklingen af tv-programmer i retningen af at få flere individuelt orienterede programmer, der tilfredsstiller den enkeltes behov. De dage er slut, hvor vi alle så den samme kanal og diskuterede programmet dagen efter. Vi vil gerne se verden fra vores egen individuelle synsvinkel, uden at det dermed betyder, at vi ikke vil udvide vores horisont
Det er rigtigt, at en digital programdistribution gør det muligt fremover selv at sammensætte sin aften foran tv. Men dét handler jo kun om at sammensætte, hvad der allerede er produceret.
Min påstand er, at vi også vil være med til at lave udsendelserne.
Det kan godt være, at de aktive deltagere ikke altid klikker sig på lige præcis, mens programmet kører, men ønsket om at bidrage med egne erfaringer kan jo også tilfredsstilles på andre tidspunkter af dagen og alligevel ende på tv- skærmen.

Lad mig vende tilbage til madprogrammet. Det er i virkeligheden startet som en website på Internettet. Programudbyderen, for eksempel Danmarks Radio, skaber en webside med adgang for alle. Udover de elementer, jeg nævnte før , indeholder websiden en FAQ (Frequently Asked Questions) om næringsværdier i forskellige fødevarer, en database over hvor man kan købe økologiske varer, en billeddækket side om alverdens krydderier, et chatlink om erfaringer med opskrifter, videoklip fra kulinariske hovedsstæder, artikler om nye madtrends og nyheder om Newcastles disease, Kreutzfeld-Jacob syndromet, salmonellasituationen, og hvad vi ellers har af katastrofer den dag.
Siten lever på nettet og udvikler sig dag for dag, måske ligefrem time for time.
Hver uge laves et udtræk af det vigtigste, det bearbejdes og bruges til en tv-udsendelse.
Som igen - når vi alle får digitale modtagere eller anskaffer os en set-top-boks - fungerer interaktiv, så de, der vil deltage direkte under udsendelsen enten kobler deres netkamera til eller går ind til computeren. Det blir' ikke nødvendigvis horderne, der vælter ind over, men det blir helt sikkert de, der er interesserede. Det blir' en kernemålgruppe, som brænder for emnet, og som derfor er indstillet på at rejse sig fra sofaen og yde.
(Jeg tror nemlig ikke, tv og computer smelter fuldstændig sammen. Tv og pc blir ofte brugt af forskellige mennesker til forskellige formål i forskellige dele af huset, mange vil vægre sig mod at skulle se fjernsyn på en lillebitte skærm, og den store pc-skærm er for dyr at investere i, sofabordet skal ryddes for at give plads til mus, joystick osv. osv.)

Det lyder forjættende og ganske skægt, - for dem, der gider altså. Der vil sikkert også hurtigt danne sig et a- og et b-hold af deltagende seere, men det er en helt anden diskussion.
Alene at begynde at lave den slags programmer kræver for det første et ønske om at satse på netop den form for interaktivitet.
For det andet kræver det en ganske gevaldig anderledes tankegang hos journalisterne, der må til at opfatte seerne som ligeværdige medproducenter, og ikke som statister. Kun i kraft af en god, velbesøgt webside, blir' tv-programmet værd at se på.
Lad mig tage journalisterne først: Direkte programmer, hvor seerne kan komme igennem med deres eget, vil blive langt mere levende og overraskende, og stikke ud fra dét vi er vant til at se, hvad enten seerens bidrag består af en ucensureret kommentar eller et netkamera, der viser overraskende ting.
For journalist og producer handler det om at lære at sortere i indkommet stof, om at skille troværdigt fra fup, sørge for at en debat ikke udarter sig til mudderkastning, rydde op på hjemmesiden, samt at planlægge i den helt store stil. Og så handler det om at finde en mere ydmyg indstilling hos journalisterne; her skal afgives magt og kompetence, og dét er jo ikke altid lige spiseligt for journalister.

Dernæst ønsket om at udvikle en sådan programtype: De digitale medier har så meget potentiale i sig, at programudbydere verden over vrider hjernen for at finde ud af, hvad der er mest bæredygtigt.
Hidtil er den digitale udvikling sket af mere tekniske årsager - "Se, hvad vi kan!".
Nu kommer det springende punkt - hvad skal overbevise befolkningen om, at de skal ud og købe nye digitale modtagere for at kunne følge med i programmerne? Dét kan kun gode progammer, der udnytter den digitale merværdi.
Og så er det, jeg synes, man skal slå to fluer med eet smæk - i en tid, hvor mediekoncentrationen betyder en stadig større ensretning af programmerne, kunne man jo godt vælge at satse på en digital programudvikling, der modarbejdede den tendens.
Det vil være fristende i første omgang at kaste sig over at udvikle de digitale
kioskbaskere, som kombinerer den altdominerende spil-dimension med fjernsynet. Mere Game-Boy tv.
Jeg har blot det lønlige håb, at der et eller andet sted hos en eller anden dansk programudbyder vil være nogen, der tør satse mange penge på et noget smallere program, og som kan se det sunde i at udvikle programmer, der både styrker en mangfoldig information og en demokratisk debat.
Lad os bruge de digitale landvindinger til at gøre fjernsynet mindre dumt, mere nært, interaktivt. Udvide public access begrebet. Jo flere forskelligartede inputs, jo mere vedkommende fjernsyn.

APROPOS

ÅBEN KANAL?

Åben Kanal (www.dr.dk/tv-aaben/aaben/) er en Public Access TVredaktion, der sender på DR1. Åben Kanal havde stor succes sidste år med en direkte debat, hvor folk for første gang kunne skrive over Internettet direkte ind på tv-skærmen og få svar fra andre debat-deltagere. Åben Kanal tilbyder enhver at komme til orde med, hvad de har på hjerte. Man kan indsende færdigproducerede programmer i alle formater.
Hver tirsdag eftermiddag vises en times informative programmer, som er indsendt af foreninger, mindre organisationer og enkeltpersoner. Hver anden tirsdag sen aften sendes programmet Hul Igennem, hvor de mere eksperimenterende videoer kædes sammen af en studievært. En del af dialogen med videomiljøet foregår på Åben Kanals hjemmeside.
Digitalt tv (Dtv) har forskellige betydninger afhængigt af, om man taler om produktion og efterbearbejdelse, eller om man taler om distribution og transmission.
I produktionssammenhæng menes der, at man benytter digitalt udstyr, så som kameraer , pc'er, lydpulte og redigeringsudstyr. I distributionssammenhæng menes der, at man kan sende lyd, billede og andre informationer digitalt ud. For at modtage disse signaler skal man enten have en digital modtager eller have en set-top-boks tilknyttet sin analoge modtager.
Tv-stationerne står i flere dilemmaer. Hvor længe skal man blive ved med at sende analogt med risiko for at komme bagud, mens andre udvikler Dtv? Skal man sende både Dtv og analogt (meget dyrt) og i så fald hvor længe? Eller skal man vælge kun at sende digitalt efter en bestemt dato og dermed tvinge forbrugerne ud i køb af nye apparater og risikere at miste seere til andre stationer, der stadig sender analogt?
Digitale programformater betyder programmer, der udnytter de digitale muligheder. Digitale programmer vises med bedre lyd og billede. Der kan desuden sendes både tv-data og ikke-tv-data samtidig, så som webindhold, elektroniske kuponer, som kan printes ud på en computer eller deciderede computerprogrammer (software). Digitale programformater spåes en stor fremtid indenfor f.eks. fjernundervisning, som kan udnytte muligheden for at kommunikere interaktivt med seerne/ eleverne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu