Sangen om lærken og de tusind, der fulgte, er den korte form af vor nationale myte om besættelsestiden: Få gjorde aktiv modstand, mange flere støttede dem i det små. Men hvornår og hvorfor begyndte vi at tro på den historie, spørger forfatterne til ny kontroversiel bog
Når man taler om historie som konstruktion eller rekonstruktion, er besættelsestiden et godt eksempel. I en bog, der udkommer om kort tid, har vi undersøgt historie- og traditionsforvaltningen af krig og besættelse i Danmark i de 53 år fra 1945 til i dag, sammenfattet i begrebet 'kollektiv erindring'. Vi forholder os til en vigtig periodes 'efterliv', dvs. hvordan den blev konstrueret som historie, hvordan den iscenesattes som minde og hvordan den spillede ind i samfundets politiske liv.
Det er ikke muligt i dag at forholde sig uberørt eller ikke-forudindtaget til det stykke fortid vi kalder den tyske besættelse af Danmark 1940-45. Det har det nok aldrig været, men 53 år efter befrielsen sidder perceptionen af disse mange års 'egne' begivenheder, således som de er blevet vævet sammen med historien om besættelsestiden, som bevidsthedsmæssige styringsredskaber hos den, der forholder sig til besættelsestiden. Også hos den, der ikke har oplevet alle årene efter 1945.
Med til historien hører f.eks. alle de oplysninger befolkningen efter krigen har fået om Hitler-Tyskland og om forholdene i de tysk-besatte lande i østeuropa med kz-lejrsystemer og udryddelseslejre. Og med til den hører også vores fortolkning af den udenrigspolitiske lære, de vestlige lande drog af Hitlers aggression og overførslen på en anden, potentiel aggressor, Sovjetunionen.
Vores bevidsthed om dette stykke fortid er således tæt sammenknyttet med nutiden og den mellemliggende tid samt naturligvis med vores forventninger til, hvad der med dette som udgangspunkt skal ske i fremtiden. Det betyder ikke, at vi ikke kan forsøge at analysere fortiden og også drage lære af den så at sige på dens egne præmisser; men både analysen og dens følgeslutninger vil nødvendigvis være stærkt påvirket af vores percep-
tion af mellemtid, nutid og fremtid.
I samfundsmæssig sammenhæng præges bestemte typer af begreber og fortællinger, som vi begriber de uendeligt komplekse forhold i. De senere års interesse for sproget og dets betydning for bevidstheden må hilses velkommen, også af historikere. Ikke blot postmodernisternes, men også deres strukturalistiske forgængere af større eller mindre marxistisk observans.
Den franske semiolog Roland Barthes påviste f. eks. allerede i 1950'erne reklamesprogets afpolitiserende funktion, dets mytekarakter. Samfundsforhold blev gennem sproget 'naturaliseret', idet der blev udviklet "et generelt meta-sprog, hvis funktion er at besynge tingene, ikke at behandle dem."
Hvis man accepterer, at Barthes' begreber også har gyldighed uden for reklamesprogets sfære - hvad han selv mente - vil man se, hvilke vanskeligheder der er forbundet med at formidle blot nogenlunde uafhængig historie om besættelsestiden. Ikke alene skal befrielsesårets 'naturaliserede lag' skrælles væk, men også de efterfølgende års konstante vidensophobning, retrospektion og 'besyngelse'. Besættelsen som fortid skal rekonstrueres med bevidstheden om både den selv og den måde den siden er blevet forstået og benyttet på. Alene denne forståelse, som er et vilkår for al historisk beskrivelse, gør forestillingen om eksistensen af en objektiv historiefremstilling absurd.
Den offentlige fortælling om besættelsens historie var oprindelig - i 1945 - en fortælling af politisk-pragmatisk art, hvor de to eliter - samarbejdspolitikerne og modstandsbevægelsen - og befolkningens store flertal fik tilgodeset deres behov for sammenhæng og etisk mening. Den blev først mytisk, da bevidstheden om, at den oprindelig var politisk bestemt, forsvandt eller fortrængtes, og det var en gradvis proces, der forløb over et par årtier.
Patriotismen blev det bærende element i fortællingen. De økonomiske og politiske eliter i store dele af Euopa, særlig i lande, der som Frankrig, Belgien og Holland havde været tysk-besat, havde efter krigen "et desperat behov for patriotiske erindringer", som den belgiske historiker, Pieter Lagrou, har udtrykt det. Den national-patriotiske tolkning af okkupationen måtte forsone spørgsmål, som truede med at splitte og opløse nationerne.
Der fandtes i begyndelsen ikke nogen egentligt nationale erindringsfællesskaber om besættelserne, således som Første Verdenskrigs veteraner havde været det som værnepligtige i en regulær national hær. Helte-soldaten måtte erstattes ef meget mere kontroversielle typer såsom partisaner og guerillaer med irregulære kampmetoder. Folk, for hvem kampen ofte i første række havde været klassemæssig, ikke national. Mange af dem var udlændinge, og endnu flere var kommunister, som havde kæmpet for et ideal, der af traditionelle nationalister blev anset for anti-nationalt. Kunne de stå som nationale helte?
Og fortolkningsproblemet blev endnu større med hensyn til martyrerne og de døde: her var ikke tale om faldne soldater, men om titusinder af civile ofre for ideologisk forfølgelse og folkedrab. Kunne de blive nationale martyrer? Det kunne de, viser Lagrou, men ikke som en spontan eller folkelig fortolkning, kun gennem en politisk konstruktion, hvor modstand mod den tyske okkupation blev gjort synonym med national krig.
Noget lignende kom til at gælde for Danmark. Og fra slutningen af 1940'erne blev konstruktionen vævet sammen med den kolde krigs behov for at vise vilje til militært forsvar i samarbejde med andre demokratiske nationer. Et billede af modstanden som det typiske for Danmark under besættelsen opstod. Billedet kunne opdeles i 'passiv modstand' og 'aktiv modstand', men modstanden inkluderede hele befolkningen med undtagelse af nogle få 'landsforrædere'. Politikerne tog modstandsbevægelsens aktiviteter til indtægt for sig selv. Modstanden blev kernen i et alt omfattende nationalt erindringsfællesskab. Den blev 'nationaliseret', dvs. overført til hele den danske nation som fortidskonstruktion og nutidsprogram.
I begyndelsen fandtes der imidlertid ikke noget samlet nationalt erindringsfællesskab omkring besættelsestiden, således som dette havde været legemliggjort i vete-ranerne fra 1864 efter denne krig.
Modstandsbevægelsen var i sit udspring hverken en officiel bevægelse eller et nationalt samlingspunkt - men i 1944-45, da krigen var vendt, kom den til at fungere som det nationale samlingspunkt, som også politikerne og de fleste tidligere indifferente kunne tilslutte sig eller forsøge at omfavne. På denne måde kom modstandsbevægelsen fra 1945 gradvis til at stå som selve stedet for den nationale erindring om kampen mod tyskerne, en kamp, som på nationens vegne blev skubbet et par år længere tilbage, end virkeligheden tillod (til 1940-41). Myndigheder og traditionelle dele af statsapparatet som hæren og politiet kunne kobles til denne erindring, stadig motiveret af efterkrigstidens behov for at opvise patriotisme og forsvarsvilje, selvom forsvaret denne gang skulle rettes mod en af de allierede fra krigen, Sovjet-unionen.
I de første efterkrigsår var der dog ikke tale om fuldstændig enighed mellem politikere og modstandsbevægelse i udlægningen af besættelsestiden. Politikerne opretholdt under etiketten 'passiv modstand' forsvaret for den linie de havde valgt den 9. april 1940 og gennemført indtil 29. august 1943, mens modstandsbevægelsen fortsat kritiserede 'tilpasningslinien' eller 'indrømmelsespolitikken'. I den offentlige debat bestod altså en skelnen mellem en politisk-parlamentarisk linie og en modstandslinie.
Men fra 1960'erne og specielt fra 70'erne bliver det stadig sværere at konstatere denne forskel, i hvert fald i de offentlige mindehøjtideligheder. Erindringen tager en anden udviklingsvej. Bevidstheden om fortællingens politiske ophav og betingelser bliver svagere og svagere, og det mytiske præg tager over (selvom der ikke er tale om fuldstændig entydighed). Hvor der tidligere havde været tale om uklarhed pga. sammenblandingen af modstand og kollaboration, blev der nu i egentlig forstand tale om historieprojicering, dvs. projicering af ønsker om, hvordan man gerne vil optræde i nutiden, tilbage i fortiden. I og med denne udvikling bliver samarbejdspolitikken fremstillet i bagklogskabens lys som en negativ, forkastelig og helt igennem uforståelig tyskvenlig politik.
Denne bevidsthedshistoriske udvikling nåede sit foreløbige klimaks med folketingsdebatterne i anledning af 50-året for befrielsen i foråret 1995. Den var dog ikke forbeholdt 1990'er generationen af politikere, idet også et flertal af de veteraner fra modstandsbevægelsen, der ytrede sig, fremstillede besættelsestiden som en tid, hvor det folkeligt-patrio-
tiske fællesskab blomstrede, og hvor de egentlig blot havde optrådt - med livet som indsats - som ukontroversielle redskaber for dette enige folk. Hidtidige analyser af historieskrivningen om besættelsestiden har med rette påvist samarbejdspolitikernes indflydelse på og harmoniseringsforsøg af historient. Modstandsbevægelsens indvirkning på overleveringen - dens væsentlige bidrag til konstruktionen - er derimod forblevet ubelyst. Det mener vi bl.a. at have rettet op på med vores bog om besættelsestiden som kollektiv erindring.
Citaterne er fra Roland Barthes 'Mytologier', 1996, og fra Pieter Lagrou 'Victims of Genocide and National Memory: Belgium, France and the Netherlands 1945-65', i Past and Present nr. 154, 1997.
Anette Warring er lektor ved RUC, Claus Bryld er professor sammesteds. Sammen udsender de på fredag bogen 'Besættelsestiden som kollektiv erindring. Historie- og traditionsforvaltning af krig og besættelse'.
