Læsetid: 4 min.

LÆSERDEBAT

14. august 1998

Fødevareminister Dam snakker sort igen
10. AUGUST - Fødevareminister Henrik Dam Kristensen har det tilsyneladende hårdt for tiden. Fire gange har han været indkaldt til samråd i Folketingets Fødevareudvalg her midt i sin sommerferie på grund af det seneste eksempel på de konstant stigende problemer med vores fødevarer: DT 104.
Men ministeren snakker systematisk sort efter hvert eneste samråd. Forrige gang sagde han i radioen at hvis der skulle opstå en livstruende situation ville han gribe til et importforbud - og det umiddelbart efter, at det var oplyst at DT 104, som var konstateret her i landet, er dødsensfarlig! Op til Amsterdamafstemningen var han inde på det samme: Hvis vi stemte ja var der mulighed for at gribe ind ... det var naturligvis ren folkeafstemningsmanipulation (Inf. den 1.-2. aug.). Og nu efter det fjerde samråd udtaler Fødevareministeren til Inf. (den 6. aug.) om et ligeså livsfarligt emne, vækstfremmere: "hvis vi går ud og kræver et forbud mod vækstfremmere ... vil vi miste ... goodwill .. i EU ..." Logikken er den samme som ved den såkaldte miljøgaranti: Hvis Danmark stiller krav, risikerer vi at vi ikke kan stille krav en anden gang. Så derfor stiller vi absolut ingen krav.
Når EU er den ene skurk bag dansk fødevarepolitik i disse år, må den anden og vigtigste også nævnes: Strukturen og produktionsforholdene i dansk landbrug. Dette er jo fastslået til bevidstløshed af alle der ved noget om sygdomme blandt dyr og afgrøder. Og det fantastiske er at det er det offentlige der hver gang skal rydde op når landbruget har svinet - med erstatninger til sygdomsramte besætninger og bekostelige kontrolforanstaltninger (Levnedsmiddelkontroller osv.) der jo ikke har ressourcer til at nå det hele.
Meningen med det nye fødevareministerium burde være at igangsætte en omstrukturering af dansk landbrug til mindre og renere produktion, og Henrik Dam Kristensen virkede da også som et frisk pust da han tiltrådte. Nu er det klart at han er kørt helt fast i hhv. Bruxelles og Axelborg - han er endt som landbrugsminister - en egentlig fødevareminister der også varetager forbrugernes interesser har vi stadig til gode. Men det handler selvfølgelig også om den samlede regerings troværdighed.

Johan Keller
Oldfuxvej 23
2400 NV

Til Jens Kramer Mikkelsen
10. AUG. - Jeg er ærligt talt skuffet over din holdning om at bekæmpe nazisterne ved at blive inden døre. Jeg er en af de fire personer, som DNSB i videoen 'Kriegsberichter 4' opfordrer til at henrette ved nakkeskud - og må spørge mig selv: Hvordan kan man stoppe terror ved at blive inden døre. Går vi indendøre, opnår vi den stik modsatte effekt; nazisterne vil nemlig meget gerne fjerne deres politiske modstandere fra den politiske scene - det er faktisk så centralt i deres ideologi og praktiske politik, at de første ofre for deres udryddelse i 30'erne blandt andet var dine partifæller og andre demokrater. Det er derfor, at vi ikke skal dukke os, men dukke op.
Din holdning savner også logik: Hvis vi skal gå, hver gang nazisterne møder op, så kan de jo hurtigt få lukket alle medier ved at optræde i dem, og stoppet alle demokratiske processer ved blot at møde op.
Jens Kramer, lad os dog for pokker lære af fejltagelserne fra 30'erne, hvor nazisterne, fremmedhadet og den ekstreme nationalisme kun kunne vinde, fordi venstrefløjen var splittet. Gå i stedet sammen med dine partikammerater i bl.a. SiD og TIB, som støttede protesterne mod mordvideoen 'Kriegsberichter 4' eller dine partikammerater i LO København og LO-Storkøbenhavn, som ikke mener, at man skal ignorere Hess-marchen den 15. august.
Tag til Greve den 15. august og demonstrer din foragt for nazisterne sammen med os andre.

Anders Lange
Vi lader os ikke skræmme kampagnen
Elmegade 27
2200 N

Ignorer dem dog
10. AUGUST - At være nynazist, er som at være klassens slemmeste dreng, og et sådant provokerende image appellerer beklageligvis til en lille - omend meget lille - minoritet af unge, der ikke har anden måde at hævde sig på.
Men bedst som nynazisterne er ved at være glemte og ved helt at uddø som organisation, kommer de autonome dem altid til undsætning, med en "humanistisk" demonstration imod dem, der som regel er så voldelig, at tv ikke kan nære sig for at vise 'kampene' for folk hjemme i deres stuer. Og så bliver nogle af samfundets svageste igen mindet om deres eksistens, og melder sig så under de nazistiske faner. Så de har faktisk ganske meget at være de autonome taknemmelige for. Uden dem var de for længst afgået ved døden som organisation.
Selv om ingen andre danskere tager nynazisterne alvorlige, så gør til gengæld udenlandske turister i Danmark og ikke mindst alle de, der i udlandet modtager nazistisk propaganda fra Danmark, hvorved nazisterne besudler vort lands omdømme. Så derfor bør vore politikere forbyde dem og deres virke, som det er sket i Sverige. Så vi kan få denne skamplet vasket af vort samfund.
SF og Enhedslisten frygter dog, at de kunne blive de næste, hvis sådanne organisationer kan forbydes. Men det er simpelthen noget vrøvl, da ingen af disse jo eksporterer propaganda og historieforfalskninger til udlandet og derved skader vort fædrelands omdømme.

Jan Justesen
Høje Gladsaxe 17
2860 Søborg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu