Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

11. august 1998

Nobelpris til ...
4. AUG. - I ved fra mine tidligere skriverier, at det er meget vigtigt for mig, at vort største geni på det litterære område, Svend Åge Madsen, får Nobelprisen. Men Madsen er endnu ung. Han skal nok nå det. Ung kan man derimod ikke kalde Astrid Lindgren. Hun er ikke bare ældre, nej, hun er meget gammel. Og det er simpelthen en skandale af enorme dimensioner, at hun endnu ikke har fået Nobelprisen. Litteratur for de opvoksende børn er vel den aller vigtigste skønlitteratur på kloden. Giv hende den Nobelpris øjeblikkelig!

Niels Stubkjær
H.C. Lumbyes Gade 10, Ø

Hvad sagde Riis?
3. AUG. - "Jeg er aldrig blevet testet positivt," svarede han på spørgsmålet vedr. doping. - Vi har alle undret os over dette svar, hvor vi jo lige havde hørt, at doping med EPO ikke kan afsløres ved test. Ville han skjule noget?
Jeg har tænkt en hel del over det og er kommet til det resultat, at Bjarne Riis, situationen taget i betragtning, ikke havde andet valg end at svare, som han gjorde. Hvorfor? Hvis jeg siger til nogen mennesker omkring mig, der enten har sympati med mig eller ser neutralt på mig: "Jeg har tandpine", så vil de formodentligt tro på, at jeg har tandpine. Udsagnets rigtighed kan ikke kontrolleres, og der kræves heller ingen kontrol. Der hersker normalt mellem mennesker en tillid til, at den slags udsagn er sande. Hvorfor skulle man dog lyve om sådan noget! - En hel anden situation er det straks, når den der påstår at havde tandpine derved kan unddrage sig en ubehagelig opgave. Er det så ikke bare et påfund for at slippe for ubehaget?
Med andre ord: I en atmosfære af gensidig tillid kan vi fremsætte ukontrollerbare påstande, og vi vil blive mødt med tillid. I en atmosfære af mistillid derimod nytter sådanne påstande ikke. - Spørgsmålet til Bjarne Riis, om han nogensinde havde brugt doping, var fremsat i en atmosfære af mistillid (måske ikke journalistens, men offentlighedens, på hvis vegne spørgsmålet blev stillet). Her kan der kun svares med noget, der kan kontrolleres. "Jeg har aldrig været testet positivt. Og jeg har cyklet fra jeg var 14, og nu er jeg 34 og er et raskt menneske" - disse svar kan kontrolleres! "Jeg har aldrig brugt doping" - dette svar kan ikke kontrolleres og vil ikke blive taget for gode varer i en atmosfære af mistillid.
Først da Peter Petersen aftvinger Bjarne Riis et sådant svar, kommer det lidt vrissent fra Bjarnes læber: "Selvfølgelig har jeg ikke brugt doping!" Hvorfor kommer det så nu? Fordi Peter Petersen har signaleret: Hvis du nu svarer (på noget der ikke kan kontrolleres), så vil vi tro på dig. Og her har Bjarne så kunnet gå det skridt videre, som den hidtidige mistillid havde hindret ham i. Og Peter Petersen var glad for svaret.
Dette er min tolkning af hændelsesforløbet. Selvfølgelig ved jeg ikke, om Bjarne Riis har gjort sig problemstillingen klar på den her skitserede måde, og slet ikke, om Peter Petersen har. Men jeg ville blot - som filosofilærer og søndagscyklist fremsætte et forsvar for Bjarne Riis' måde at reagere på og en kritik af journalisternes måde at spørge på, hvor de ikke tager højde for den situation, de spørger i. De spøøørger bare (hensyns)løst!

Karlheinz Löhrer
Hvalsøvej 4, 2700 Brønshøj

Ser vi det samme
3. AUG. - Der er ikke overensstemmelse med min oplevelse af cirkusforestillingen i Kanonhallen den 30. August, hvor KIT havde arrangeret forestilling med Cirkus Gosh.
Det er muligt, at Anne Middelboe Christensen (anmeldelse 1.-2. Aug. ) får set så meget cirkus/teater, at hendes forventninger og krav er skruet meget højt op, og de derfor kun vanskeligt kan blive indfriet. Når man derimod ikke kommer så tit i cirkus (eller teatret) og så tager sine halvstore og på forhånd kritiske børn med, synes jeg bestemt, der var meget at hente hos Cirkus Gosh. Og forestillingen var ikke for lang.
Det er vanskeligt ganske kort at trække nogle eksempler frem, men der er måske ofte (for ofte?) uoverensstemmelse mellem Informations anmeldelser og den almindelige åbne modtagelige teatergængers oplevelser hos KIT og i København.

Claus Møller
Båstrupvej 230
3480 Fredensborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu