Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

20. august 1998

Kronisk sygdom

16. aug. - Torsdag den 13. august viste TV2 den britiske film Kærlighedens øjne, en historie baseret på Diana Longden's liv og død med en mystisk invaliderende sygdom. Sygdommen var ME, Myalgisk Encephalomyelitis, som i Danmark også kendes som CFS, Chronic Fatigue Syndrom, eller på dansk Kronisk Udmattelses Syndrom. Enhver med personligt kendskab til ME må forbløffes ved at se en film, der i den grad viser alle de triste aspekter ved at være ME patient eller pårørende til en ME patient. Diana's symptomer var fuldt ud realistiske og meget korrekt spillet, og omverdenens reaktion på hende vil de fleste patienter kunne genkende. Hvis man genkender nogle af symptomerne hos sig selv eller en man kender, bør man overveje muligheden for ME. Patienterne viser et varieret sygdomsbillede, og langt fra alle er ligeså hårdt ramt som Diana Longden var; men det er karakteristisk at sygdommen starter med en influenzalignende til stand, som forbliver og udvides med muskelsmerter og talrige andre symptomer. For at få det bedst mulige liv med ME er det vigtigt hurtigst muligt at blive diagnosticeret, så man kan rette sit liv ind efter sygdommens begrænsninger på den mest hensigtsmæssige måde. I Danmark har vi en forening, som tilbyder hjælp til ME patienter og pårørende. Vi hjælper gerne, hvis du har mistanke om ME, men vi modtager også meget gerne hjælp fra folk, der er villige til at yde en indsats for denne hårdt ramte gruppe. Foreningen kan kontaktes på: ME/CFS-foreningen, Råd-hustorvet 1, 2, 3520 Farum, tlf. 44 95 97 00.

Martha A. Ebbesen
Formand for ME/CFS
foreningen
Brydes Alle 23
2300 Kbh. S.

Marine-hjemmeværnet ?

18. AUGUST - På sommerens lange lystsejlads så jeg i den Svenske havn Fjællbacka, et meget flot søredningsfartøj. Det havde nogenlunde samme størrelse som vores egne Marinehjemmeværns både. Og så kom jeg til at tænke på, hvorfor vi egentlig har et Marinehjemmeværn i Danmark. Den kolde krig er forbi osv. Jeg mener at have hørt, at de arbejder primært med farvands-overvågning og søredning. Altså ikke særlig militære opgaver. Hvorfor så ikke tage konsekvensen, fuldt ud? Det kunne være en ide f.eks., at afmontere, hvad der måtte findes af instrumenter der har med død og ødelæggelse at gøre. Male skibene i flotte neonfarver og flytte dem fra forsvarsministeriet og over under søfartsstyrelsen i erhvervsministeriet. Glemme skydeøvelser og eksersits. Koncentrere uddannelsen og udrustningen, om søredning og miljøbeskyttelse. Ved en sådan flytning, vil korpset også tiltrække andre personer end nu, hvilket jeg er ganske overbevidst om vil være en stor gevinst for miljøet og eventuelle personer der kommer i havsnød.

Torben Ethelfeld
Bjernemark byvej 31
5700 Svendborg

Punk Folketinget

18. AUGUST - Hver dag året rundt er der tusinder af danskere, der med god grund bliver pisse sure på Folketingets medlemmer. Sidst omkring de 500 mill., der mangler for at vi alle kan komme på operationsbordet!
Læserbreve er godt her og der, men det er meget bedre også at ringe direkte til tingets medlemmer og ministre for at gøre anskrig eller uddele en rose i ny og næ på 33 37 55 00 eller endnu bedre hjem til dem i weekenden. Her kan du også møde deres familie, som kan få et godt ord med på vejen. Du kan vederlagsfrit få Folketingets adresseliste på Christiansborgs Lovbutik.
Hvis de er optaget eller ude at rejse, lægger du blot dit telefonnummer hos sekretæren, og de vil selvfølgeligt som de engagerede mennesker, de nu engang er, ringe tilbage så du kan få afleveret din besked, og I kan få en sludder. Med den løn MF'erne får for de ca. 200 dage, de arbejder om året har de sagtens tid til at høre på dig. Du er jo vælger. Glem ikke det. Og på Christiansborg bliver der brug for nogle flere til at passe telefonen. Din opringning gavner altså også beskæftigelsen. Fax og e-mail kan også gå an, men det tar' for meget tid.

Birk Keller
Wesselsgade 10
2200 Kbh N.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu