Kronik

Da manden var kvindens hoved

31. august 1998

Kærlighed er en moderne opfindelse - i hvert fald som basis for ægteskab. Dagens kronikør fortæller om kønnenes ulige forhold og samfundets kontrol med privatlivet

Statens magt og indflydelse på almindelige menneskers liv har været voldsomt diskuteret i dette århundrede i takt med velfærdsstatens udbygning. Men statsmagtens styrke var også mærkbar for tre-fire hundrede år siden. Også helt ind i de enkelte hjem.
I sidste halvdel af 1640'erne var den unge adelsmand Ove Juel, som det var skik på den tid, på den store dannelsesrejse rundt i Europa. På en sådan rejse studerede rige, unge danskere ved de store universiteter; lærte sprog, beleven omgang og så de berømte byer og steder; alt det, der kunne være med til at give dem almendannelse. Når man kom hjem fra en sådan rejse, der ofte varede mange år, var man voksen. Og så var det tid at finde sig en kone.
Men det var ingen enkel sag. Endnu medens Ove befandt sig i det store udland, var hans mor, i faderens sted, skredet til handling. Hun havde kontaktet Jomfru Kirstine Urnes forældre og foretaget de indledende sonderinger. Ove Juel var ikke forelsket i Kirstine, men hun var et godt og passende parti. Og fordi Ove sagtens kunne se logikken i at gifte sig ud fra sådanne kriterier, havde han givet sin mor grønt lys til at bryde isen, inden han vendte hjem. Det gjorde han i 1648, tids nok til at overvære Frederik den Tredjes hyldning i København i juli. Ved samme lejlighed opsøgte han Jomfru Kirstines hjem i håb om at komme i realitetsforhandlinger med pigens far. Men han gik forgæves, fordi pigens far "på de tider var udi Norge". Sagen blev opsat til Kirstines far kom hjem. Alting løste sig dog, og Ove Juel og Kirstine Urne blev gift året efter.

Eksemplet viser med al tydelighed den enorme magt husfaderen, og i særdeleshed den kvindelige parts far, havde ved indgåelse af giftermål. På denne tid var det ham, og ham alene, der tog beslutninger på alle dagliglivets områder.
Sådan havde det ikke altid været. Ved en lignende situation i middelalderen havde storfamilierne, slægterne, spillet en væsentlig større rolle. Den klanagtige opbygning, som Danmarks adelsslægter havde i middelalderen, gjorde giftermål til det vigtige instrument for slægternes alliancepolitik og magtmæssige manøvreren. De større danske adelsslægter var som selvstændige øer og magtbaser overfor en ofte svag kongemagt.
Hvis adelsslægterne blot overholdt nogle få, almengyldige spilleregler, fik de lov at leve deres liv, som det passede dem. Viden om familieskab, selv ud i mange led, var utroligt vigtigt for adelsslægternes selvforståelse men også for deres muligheder for at agere i forhold til andre slægter og til kongemagten. Kort sagt: Den dynastiske politik, man førte, kunne betyde forskellen på en slægts succes eller fiasko. Og sådanne beslutninger blev taget i fællesskab blandt slægtens ledende figurer. Hvis en af slægtens mænd en sjælden gang var nødsaget til at tage en alvorlig beslutning på egen hånd, så gjorde han det i overensstemmelse med slægtens interesser og kun dem.

I middelalderens sidste år begyndte disse forhold at ændre sig. Det skyldtes flere faktorer. Konge- og statsmagten blev gradvist stærkere, hvilket var fuldt overensstemmende med udviklingen i det meste af det øvrige Nordeuropa. Statsmagten centraliseredes og bureaukratiseredes; kongemagten fik øget kontrol over retssystemet, skatteopkrævningen, hær og krigsførelse. Denne stadigt stærkere statsmagt kunne naturligvis ikke acceptere, at de stærkeste adelsslægter udgjorde en art stat i staten; at loyaliteten til slægten stod over loyaliteten til kongen. Udviklingen gik adelens klanstruktur imod, og den blev nedbrudt.
Statsmagtens vækst skyldtes ikke udelukkende, at man sad på hær og pengekasse. Det ideologiske grundlag var også til stede. Med reformationen var den lutheranske protestantisme blevet indført i Danmark. Og med katolicismens forsvinden var pavens indflydelse i Danmark og hans krav på den primære loyalitet fra den danske kirke forsvundet. Nu var kirken sin egen - på papiret. For på Luthers opfordringer flyttedes kirkens loyalitet fra den hellige fader i Rom til de enkelte landes herskere. Kirken i Danmark blev udpræget statsstøttende, især på det ideologiske plan: Kongen kunne, gennem kirkens støtte, skaffe sig selv og sit styre en vis aura af guddommelig legitimitet.
For kirken var fidusen, at man ved at støtte landets hersker kunne få indflydelse, ikke blot på kirkelige sager men også på lovgivningen, som vedrørte almindelige menneskers livsførelse.

I anden halvdel af 1500-tallet prøvede den katolske kirke i den såkaldte modreformation at vinde det tabte terræn tilbage. I Danmark var man i kirkelige kredse panikslagne over risikoen for et dansk tilbagefald til katolicismen. Derfor tætnedes alle skotter mod denne trussel, og man så 'krypto- katolske' spioner og overløbere alle vegne. Troens smalle sti blev endnu smallere, hvilket resulterede i en stram, luthersk ortodoksi, som statsmagten støttede.
Denne udprægede symbiose mellem kirke og stat ses gennem hele perioden fra reformationen og i hvert fald frem til efter enevældens indførelse 1660. Kulminationen i dette parløb var menighedsforordningen af 1629, som blandt andet bestemte, at præsten og udvalgte, gode mænd skulle overvåge sognefolkets moralske liv og straffe de formastelige, der ikke levede et sådant. Hermed var det religiøse liv ført helt ind i de private hjem og ansvaret individuelt fordelt: Det var ikke slægten, men den enkelte, der stod til ansvar.
Også på den ægteskabelige front tog kirken og staten fat på at regulere menneskers adfærd. Ægteskabsordinansen af 1582 skabte strammere regler for giftermål og kirkens indflydelse herpå. Ved denne formalisering af den kirkelige indflydelse styrkede man også den enkelte husfaders kontrol med, hvem hans børn giftede sig med.
Og det var netop kirken og statsmagtens mening at styrke den enkelte husherre. Lutheranismen var ikke et øjeblik i tvivl om, at manden var kvinden overlegen i alle livets facetter, og dette skulle også afspejle sig i hjemmets magtforhold; manden var kvindens hoved. Som en naturlig følge heraf fik husfaderen, også i valget af sine børns fremtidige livspartnere, enevældig indflydelse i familierne. Det blev op til fædrene - og fædrene alene - at bestemme, hvem deres børn skulle giftes med. Husfaderen var blevet patriark og statsmagtens forlængede arm. Han blev moralens vogter i hjemmet.
Gå ind i stort set hvilken som helst dansk kirke og se på epitafierne opsat af medlemmer af den hastigt voksende borgerstand. I 1500-tallets sidste fjerdedel gik man bort fra udelukkende at pryde epitafierne med religiøse motiver. I stedet for disse blev det almindeligt at portrættere opsætteren af epitafiet sammen med hans familie: Husfaderen, hans hustru(er) og hans levende børn knæler i from bøn om Vorherres frelse på den yderste dag. Husherren er som regel malet i forgrunden, så han fremtræder større end resten af familien. Dette skyldes ikke alene, at det var ham, der havde betalt for skilderiet, men også at han var familiens ansigt udadtil. I hjemmet ledede han sin egen lille menighed. Han fremsagde familiebønnerne, han udlagde teksten og var den moralske vogter. Der udgaves bøger, som orienterede husfaderen om den ægte gudfrygtige opdragelse af alle familiens medlemmer. Han havde en moralsk og retslig ret til at tugte børnene - og konen - hvis ikke de opførte sig efter forskrifterne.

Forelskelse og kærlighed som begrundelse for ægteskab var der meget sjældent tale om i den efterreformatoriske periode. Fædre arrangerede ægteskaber ud fra praktiske og økonomiske hensyn. Som det ses ovenfor i eksemplet med Ove Juel, deltog den vordende brudgom jævnligt i beslutning og planlægning, men aldrig den involverede kvinde. 1500-1600-tallets familie var første stadium på vejen mod kernefamilien, som den kendes i vor tid, men uden den forelskelse og kærlighed, som kernefamilien baserer sig på i vore dage. I stedet for kærlighed var hengivenhed det ideal, man stræbte efter i ægteskabet, men den havde svære vilkår i den stærkt patriarkalske familiestruktur, der kendetegnede denne periode.
Men også dette familiebillede ændredes selvfølgelig med tiden. I anden halvdel af 1700-tallet afløstes den kraftige patriarkalitet af et nyt ideal. Statsmagtens og kirkens greb om individet blev løsere. Følelser blev moderne, også blandt mænd. Kærlighed som forudsætning for ægteskab blev efterhånden almindeligt, men det tog tid.
Kernefamilien i Danmark opstod i borger- og adelskredse efter reformationen blandt andet ved kirken og statsmagtens pres.
Kernefamilien findes endnu, men undervejs har den undergået mange ændringer og vil vedblive at gøre det. Og den statslige regulering af familielivet har med svingende styrke været der lige så længe som kernefamilien selv.

*Thomas Høvsgaard er cand.phil. i historie på en afhandling om ægteskabets historie i Danmark

Apropos - Kærlighed og luksus

Som det fremgår af dagens Historisk Set, er alt det med kønnenes ligestilling i ægteskab og på arbejdsmarked ikke så længe siden, som mange sikkert tror.
Et opslag i Gyldendals leksikon, Bind 6, 1977, viser, at kvinder ikke før i 1880 havde rådighed over deres egen arbejdsindtægt. En oplysning, der med lakonisk enkelhed afslører, at en forsuttet ægtemand før da kunne drikke sin kones surt tjente penge op, om han så behagede. Det var det selvfølgelig langt fra alle mænd, der gjorde. Men alene tanken.
I 1908, oplyses det videre, fik kvinder kommunal valgret og valgbarhed. I 1915 fulgte valgret og andre politiske rettigheder, som mænd allerede havde. Ægteskabslove i 1922 og 1925 gjorde kvinden, som det hedder, 'næsten' ligestillet med manden i ægteskabet og i forhold til børnene. Igen en nøgtern oplysning med en menneskelig undergrund af dimensioner. Op til 1920'erne mistede kvinden således automatisk børnene, hvis hun ville skilles fra sin mand. Og at manden i alle forhold havde myndigheden over børnene, kunne volde kolossale vanskeligheder, hvis manden, som det jo kunne forekomme, i perioder ikke boede sammen med familien.
Men som det også fremgår tydeligt af dagens Historisk set, har familien næsten alle dage været en samfundsmæssigt interessant størrelse. Her blev kommende generationer født, i de små produktionsenheder blev grunden lagt til samfundets økonomi.
Og alt dette gjorde ægteskabsinstitutionen så vigtig for samfundets fornuftige opretholdelse, at man umuligt kunne overlade det til hormonforvirrede unge mennesker selv, der jo som bekendt kunne forelske sig i højst upassende personer. Kærlighed, for slet ikke at tale om seksuel tiltrækning, ansås for at være for lunefuld en størrelse til at bygge et ægteskab på. I stedet satsede man på loyalitet, samhørighed, arbejdsfællesskab, med lidt held også hengivenhed.
Sådanne holdninger til ægteskabet er stadig udbredt i mange lande. Ikke fordi man ikke ved bedre, men fordi kærlighedsægteskabet måske er en luksus, som ikke alle kan tillade sig. En moderne luksus, som den vestlige historie har frembragt.
Og det skal Historien bestemt ikke høre et ondt ord for.mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu