Kronik

En ny tids revolutionære?

Debat
1. august 1998

Den zapatistiske oprørsbevægelse EZLN betragter ikke erobringen af statsmagten som
et mål. Om det er udtryk for en bevægelse i krise eller en ny måde at gøre oprør på er genstand for en vigtig debat

Mens det nordlige og centrale Mexico befinder sig i en proces af stadig kulturel og økonomisk tilnærmelse til naboen og NAFTA-partneren USA, synes en række af landets sydlige delstater at synke dybere ned i en tilstand af endemisk fattigdom, undertrykkelse og politisk vold. Den paramilitære massakre på 45 tzotzil indianere i Acteal, Chiapas den 22. december 1997 viste med tydelighed, hvor betændt situationen i det sydlige Mexico er blevet. I kølvandet på massakren har delstaten Chiapas været vidne til en omfattende militarisering, som har udløst flere voldelige konflikter med de indianske samfund.
Massakren i Acteal var en direkte udløber af konflikten mellem den zapatistiske oprørsbevægelse EZLN (Ejército Zapatista de Liberación Nacional) og Mexicos regeringsparti gennem næsten 70 år, PRI (Partido Revolucionario Institucional). EZLN blev dannet på et marxistisk grundlag i Chiapas i starten af 80'erne, men bevægelsen øgede for alvor sin tilslutning efter det svindelprægede præsidentvalg i 1988 og i takt med indførelsen af neoliberale reformer. Først den 1. januar 1994 trådte EZLN imidlertid for alvor i karakter med et væbnet oprør, som chokerede det mexicanske establishment på den selv samme dag, hvor ikraftrædelsen af NAFTA skulle fejres som Mexicos store skridt mod den første verden.
Efter 12 dages væbnede kampe mellem EZLN og hæren førte det civile samfunds pres til våbenhvile og forhandlinger mellem parterne. Der er næppe tvivl om, at hæren ville have været i stand til at nedkæmpe zapatisterne, men medlemskabet af NAFTA og hensynet til billedet af Mexico som et moderne land med respekt for demokrati og menneskerettigheder tålte ikke en voldelig løsning på konflikten. I erkendelse af den militære løsning som en svært farbar vej har PRI derfor måttet vælge andre strategier til at svare på EZLN's udfordring.

At PRI betragter EZLN som en alvorlig torn i øjet er blevet tydeligt med den seneste tids militarisering af Chiapas og den manglende vilje til at fortsætte de forhandlinger, som blev indledt efter oprøret. EZLN's udfordring mod PRI består dybest set i kritikken af den politiske kultur, som er blevet udviklet efter næsten et århundredes magtmonopol, men den retter sig også mod en række kontinuerlige træk, som har karakteriseret Mexico siden erobringen; først og fremmest undertrykkelsen af landets oprindelige folk. EZLN's base udgøres fortrinsvis af indianske bønder, som tilhører den mest marginaliserede gruppe i det mexicanske samfund.
Mexicos politiske kultur har naturligvis undergået mange forandringer, men fællestrækket i PRI's magtudøvelse har været det samme, baseret på autoritarisme og paternalisme. Den Mexicanske Revolution (1910-1919), i hvis kølvand PRI blev skabt, er blevet betegnet som 'den afbrudte revolution'. Revolutionen var kendetegnet ved tilstedeværelsen af mange forskellige kræfter, som havde kunnet enes om fjernelsen af diktatoren Porfirio Díaz, men som efter dennes flugt kastede sig ud i en borgerkrigslignende kamp om magttomrummet.
Revolutionens folkelige kræfter var inkarnerede i Pancho Villa og Emiliano Zapata (sidstnævnte er inspiration for nutidens zapatister), som i 1914 indtog Mexico City og et tomt præsidentpalads. De to bondelederes forankring i en agrar forestillingsverden vanskeliggjorde imidlertid formuleringen af den nationale politiske vision, som var nødvendig for en magtovertagelse. Resultatet blev, at revolutionens borgerlige kræfter, omend med væsentlige indrømmelser til Zapatas og Villas folkelige krav, endte som sejrherrer. Heraf betegnelsen den 'afbrudte revolution'.

PRI blev til i 1929, ikke så meget som et egentligt politisk parti, men mere som et forsøg på at samle revolutionens væsentligste kræfter og gøre en ende på konflikterne efter revolutionen. Borgerskabet havde indset, at de folkelige kræfter måtte tilgodeses for at skabe politisk og økonomisk stabilitet, og præsident Lázaro Cárdenas skabte ud fra den forståelse et korporatistisk system, som bandt bønder og arbejdere til staten og partiet gennem officielle fagforeninger.
Gennem det korporatistiske system har PRI været i stand til at kontrollere store samfundsgrupper og sikre de nødvendige stemmer. PRI's dominans hvilede imidlertid ikke på kontrol alene men også på en grad af samtykke, som blev skabt af betydelige velstandsforøgelser for mange mexicanere i efterkrigstidens vækstperiode. Det 'mexicanske mirakel' gjorde det muligt at købe og kooptere potentielle oppositionskræfter og sikre styrets fortsatte stabilitet.
Massakren på flere hundrede studenter i Mexico City i 1968 var det første alvorlige tegn på, at den postrevolutionære stabilitet under PRI var ved at være udtømt. Den begyndende økonomiske krise kombineret med urbaniseringen og et stigende uddannelsesniveau betød, at protesterne mod PRI tog til i styrke. De økonomiske problemer kulminerede i 1982 med gældskrisen, som tvang Mexico til at slå ind på en neoliberal kurs. Valget i 1988, hvor kun svindel forhindrede at PRI-udbryderen Cuauhtémoc Cárdenas vandt præsidentposten, viste, at tiderne havde skiftet for PRI.

EZLN har derfor på ingen måde skabt PRI's krise, men har uden tvivl været med til at fordybe og eksponere den. Karakteristisk for bevægelsen er dens evne til at bevæge sig på både lokale, nationale og globale niveauer. Udgangspunktet er de oprindelige folks sociale og politiske vilkår i Mexico, og de i øjeblikket suspenderede forhandlinger, som har fundet sted mellem regeringen og EZLN, har i høj grad drejet sig om forbedringer for de oprindelige folk, som udgør mere end 10 procent af Mexicos befolkning.
EZLN forsøger at indsætte den århundrede gamle undertrykkelse af de oprindelige folk i den aktuelle historiske globale kontekst. Neoliberalismen er i den sammenhæng et nøgleord for EZLN, som betragter den neoliberale ideologi som en del af globaliseringen og som en ideologi, der virker økonomisk og politisk undertrykkende på sociale grupper og klasser verden over. Et af de mest iøjnefaldende aspekter ved bevægelsen har netop været dens evne til at skabe et anti-neoliberalt globalt netværk, ikke mindst i kraft af internettets muligheder.
PRI's væsentligste legitimitetskilde har været den Mexicanske Revolution (jvf. partinavnet) og dennes folkelige krav. Den økonomiske krise og den neoliberale løsningsmodel herpå har imidlertid vanskeliggjort opretholdelsen af revolutionen som en troværdig legitimitetskilde. Såvel PRD som EZLN viser i deres navne og ideer tilbage til revolutionen og udfordrer PRI's monopol på revolutionen gennem en alternativ fortolkning af dennes indhold. EZLN's krav om en grad af autonomi for de oprindelige folk er samtidig et anslag mod den nationale enhed og mod neoliberalismens homogeniserende natur. De oprindelige folk kræver ikke en løsrivelse fra Mexico men bedre muligheder for at definere en udviklingsmodel, der tager hensyn til disses kulturelle egenart. EZLN's ønske om "en verden hvori mange verdener kan være" står i modsætning til både neoliberalismens ideologi og PRI's autoritære og centralistiske træk, og en af EZLN's fortjenester har netop været, at de har givet inspiration til en blomstrende PRI-uafhængig organisering.
Begrænsningen i den zapatistiske udfordring ligger imidlertid også i dens forankring i de indianske samfund. Det mexicanske samfunds indgroede racisme betyder, at bevægelsen kan have svært ved at nå andre samfundsgrupper end de oprindelige folk. Det militære aspekt ved bevægelsen har samtidig gjort mange politiske partier tøvende overfor et samarbejde med EZLN. PRI-styrets aktuelle Chiapas-politik er også med til at inddæmme den zapatistiske udfordring. Det er ikke lykkedes PRI at benytte sig af sine traditionelle del-og-hersk-metoder i forhold til zapatisterne og hensynet til den internationale opinion har svækket den militære løsningsmodel. Paramiltariseringen er med sin muligheder for 'plausible deniability' (dvs. at regeringen kan henvise til, at de paramilitære grupper er udenfor dens kontrol) tilsyneladende udtryk for en ny Chiapas-politik. Paramilitariseringen har til formål at skabe frygt i de zapatistiske samfund, hvilket er lykkedes med et stort uløst flygtningeproblem til følge.

EZLN har med oprøret i 1994 fralagt sig sin marxistiske retorik. Ved oprørets start havde EZLN håbet, at deres handling ville medføre en spontan folkelig opstand, der som bekendt udeblev. I stedet mødtes såvel EZLN som PRI af krav fra det civile samfund om at indgå i forhandlinger. EZLN fremstår idag på mange måder som en uideologisk bevægelse, hvis selvdefinering foregår 'hen-af-vejen' og i samspil med det nationale og globale civilsamfund. EZLN afviser rollen som avantgarde i forandringen af det mexicanske samfund og betragter ikke erobringen af statsmagten som et mål. Derimod fremhæves det civile samfund som den kraft, der via en øget organisering skal gennemføre demokratiske forandringer.
Den manglende selvdefinering, afvisningen af statsmagten og fokuseringen på det civile samfund tegner umiddelbart et noget diffust billede af EZLN's krav og ønsker og har fået mange til at rubricere bevægelsen som postmoderne eller reformistisk. Hvorvidt disse træk er et udtryk for en bevægelse i krise eller en ny måde at gøre oprør på i en verden, hvor ikke mindst Murens fald har forandret præmisserne for socialistiske revolutioner og oprør, er et åbent spørgsmål og genstand for en vigtig debat. Hvis vi tager tråden op og betragter EZLN som en dialogpartner i denne debat, har bevægelsen måske allerede nået en stor del af sit mål.

*Thomas Olesen er cand.scient.soc

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her