Kronik

Det nye menneske

Debat
3. august 1998

Store dele af kulturradikalismen ville lave samfundet om, og det gør den komisk i dag, selvom samfundet ligefrem skriger på et modspil, der tør hævde, at ting kan ændres, hvis vi vil

Noget af det første, som vakte min forundring, da jeg i 1967 kom til Sovjetunionen, var al deres snak om det nye menneske - sovjetmennesket - som skulle opstå af den kommunistiske verdensorden og retfærdiggøre alle de lidelser, menneskene havde været igennem.
Det var ikke en idé, de selv havde fået. Det blev den sådan set ikke ringere af, men på den anden side var den så gammel, at de burde have undersøgt den nærmere, inden de overtog den. Alle messianske bevægelser igennem den kendte historie har haft en eller anden slags nyt menneske på programmet. Underforstået: et nyt og bedre menneske.
Det underlige ved al reklamen for sovjetmennesket var, at idealet allerede dengang var forældet. Anden Verdenskrig var blevet vundet som Den Store Fædrelandskrig - dvs. ikke i første række som et ideologisk opgør med fascismen, men som en gammeldags, patriotisk krig mod en gammeldags fjende. Et par og tyve år senere fungerede de vidtstrakte betonforstæder omkring Moskva udelukkende, fordi beboerne havde medbragt en del af deres gammeldags landsbyfællesskab, da de flyttede fra land til by i efterkrigsårene.
Sådan en opgang i et 20-etagers betonhus fungerede de fleste steder som en landsby på højkant - også fordi der tit boede flere familier i samme lejlighed, hvad der forøgede befolkningstætheden næsten til landsbyniveau. Der var en evig trafik ind og ud af alle lejlighederne af mennesker, som skulle låne, hjælpe, reparere, bytte, passe børn, sladre og holde øje. Det vesterlandske storbyscenarie, hvor ensomme mennesker findes døde i deres lejligheder, fordi naboerne klager over lugten, var utænkeligt i disse betonsiloer, hvis forfaldne trapper genlød af klaprende fødder, skænderier, smækkende døre og hammerslag. Hjælpsomheden var enorm, nyfigenheden og den gensidige kontrol ligeså. Druzhina'erne, et besynderligt korps af ordensvagter, som havde ret til at anholde og forhøre drukmåse og uromagere, bestod for en stor del af pensionister, der kom fra en opvækst i landsbyen og medbragte dens normer for, hvad god opførsel var for noget. Jeg filmede dem i aktion, og det var slående, at deres arsenal af socialistiske fraser var be-grænset og kun blev brugt til at legitimere deres motiver, som ikke havde en pind med det nye sovjetmenneske at skaffe.
Da unionen brød sammen, var et af de mest forbløffende fænomener, at organisationer, som havde været forbudt i halvfjerds år, genopstod i løbet af få måneder, helt uforandrede siden zartiden. Hvordan havde de overlevet terroren, politistaten og propagandaen, så de så hurtigt kunne træde frem i nye uniformer, blanke støvler og kejserlige ordensbånd?

I Skandinavien startede socialdemokratierne med lignende projekter. Man snakkede om arbejderkultur og oprettede arbejderhøjskoler i forlængelse af Grundtvigs og Kolds højskoler for bønderne; nu var det arbejderklassens tur, den var fremtiden. Bagud i tiden lå en lang udvikling med læseklubber, kulturelle indslag i fagforeningslivet og meget mere. Men ret snart gik det op for lederne, at nok havde arbejderne deres egen kultur, men det var én, de ville væk fra.
Det lå sådan set i udgangspunktet, som var, at proletariatet skulle løftes til et højere niveau. I grunden det samme, som kom til at præge sovjetsamfundet - de underste ville til magten og lagde sig efter evne til med magtens vaner og attributter. Danske socialdemokrater var altid meget småborgerlige og repræsenterede netop derfor på bedste måde deres tilhængere. Den højnelse af arbejderklassen, som vel oprindeligt handlede om en bevidstgørelse, en udvidelse af evnen til at forstå sammenhænge og egen situation, blev en stræben efter at tilegne sig borgerskabets kultur og værdier.
Den solidaritet, socialdemokrater i dag efterlyser, har de selv udryddet - ikke kun ved en småborgerlig kulturpolitik, men ligeså meget gennem byfornyelse, fagforeningspolitik og klapjagten på de arbejdsløse. Men arbejderen er da blevet et nyt menneske, som stemmer på Venstre og Dansk Folkeparti.

Næste forsøg på folkeopdragelse var så den kulturradikalisme, vi postmoderne finder komisk og bedrevidende. Den var først og fremmest et opgør med det socialdemokratiske svigt på det kulturelle område og ville genindsætte det oprindelige mål - bevidstgørelsen. Når Poul Henningsen sagde (citeret efter hukommelsen) "Folk er opdraget til vælling, de er blevet vællingbørn, og når man så giver dem en saftig bøf, skriger de!" var det naturligvis formynderisk, men det bliver det ikke mindre sandt af. Dyrkelsen af borgerlige værdier - og det er ikke bare hjorte ved skovsøen, lyseduge og plysmøbler, men først og sidst tilskuerrollen, kommercialismen og det private, forbrugerrollen - kvæler evnen til at se sammenhænge og erkende egen situation i forhold til den omgivende virkelighed.
Kulturradikalismen holdt sig levende længe - dels fordi den ikke hørte til i et bestemt parti, hvor man skulle tage hensyn til vælgerne; dels fordi virkeligheden gav den ret. Først uden for Danmark, ved nazismens fremmarch, efter krigen også herhjemme, ved retsopgøret, de gamle politikeres sejr og påfølgende historieforvanskning, samt ikke mindst McCarthyismen med dens hysteriske og totalitære kommunistforskrækkelse. Atommarcherne, Vietnamdemonstrationerne og studenteroprøret gav indtryk af, at kulturradikalismen var ved at slå igennem.
I dag er den omgivet af en vis fornærmelse, der nok i høj grad kommer fra dem, den i sin tid bar frem til magten. Som The Doors sang dengang i 60'erne:
"We want the world
And we want it now!"
Det syntes vi lød fint, dengang. Nu ved jeg ikke. De fik den jo, verden. Så at sige gratis.
Nu kan man begynde at se, hvordan hver periodes befrielsesbevægelse fik sine paroler overtaget af borgerskabet - de snakkende klasser - og tilpasset de givne forhold. Det gælder også kropssproget - for godt en snes år siden begyndte bankfunktionærer og politifolk at ligne lidt for renvaskede hippier. Ganske vist kun i hovedet, men alligevel. Nu er det vist kun jyske betjente, som har langt nakkehår og overskæg.
Det er der ikke noget mærkeligt i. Markedet søger altid at udnytte nye trends, og folk følger da med. Det mærkelige befinder sig et par lag længere nede. I og for sig var det naturligt, at den overvældende majoritet i Danmark efter befrielsen støttede de gamle partier og udtrykte kraftige ønsker om at få de gode, gamle dage tilbage. Ingen forandringer, tak. Naturligt, når man tager i betragtning, hvor uskadt landet var kommet igennem det hele, og hvor lidt befolkningen havde været udsat for. Og trods mine egne skuffede forventninger om store forandringer efter befrielsen, betragter jeg den dag i dag den 9. april som et guds mirakel.
Men i Polen, Tjekkoslovakiet, Bulgarien, hvor forholdene havde været anderledes barske, og hvor befolkningerne virkelig havde oplevet sult og lidelse, opdagede jeg, hvordan borgerligheden i byerne, bondementaliteten på landet havde overlevet alle forandringer. Det var ikke bare sort børs og småfiduser i byen; bondsk selvgodhed og strid om markskel på landet; det stak dybt. Hvor dybt viste sig, da Jugoslavien faldt fra hinanden. Tjetnikker og Ustasjier opstod fuldt uniformerede og bevæbnede på et øjeblik, ligesom kadetter og kosakkorps i Rusland nogle år forinden, og fikse politikere kunne fremme deres egne karrierer og starte borgerkrige.
Jamen, det var 60 år siden, der sidst havde været borgerkrig og modstandskamp i de egne; de forskellige folkegrupper havde levet fredeligt side om side i alle de år, til der næsten ingen overlevende fra krigen var tilbage. Og den jugoslaviske kommunisme havde, sine mangler til trods, været den mest åbne og folkelige af dem alle.
Alligevel, trods fred og propaganda og forbud og ideologi, genopstod fortidens terrorkorps på utroligt kort tid og - hvad der er endnu mere utroligt, set med politikerøjne - fik en voldsom tilslutning, der banede vejen for det værste barbari, Europa har oplevet siden nazismen.
Og i Østafrika oplevede vi, hvordan den afrikanske socialismes paroler og indgreb med forbløffende smidighed blev grebet og udnyttet af folk i by og på land, så de fik størst mulig fordel af dem - og så alle partiets gode idéer løb totalt ud i sandet.

Når man foragter kulturradikalismen for tiden, kommer det nok mest af, at den er det seneste forsøg på folkeopdragelse, man kan komme i tanker om. Når højskolebevægelsen kan ligne en succes, er det måske, fordi den i højere grad havde konjunkturerne med sig - bønderne fik faktisk både økonomisk og politisk magt - og fordi det hele gik lidt langsommere dengang. Bevægelsen fik tid til at bundfælde sig. Desuden holdt den sig inden for rammerne og ville ikke i bund og grund lave samfundet om. Dét ville store dele af kulturradikalismen, og det gør den komisk i dag, selvom det moderne samfund, den postmoderne kultur, ligefrem skriger på et modspil, der tør hævde, at kvalitet og humanisme er håndgribelige størrelser, og at ting kan ændres, hvis vi vil.
Men når man opgiver dette modspil, er det ulykkeligvis ikke, fordi vi har opnået en dybere forståelse af de kræfter, som virker under øjeblikkets overflade og med enerverende langsomhed forandrer følelser og holdninger hos dem, man kalder det tavse flertal fordi ingen nogensinde spørger dem om noget.
Det er på dette tavse flertal, alle århundredets forsøg på at skabe det nye menneske er strandet. Det lader sig ikke forandre ved argumenter, ikke ved tvang eller ændrede samfundsforhold. Hver eneste gang, et forsøg på at skabe nye mennesker bryder sammen, brager alt det frem, man forsøgte at udrydde.
Hvor langt er vi egentlig fra middelalderens, fra antikkens mennesker? Vist nok så langt, at de er uforståelige for os. Men hvordan er det gået til, at vi trods alt er blevet så anderledes?
Jeg tror ikke, nogen ved ret meget om det, og det skal man måske være glad for. På den anden side - hvis økologerne har ret i, at vi nødvendigvis må ændre hele vores levevis og ikke bare nogle indkøbsvaner, kunne det være livsvigtigt at forske i.
Hvem er vi, og hvordan er vi blevet sådan? Det er næppe generne, ikke opdragelsen eller ideologierne, og kun i mindre grad de materielle vilkår. Hvad så? Er der nogen, der har et bud?

*Fra 1967 til 1982 lavede Tørk Haxthausen ni dokumentarfilm om Sovjetunionen, to om DDR, én om Bulgarien og én om Jugoslavien for Statens Filmcentral og McGraw-Hill, New York

Apropos - Mennesket forandres

I de glade 60'ere havde Jefferson Airplane en sang, hvor omkvædet lød:
"Don't ever change people
Or your face will hit the fan"
Altså, man skal ikke lave om på folk, ellers får man fjæset smadret. En del årtier tidligere skrev Ouspensky: "Der er noget galt med os, som vi er fra naturens hånd."
Kommunister, nazister, socialdemokrater, kommunitarister og andre -ister har alle sammen haft et eller andet slags 'nyt menneske' på programmet.
Det pudsige er den historiske blindhed, der for dem alle har gjort sig gældende - trods den kristne kirkes knusende eksempel. I over tusind år har kirken med alle midler, også de mest blodige, forsøgt at lave befolkningerne i Europa med omegn om til gode kristne, og det lykkedes aldrig.
Det antyder, at det tager helvedes lang tid at lave mennesker om, og at det måske slet ikke kan lade sig gøre.
Umiddelbart kunne man tænke sig, at liberalisterne har ret, når de ud fra deres begrænsede menneskesyn hævder, at det sunde samfund skal bygges på den slags mennesker, som rent faktisk er til stede, og ikke på en eller anden idé om, hvordan de 'burde' være.
Der er bare det ved det, at vi faktisk ændrer os. Dagens dansker har meget lidt tilfælles med danskeren i 50'erne. Faktisk er der mange træk ved nutidsdanskeren, som ville have forskrækket og forarget danskeren fra dengang. Hvad vi ikke ved, er 'hvad' det er, som får os til at ændre holdninger og adfærd.
Det er i hvert fald ikke propaganda og folkeopdragelse.
Måske kan vi til hver en tid blive sådan, som det betaler sig at være ud fra de givne forhold. Og hvis propagandaen, folkeopdragelsen og reklamen ser ud til at virke, er det kun dér, hvor den falder sammen med, hvad den enkelte ser som sin bedste chance for overlevelse og fremgang.
Tørk Haxthausen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her