Læsetid: 4 min.

Det nye PRESS og nyhedschef L. Knudsen

Debat
20. august 1998

Det politisk ukorrekte som slogan er mindst lige så kedsommeligt og forudsigeligt som det politisk korrekte. Det vi mangler i dansk presse er galskabens mod og ubesindighed.

FRA VOR EGEN VERDEN
Månedsbladet PRESS er tilsyneladende snart på gaden igen efter mere end et års pause på grund af faldende oplag og økonomiske problemer. Bladet startede i 1985 og modtog Cavlingprisen to år senere med den motivering, at det havde stået for "en radikal fornyelse af dansk magasinpresse". Og så begyndte det ellers at gå langsomt ned ad bakke på trods af gennemresearchede og ofte velskrevne historier og enestående fotoreportager med nogle af landets bedste fotografer.
Enten kunne PRESS ikke følge med tiden, eller tiden kunne ikke følge med PRESS. I hvert fald mistede de to størrelser kontakten med hinanden. Et spændende stykke presse-, kultur- og socialhistorie ligger gemt her. For Månedsbladet PRESS blev drevet af en ung og rå og undertiden desperat og rådvild idealisme på bistand og dagpenge, som ville noget andet og mere med det produkt, som man hver måned kæmpede for at få på gaden, end blot at fungere på markedets betingelser.
Idealitet og praksis skulle hænge sammen, koste hvad det ville. Og den slags pubertetsagtige ambitioner slipper man jo sjældent godt fra, selv om det er den eneste ambition, som både individ og samfund kan overleve på med selvrespekten i behold.

Mange tidlige PRESS-journalister lyser i dag op i den danske presse. De har lært noget, som de ikke kunne have lært andre steder: Grundighed, insisterende research, kompromisløshed, storytelling og -stil. Desværre har den sidste kvalitet en tendens til at forsvinde, når talenterne sluses ud i mediecentrifugen.
Men en 'gammel' PRESS-er kunne aldrig (jo, jeg tør godt sige aldrig) have lavet den bommert, som DR-TV's Kurt Strand præsenterede seerne for i Profilen tirsdag den 28. juli.
Under en samtale med DR's nye nyhedschef, Lisbeth Knudsen, lykkedes det endelig Kurt Strand, efter flere beundringsværdige forsøg, at få sat kniven på chefens strube.
Er du medlem af Socialdemokratiet? spurgte han.
Det føler jeg mig ikke forpligtet til at svare på, sagde hun. Og derved blev det. Lisbeth Knudsen fik lov til at slippe, selv om Kurt Strand på forbilledlig vis havde lagt op til både spørgsmål og svar, hvad det så end måtte være, med et indslag om vores alle sammens Bjarne Riis, hvor idolet rasende måtte vedgå, overfor pressen, at han ikke brugte og aldrig har brugt - doping.
Hans raseri gik altså på, at han blev tvunget til at svare på et spørgsmål, som han mente ikke kom andre ved end ham selv, når han nu var clean. Men så let slap han ikke, for Bjarne Riis ernærer sig af en profession, som er befængt med doping. Han måtte, for sin egen og for cykelsportens skyld, gå til bekendelse.

Jeg ved ikke, om Lisbeth Knudsen har brugt stimulerende midler for at nå det, hun har nået i sin karriere. Men hun er et menneske, som går efter magt og indflydelse. Det er der ikke noget odiøst i, tværtimod er det befriende, at hun vedkender sig sin pas-
sion. Ikke desto mindre er hun gift med en socialdemokrat, fremgik det af udsendelsen, og altså på samme måde som Riis integreret i et miljø, som automatisk sætter hende under mistanke. Derfor skulle vi have haft et svar.
Alle med kendskab til den journalistiske metier ved, hvor vigtigt det er for fagets integritet og troværdighed, at journalisten er så ganske og aldeles ubestikkelig og frit svævende i det politiske miljø på trods af den professionelle afhængighed, d.v.s. uden anden dope end den han kan få af jagten på den gode historie, the thrill of the hunt.
En gammel PRESS-er ville uden tvivl have bidt sig fast i spørgsmålet: "Er du medlem af Socialdemokratiet" - som en frådende terrier, indtil han havde fået et entydigt svar. Det lå simpelthen i miljøet: De skal fanme ikke slippe, idioterne, d.v.s. alle dem over os, som bestemmer og regerer og gør ved.

Nærværende blads tidligere chefredaktør, Lasse Ellegaard, har engang sagt det nogenlunde sådan (jeg ved ikke, om det stadigvæk er hans credo): "Journalisten skal være en underdog, som bider magthaverne i haserne. Alt for mange journalister er fedtet ind i bekendtskaber og venskaber med politikere. Det lammer meningsdannelsen. Det er nødvendigt at holde sin sti ren og galden flydende".
Hvad de 'gamle' Press-journalister imidlertid ikke fik udviklet var, underligt nok, sansen for humor, som tilsyneladende er svær at kombinere med et stærkt politisk engagement. Og så det sværeste af alt: At fremstille selv de tungeste historier med et underholdende drive, let og præcist, men uden at miste seriøsitetens tyngde. Her ligger den egentlige udfordring for det nye PRESS. Hvis det lykkes at tage den op, kan magasinet igen blive, ja, ikke
alene fornyende i dansk magasinpresse, men i dansk presse som helhed.
Den fungerende chefredaktør, Ivan Rod, har udtalt, at det nye blad vil "satse på temaer (i et samarbejde med DR2) og samtidig være så politisk ukorrekt som muligt". Det lyder desværre ikke ophidsende, snarere som en frygtindgydende pædagogisk lærebog i journalistik for nybegyndere.
Det politisk ukorrekte som slogan er mindst lige så kedsommeligt og forudsigeligt som det politisk korrekte. Man kan ikke beslutte sig for den slags, og hvis man gør det, plejer det at ende i katastrofer. Det vi mangler i dansk presse er personligt engagement og galskabens mod og ubesindighed - og så det man kalder stil, forstås. Som er det stik modsatte af strategisk imagepleje og markedsføring. Lige netop her, i det tomrum, kunne et nyt PRESS udfolde sig som en Fugl Fønix.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her