Kronik

Øjenvidne til Prag 1968

24. august 1998

I Tjekkiet er der ikke megen lyst til at mindes det runde jubilæum for den russiske invasion i Tjekkoslovakiet den 21. august 1968, en dag, som slog en frihedstørstende verden med skræk. En tjekke ser tilbage på dagen

Både i Vesten og i Tjekkoslovakiet var året 1968 kulminationen på 1960'ernes progressive og antiautoritative processer. Men på vores side af jerntæppet gjorde den sovjetiske invasion den 21. august en unaturlig og brutal ende på drømmene.
Man frygtede magthaverne i Moskva, men foretrak ikke desto mindre at lade som om ingenting kunne ske. Warszawapagtens militære øvelser foregik i juli i Tjekkoslovakiet og varede længere end de burde. Der blev afholdt flere møder på topplan om det tjekkoslovakiske eksperiment, som man kaldte forsøget på at reformere kommunismen.
Dagen før dagen udtalte forfatteren Ludvík Vaculík i et interview i biografernes ugerevy, at han ikke havde fantasi til at forestille sig konsekvenserne, hvis Moskva ikke ville acceptere reformprocessen. På mange biografbesøgende havde interviewet gjort stærkere indtryk end filmen.
Alligevel skete det, man havde frygtet, uden at nogen var forberedt.
Det var mandag den 21. august tidligt om morgenen. Sporvogne og busser kunne ikke køre, fordi tanks huserede i hovedgaderne. Folket gik på arbejde samlet, mange holdt hinanden i hænderne, selv om de ikke kendte hinanden. Det handlede om at bevare roen for ikke at give Moskva-styret anledning til at bruge sit militære isenkram mod befolkningen. Det handlede om ikke at opgive reformprocessen. Det handlede om at forblive samlet om den fredelige modstand.

I antikken søgte det romerske rige at erobre andre nationer ved at bemægtige sig deres guder. Her spillede medierne gudernes rolle. Med de bare hænder forsøgte personalet og tilløbende hjælpere på Den tjekkoslovakiske Radio at forhindre okkupanterne i at bemægtige sig ra-
dioen, den vigtigste massekomunikation. Enkelte journalister og frivillige hjælpere mistede livet.
Den sidste besked til befolkningen gik ud på, at radioen var gået under jorden. Stakåndede speakere nåede at advare befolkningen mod i fremtiden at lytte til den såkaldte 'Tjekkoslovakiske Radio'. Men radioen faldt selvfølgelig også, og på gebrokkent tjekkisk forsøgte okuppanterne at vildlede befolkningen. Den eneste nogenlunde pålidelige information kunne man få fra Radio BBC og Radio Free Europe. Siden kunne man blive orienteret om situationen i Tjekkoslovakiet ved hjælp af private radiosendere fra skjulte steder.
Også aviserne var vigtige. Som læserne måske har set på kornede dokumentarfilm fra de bevægede dage, brændte vi okkupanternes aviser, som blev kastet ned fra flyvemaskiner. Billederne af bålene på Václavské námestí står endnu klart på min indre billedskærm.
Det almindelige arbejde gik i stå. Der foregik diskussioner på arbejdspladser over dagens emne, nogen valgte at blive hjemme, mens andre stillede sig til rådighed for på forskellige måder at kæmpe mod okkupanterne. Der var ikke nogen overordnet myndighed. Den følgende dag blev Dubcek og regeringen taget til fange og transporteret til Moskva.
Med de stærkt bevæbnede okkupanter vidste man aldrig, hvad der kunne ske. Den gennemhullede facade på det nationale museum på Václavské námestí har meget længe været vidne om russernes skydeøvelser. En ung studerende og mor til et lille barn blev skudt, fordi hun afviste at fjerne sit sorte sørgebånd fra den tjekkiske trikolore.
I 1969 overhældte den tyveårige student Jan Palach sig med petroleum og brændte sig selv på gaden i protest mod, at russiske soldater blev udstationeret i Tjekkoslovakiet. Palachs offerdød er indgået i historien, mens den unge mor blev glemt. De enkelte skæbner udviskes af lignende begivenheder verden over.
Virksomhederne skulle også beskyttes for ikke at falde i okkupanternes hænder som radioen, aviserne, forlagene og andre vigtige bygninger og institutioner. Vi skiftedes til at holde vagt uden for den normale arbejdstid. Udstyret med et våben, som jeg alligevel ikke var i stand til at bruge, bevogtede jeg en søndag sammen med fagforeningsformanden vores kontorer i Prags centrum.

Det var unge skræmte russiske soldater, som kørte i tanks gennem gaderne. Man havde fortalt dem, at de skulle kæmpe mod kontrarevolutionen, men der var ikke noget tegn på den slags hændelser. Folket forsøgte at kommunikere med dem og få dem overbevist om, at de skulle tage hjem. De unge stakler bad os om at sende breve til deres familier. De frygtede for at blive sendt til den kinesiske grænse til en sikker død for ikke hjemme i Sovjetunionen at kunne komme til at fortælle sandheden om forholdene i Tjekkoslovakiet.
Meget hurtigt ankom et andet hold, hentet fra forskellige asiatiske republikker langt væk fra Moskva. Senere blev der udstationeret 300.000 russiske soldater, som frem til 1990 hyggede sig i det normaliserede Tjekkoslovakiet.
Men invasionen den 21. august 1968 aflivede ethvert håb om, at kommunismen kunne lade sig reformere, og ethvert håb om selvstændighed for noget som helst land inden for Warszawapagten. Alt forblev med endnu fastere hånd styret fra Moskva.
Men der var dog et håb alligevel. En af mine venner formulerede det profetisk: "Nu kan vi ikke gøre andet end at lade tiden arbejde for os. Historien har lært os, at alle de store riger før eller siden er gået i opløsning. De rådner op indefra, lige som det skete for det romerske rige. Det er vores eneste håb".
Det skete trods alt hurtigere end forventet, med Gorba-tjov som fødselshjælper. Ikke for ingenting havde Gorbatjov været god ven med reformkommunisten, Zdenek Mlynár, som regnes for ophavsmanden til begrebet fra Prag-foråret, "socialisme med et menneskeligt ansigt".

Endnu i 1969 udspillede der sig i litterære tidsskrifter en heftig diskussion mellem den dengang venstreorienterede forfatter, Milan Kundera, og Václav Havel. Uoverensstemmelsen handlede om, hvorvidt magthaverne i Moskva ville tillade ytringsfriheden og andre demokratiske rettigheder. Kundera mente ja, Havel nej. Efter bitre erfaringer mistede Kundera kun et år senere sin tro. Det samme gjorde næsten hele befolkningen.
Reformkommunisterne forenede sig op gennem 70'erne med Havel og andre, som aldrig troede på, at virkeliggørelse af den kommunistiske idé lod sig gøre. De fandt hinanden i kampen for overholdelsen af menneskerettighederne.
I tiden op til murens fald i 1989 formede dissidenternes tilværelse sig som en pendulfart ind og ud af landets
fængsler. Det kommunistiske regime havde mistet sin ideologiske berettigelse og blev derefter opretholdt ved hjælp af våben og lydige 'grønthandlere'. Betegnelsen stammer fra Havels essay De magtesløses magt, og Havel illustrerer sine anskuelser med en grønthandler som eksempel. Hvis en grønthandler ville have gode grøntsager og andre privilegier, måtte han og udsmykke sin forretning med kommunistiske slogans. Ville man have en uddannelse, måtte man være medlem af kommunistpartiet.
Ingen troede længere på idéen, men det kunne betale sig at lade som om.

Efter omvæltningen i 1989 kom dissidenterne til at præge udviklingen. Det var hovedsagelig reformkommunisterne fra 68 og folk som Václav Havel. Senere efter valget i 1992 forlod dissidenterne en for en den politiske scene.
Senere søgte de tidligere dissidenter til Socialdemokratiet. Derimod er der i de borgerlige partier, der har været ved magten indtil i år, mange tidligere kommunister fra den normaliserede tid efter 1970. Måske fordi, holdningsløse og magtbegærlige mennesker ikke for alvor forandrer sig ikke, blot fordi regimet skifter. De skifter blot ham eller farve.
I Tjekkiet er der ikke megen lyst til at mindes det runde jubilæum for året 1968. De gode oplevelser har i den senere forplumrede tid taget med sig, lige som det sker under oversvømmelser. Erindringen om dem ville uundgåeligt hale mange lig op af mudderet.
I Tjekkiet mener man, at året 1968 repræsenterer en udfordring for en generation af historikere, som ikke er belastet af fordomme. I nutiden er forholdet til dette år overvejende blevet et generationsproblem.
Mine erindringer er baseret på helt enkeltstående billeder. Eftersom jeg ikke har oplevet den grumsede tid efter 1970 i Tjekkoslovakiet, kan jeg genkalde billederne i deres rene form, men måske også i et lidt nostalgisk lys.
Desværre er solidariteten er jo nu næsten helt forsvundet fra denne verden.

Irena Sloth Carlsen er cand.mag. i litteratur og tjekkisk. Født i Prag, men har boet i Danmark fra 1970

APROPOS
Pragforåret

Om formiddagen den 21. august kom luftkaptajnen fra Det Tjekkoslovakiske Luftfartselskab uventet ind på vores tegnestue i Prag og sagde "Vi blev taget på sengen!" Han så lidt trykket ud, men alligevel kunne man mærke, at han indvendigt morede sig gevaldigt over situationen. "Joh, vi vidste intet. Pludseligt opdagede vi, at flyvepladsen vrimlede helt overraskende med tanks - russiske tanks..." Måske så luftkaptajnen slet ikke bekymret ud, måske tror jeg det kun på grund af det videre forløb. Set i bakspejlet burde han havde været helt slået ud: Det værst tænkelige var sket. Prag-foråret med reformprocessen var brat blevet afbrudt af en broderlig russisk invasion.
Selv om det var en tragisk begivenhed med skæbnesvangre konsekvenser, trak den en række komiske og helt absurde situationer med sig. Warszawapagtens styrker landede kl. to om natten på den internationale flyveplads i Prag, uden at nogen som helst havde lagt mærke til det. Dette var den første i rækken.
Det siges, at Breznjev blev rasende, da han fik kendskab til tjekkernes manglende årvågenhed. Landet skulle jo have fungeret som en slags stødpude mod NATO, men i den gode soldats Svejks ånd havde man tilsyneladende brugt stødpuden til at sove på.
Allerede den internationale Kafka-konference i 1963, i nærheden af Prag, skal have været en torn i øjet på magthaverne i Moskva. Dengang valfartede litteraturteoretikere fra hele verden til Kafkas hjemby for at deltage i marxisternes rehabilitering af den bandlyste Franz Kafka. Måske bidrog den til Breznjevs utilfredshed med den daværende præsident og par-tichef, og derfor indsattes i januar 1968 en ny øverste leder af Det Tjekkoslovakiske Kommunistparti, den hidtil ukendte Alexander Dubcek.
Reformprocesserne startede næsten i forlængelse af Kafka-konferencen. De intellektuelle, især forfatterne, begyndte at kæmpe for noget så kært og nødvendigt som ytringsfriheden. Den anden fløj var økonomerne med Ota Sik i spidsen, som arbejdede for at rette op på fiaskoer ved plan-økonomien. Politiske reformer er også blevet sat i gang før Dubceks ankomst til den politiske scene, men under den rare og blide Alexander Dubcek fik alt lov til at udfolde sig.
Irena Sloth-Carlsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu