Læsetid: 5 min.

Det onde er ikke relativt

Debat
19. august 1998

Man skal ikke ignorere Stalins og kommunismens forbrydelser. Derimod skal man huske på, at djævlen især i dette århundrede virker gennem gode viljer og ædle hensigter

FOLKEMORD
"Jeg accepterer den påpegning, at 'tilintetgørelse' og ikke 'fordrivelse' af kulakkerne er den dækkende beskrivelse af det barbariske, der skete."
Ordene stammer fra den tyske filosof Jürgen Habermas, og blev skrevet i en offentlig debat i Tyskland i 1986 om den tyske fortid, hvor Habermas havde argumenteret for det usammenlignelige i Hitlers jødeudryddelser og Stalins folkemord. Men da denne eufemisering af kommunismens uhyrlighed mødte heftig kritik, lod Habermas sig korrigere og erstattede villigt Vertreibung med Vernichtung.
Habermas lod sig korrigere. I sig selv prisværdigt, men er det ikke lige så urovækkende, at Habermas frejdigt kan kaste sig ud i en offentlig fejde om Auschwitz' absolutitet uden overhovedet at have en elementær indsigt i, hvad der foregik under kommunisternes herredømme i Sovjetunionen. Og uden at være flov over det. Som en historisk analfabet lader han sig sorgløst overtale til at benævne Stalins folkemord en tilintetgørelse.
Tænk hvis en person, der prætenderer at besidde offentlig anseelse, benytter lignende diffuse begreber om holocausten? Svarer Habermas' udtalelse ikke til en Le Pens reducering af Holocaust til en detalje i Anden Verdenskrig?
Et halvt år efter modtog Jürgen Habermas - næppe ufortjent grundet hans videnskabelige meriter - Sonningprisen i København.

Tidstypisk
Jürgen Habermas' af-slørende uvidenhed er tidstypisk, og jeg kom i tanke om den ved at læse Niels Boels kritik af den franske sortbog om kommunismen i Information den 10. august.
Niels Boel reducerer nemlig også ofrene for hunger-
holocausten i Ukraine til "omstændigheder". Kommunismens ofre kan ikke tælles til 100 millioner, hævder Boel, for "ved nærmere undersøgelse viser det sig, at hungersnøden i Sovjet i 1921-24 og 1932-33 og i Kina 1959-61 angiveligt afstedkom halvdelen af de 100 millioner døde." Og det skyldtes åbenbart ifølge Boel "omstændigheder", som kommunismen ikke kan gøres ansvarlig for.
Men det er lige netop her, at Niels Boel blotter en afgørende naivitet i sit forhold til kommunismen. Ikke at drage en kausal sammenhæng mellem kommunismens tvangskollektiviseringer og så tilintetgørelsen (ved hjælp af udsultning og fordrivelser til gulagget) står for mig som lige så primitivt som at ville frikende Hitler for andel i jødeudryddelsen eller benægte dens realitet.
Og når Niels Boel hævder, at kulakbarnets skæbne er mindre grum end jødebarnets, fordi det første havde chance for at overleve sulten, bevæger vi os ind i forfinede moralske distinktioner mellem grader af ondskab, som for mig i hvert fald alle ligger hinsides det sammenlignelige.
Det er en tør og nødvendig faghistorisk diskussion, hvor mange der omkom ved de forskellige folkemord. Selv om Niels Boel har ret i, at det kan virke "Guiness-rekord-agtigt" er det nødvendigt for at der ikke kan være ringeste tvivl om graden af Nazitysklands folkemord.

Stor hvid plet
Men i den offentlige og intellektuelle debat, hvor vi sætter moralske og ideologiske mærkater på tingene, hører kommunismens og nazismens folkemord til samme art og klasse. Den tekniske måde, som tilintetgørelsen fandt sted på, må helt underordnes den fælles moralske karakter.
Derfor har Niels Boel også uret, når han skriver: "Kommunismen er ikke per natur en udryddelsesfilosofi - modsat nazismen."
Det var jo trods alt kommunistisk ideologi at ville tilintetgøre kulakkerne som klasse - og hvem kan bebrejde de komsomoller og kommissærer, som tilintetgjorde klassen ved at tilintetgøre dens medlemmer? Race eller klasse er i princippet det samme.
Alligevel er det kommunistiske folkemord stadig en stor hvid plet i offentligheden, hvad Habermas og Niels Boel begge bevidner. Læs dog blot Viktor Kravchenkos bog Jeg valgte friheden, hvor han skildrer Ukraine under tvangskollektiviseringen.
For mig var det chokerende læsning i 1980'erne, som bevidstgjorde mig om kommunismens diabolske logik.
"Det frygteligste syn var de små børn med skeletagtige lemmer dinglende fra ballon-agtige maver. Sulten havde udslettet ethvert spor af barnlighed fra deres ansigter og forvandlet dem til forpinte masker; kun i deres øjne dvælede endnu et udtryk, der mindede om, at de var børn. Over alt fandt vi mænd og kvinder liggende med opsvulmede ansigter og maver og fuldstændig udtryksløse øjne."
Vi genkender det hele i dag, hver gang vi ser de politisk fremprovokerede eller ihvertfald forårsagede hungersnøder i Sudan, Ethiopien, Nordkorea etc. Børn, der dør i landområder, som tidligere kunne føde en befolkning.
Hele dæmonien ved grandios samfundsplanlægning oplevede menneskeheden første gang i Sovjet i 20'erne og 30'erne, igangsat af henholdsvis Lenin og Stalin, men den finder jo stadig sted i fuldt flor. Og den overvejende vestlige offentlighed har stadig ikke fundet forståelseskategorier til at perspektivere den, fordi de fleste er så bevidst uvidende om kommunismens ugerninger.
De fleste udfolder stadig den samme naivitet som f.eks. den radikale politiker Hermod Lannung, når han i sine erindringer beskriver hungersnøden i 1922 som for-årsaget af en "uheldig tvangsafleveringsordning i forbindelse med forbud mod fri handel med landbrugsprodukter."
Det ville være mere præcist at sige, at kommunisterne plyndrede landet, så bønderne led sultedøden.
Kan det undskyldes som en utilsigtet virkning af en ellers god ideologi, der ser frit marked som udbytning af forarmede?
Er det ikke selve marxismen med dens lokkende utopia hinsides opgøret med kapitalister og kulakker, der er diabolsk og forførende?

Historien ignoreres
Victor Kravchenkos selvoplevede beskrivelse af hungerholocausten står for mig som et monument over det 20. århundrede, og jeg tænker på det hver gang jeg ser politisk placeret 'nød-porno' i fjernsynet: "Her så jeg folk dø i ensomhed, gradvist, dø hæsligt uden at der var den undskyldning, at de ofrede sig for en sag. De var blevet fanget i en fælde og overladt til sultedøden, hver i sit hjem, ved en politisk beslutning, der var taget i en fjern hovedstad omkring konference- og middagsborde."
Lige så rystende som Kravchenkos beskrivelse er de vestlige intellektuelle marxisters forsøg på at ignorere sagen.
Han var et villigt redskab for anti-kommunistisk propagande, skrev Georg Lukacs. Løgnagtig og giftig, kaldte Simone de Beaviour bogen.
Hvis nogen omtaler det nazistiske folkemord på samme måde som Habermas, Lukacs eller Sartres samleverske karakteriserede kommunisternes menneskeudryddelser, berøves de med god grund al offentlig agtelse. Det er på tide vi vender blikket den anden vej.
Hvad vi også mangler ud-over de kolde fakta om kommunismens tabsliste, er moralske kategorier til at behandle masseudryddelser. På én måde er hvert folkemord så kardinalt ondt, så det er moralskt usammenligneligt. På den anden side er det en alt for åbenlys ideologisering at absolutisere et enkelt folkemord som holocausten, og så gøre det til inkarnationen af det onde.
I DDR blev den obligatoriske FDJ-fane-ed ofte aflagt i en KZ-lejr for at mane til antifascisme - en værre omgang surrogatreligion.
Men ondskaben bor i menneskene og ikke i steder og begreber. Det onde kan ikke indkapsles i Auschwitz, og forsøget på det forfejler hensigten.
Er det bedste ikke at forsage djævlen og alle hans gerninger og al hans væsen, som jeg lærte, da jeg skulle konfirmeres? Og så være klar over, at djævlen især i dette århundrede virker gennem gode viljer og ædle hensigter, så forsøget på at unddrage sig dens væsen og gerninger ikke afsluttes med velmenende demonstrationer. Og aldrig afsluttes, så længe mennesker har ambitioner og forfængelighed - kort sagt: er mennesker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her