Læsetid: 5 min.

Samlet kulturpolitik ønskes

8. august 1998

Ministre og politikere optræder nærmest som sagsbehandlere og indskrænker indsatsen til kun de mest aktuelle kulturpolitiske enkeltsager

KULTUR-POLITIK
At være kulturminister burde være andet og mere end blot at være sagsbehandler for aktuelle kulturpolitiske problemer. Kulturministerens opgave er - uanset de hurtigt skiftende ministres lige så skiftende personlige og politiske holdninger - at varetage folks fritidsinteresser inden for kultur og idræt, uddannelse inden for kultur og idræt, og at være minister for dem, der har arbejdet med kultur og idræt som deres levebrød.
Og på det institutionelle plan er det ministerens opgave at tage vare på alt lige fra det frivillige foreningsliv til private, kommunale og statslige firmaer og institutioner.
Ved f.eks. fodbold har ministeren et ansvarsområde, der strækker sig fra breddeidrætten i foreningerne med frivillige, ledere og spillere, der betaler for at være med, til eliten i de børsnoterede aktie-selskaber med højt gagerede spillere og ledere - og samme spredning kan man finde indenfor musik, museer, teatre og hvad kulturministeriet ellers beskæftiger sig med. Og det er alt sammen ministeriets ansvarsområde og har krav på ministerens bevågenhed.
Kulturministeren kan nok prioritere, men ikke fravælge, og må pænt og sobert varetage interesserne i hele det område, der er lagt i ministerens hænder.

Politiske gråzoner
En del af den kulturministerielle lovgivning er i direkte fortsættelse af tidligere tiders tilskudslove. De hedder ikke længere f.eks. lov om tilskud til museer, men lov om museer. Men denne modernisering af titler skal ikke forlede til at tro, at der nu er tale om love, der afspejler en helhedsopfattelse af det pågældende område - for på trods af titlerne omhandler lovene stadig kun de institutioner o.lign., der var omfattet af de oprindelige tilskudslove. Resten af området får stadig lov at ligge hen i en kulturpolitisk uformuleret gråzone.
Kultur skabes af kærlighed og lader sig kun i begrænset grad regulere af lovgivning.
Det er kulturministerens forpligtelse at samle alt vedrørende de enkelte områder i en samlet og sammenhængende politik. F.eks. en samlet politik for teatre - uanset om de bygger på professionelt arbejde, er uddannelsesrelateret eller er baseret på frivilligt arbejde i en forening.
En udbygning af Det Kgl. Teater burde ikke bare behandles som en tiltrængt modernisering af en gammel statsvirksomhed. Først og fremmest er det en udbygning af det samlede musik-, ballet- og teaterliv i København - og burde primært tilrettelægges og ses i den sammenhæng.
Det er ikke betryggende, at ministeren fortsat kun beskæftiger sig med historisk betingede fragmenter uden forsøg på at formulere et helhedssyn.
Den manglende bevisthedsgørelse af pladsen i helheden betyder også, at tilskud/støtte til et fritids-fornøjelses-projekt behandles i samme forum som tilskud/støtte til professionelle, der skal leve af arbejdet indenfor det pågældende felt.
For at skærpe opmærksomheden på betydningen af de forskellige former kultur og idræt dyrkes på, kunne det være gavnligt at opdele kulturministeriet i fire søjler, en for det frivillige, en for uddannelse, en for det professionelle og en for kulturministeriets egne institutioner. Indenfor hver søjle skal musik, kunst, sport osv. behandles. På tværs af søjlerne, men med baggrund i bidrag fra de enkelte søjler, kan man formulere en meningsfyldt politik for et givet området, f.eks. musik eller fodbold.

Stjerne og vandbærer
Den manglende skelnen mellem de forskellige former idræt og kultur dyrkes på giver nogle helt bizarre forskelle i kulturarbejdernes vilkår.
Et dagblad satte i en række artikler fokus på kulturarbejdernes vilkår i Danmark. Ved at fokusere på vandbærerne - i stedet for at lade sig for-blænde af stjernerne - lykkedes det med få eksempler fra Det Kgl. Teater og fra et privat filmselskab at give et dækkende billede af den ufattelig store forskel, der er mellem de arbejdsmæssige vilkår for de privilegerede, og de kummerlige forhold, der gælder for den langt overvejende del - uanset om de arbejder med film, teater, litteratur, musik, arkiver, museer osv.
Mens omtalen af de ansattes velordnede arbejdssituation på Det Kongelige Teater ikke førte til reaktioner, så havde film-artiklerne synlig effekt. Nogle blev forargede over det kreative (mis)brug af folk, regler og økonomisk støtte. Andre syntes, det var helt i orden med misbruget ud fra en betragtning om, at det er den traditionelle vej til beskæftigelse i faget og den eneste økonomiske mulighed for at realisere mange kulturprojekter.
Bemærkelsesværdigt var det, at kulturpolitikerne hverken følte behov for at kommentere eller reagere, da de ubarmhjertige arbejdsvilkår og den kreative og ulovlige omgang med penge og ydelser blev afdækket.
Selv om den afgåede kulturminister ikke sagde direkte, at han ønskede at fremme underbetaling og kreativ bogføring, så ville det blive den uundgåelige følge af hans bestræbelser på at indskrænke statsstøtten til kulturen til kun at omfatte de mest veletablerede.
Det kan for øvrigt også undre at kulturpolitikerne ikke har søgt at overføre de bedste og mest velfungerende træk fra de forskellige tilskudssystemer til hinanden. Hvorfor gives der tilskud til film efter et system, mens tilskuddene til teatrene tildeles på en helt anden måde.
Hvorfor bruger man ikke filmsystemet generelt - eller teater-systemet eller museums-systemet eller zoo-systemet?
Et paradoks i disse privatiserings- og udliciteringstider er, at indenfor kulturområdet lader man den, der udfører arbejdet selv formulere, hvad der skal laves, og hvad det skal koste.
I stedet for denne på sin vis ukritiske brug af skattekronerne, kunne kulturministeren i stedet indkalde forslag til opgaver/projekter/tiltag, der ønskes løst, måske endda selv formulere nogle. Efter en kulturpolitisk prioritering af projekterne udbydes de i licitation.

Bliver ved snakken
På samme måde som miljøpolitikken rækker ind i mange andre områder f.eks. trafikpolitik og landbrugspolitik, har også kulturpolitikken en stor berøringsflade. F.eks. findes der et cirkulære om, at en vis procentdel af omkostningerne ved offentlig byggeri skal anvendes til kunstnerisk udsmykning. Det ville være gavnligt, hvis kulturministeren dyrkede denne form for kulturpolitisk afsmitning. Det omtalte cirkulære kunne f.eks. udvides til at omfatte alle offentlige arbejder. Det kunne f.eks. også være et mål, at den kulturelle og idrætslige dimension skulle med i lokalplaner.
Men det bliver alt sammen kun ved snakken, så længe ministre og politikere indskrænker indsatsen til de mest aktuelle kulturpolitiske enkeltsager, nærmest som sagsbehandlere, men ikke har overskud til at arbejde for en samlet kultur - og idræts-politik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu