Kronik

Den sidste lønarbejder

14. august 1998

Selv om der i øjeblikket er en udvikling mod mere distanceret arbejde og alternative ansæt-telsesformer vil det dog ikke foreløbig være tilnærmelsesvis sammenligneligt med den traditionelle ansættelsesform: lønarbejdet

Den teknologiske udvikling kræver ofre - og et af dem risikerer at være lønarbejderen, der tidligere var fysisk bundet til en arbejdsplads gennem arbejdsredskaber, papirgange m.m. Den fysiske kontakt er ikke nødvendigvis et behov mere; men vil til gengæld betyde en anden arbejdsorganisation end den eksisterende - og dermed mulighed for en anden personaleprofil.
Lønarbejderen er bundet til en arbejdsgiver.
At lønarbejderen er bundet til en arbejdsgiver lyder rimeligt banalt; men det er blot fordi vi på vores breddegrader har vænnet os til dette som den mest udbredte ansættelsesform. Ameritech - nu tidligere ejer af TeleDanmark - udbyttede det New Zealandske Televæsen gennem at omdefinere en større del af lønarbejderstyrken til at være 'sub-contractors' - freelancere eller små-selvstændige - som samtidigt havde den dyd, at de ikke i Ameritech-sammenhæng kunne udråbes til at være 'arbejdsløse'. For selv om de kun havde få arbejdsdage på en måned, eksisterer begrebet arbejdsløshed ikke for denne ansættelsesgruppe.

I dag er det ikke blot arbejdsgiveren, der afgør status på de ansatte: Løn-arbejdere, freelancere, selvstændige eller andre former. Skatteministeriet i form af skattevæsenet kan i nogle tilfælde omdefinere status halvanden år tilbage og dermed ikke blot fratage privilegier; men også pålægge samme person en 'bod' for ikke at være i stand til at gennemskue sin indplacering i forhold til arbejdsmarkedet. Det mest almindelige eksempel i dag er selvstændige, der har én arbejdsgiver som primær indtægtskilde f.eks. på en langtids konsulentkontrakt. Her kan skattevæsenet gå ind i det efterfølgende indkomstår og afgøre med tilbagevirkende kraft, at vedkommende reelt er lønarbejdere og ikke kan foretage eventuelle fradrag i forbindelse med arbejdet.

Omvendt kan Arbejdsministeriet beslutte, at en lønarbejder er selvstændig, hvis et bierhverv som freelancer tager et økonomisk omfang, som Direktoratet opfatter for afgørende for ansættelsesstatus. Konsekvensen er i dette tilfælde risiko for tab af dagpengeretten med tilbagevirkende kraft.
I begge tilfælde ligger der skøn til grund og i en branche, der som IT-branchen omfatter en del hybride ansættelsesformer, kan disse skøn meget vel virke ude af proportion med virkeligheden.

Lønarbejdet er tilknyttet en centralistisk produktionsform.
Selv om Danmark set med de omgivende lande har megen små-industri, kender vi alle billedet af porten på B&W, som åbner for en springflod af arbejdere, der vender næsen hjem på samme klokkeslag. Lønarbejder-begrebet er uhjælpeligt bundet op på større og dermed også centrale virksomheder, fordi en udlicitering af hver eneste metalplade på et B&W-skib ville betyde arbejde til lige så mange selvstændige smedjer. Lønarbejderbegrebet er i sig selv konsekvensen af industrisamfundet og den kapitalistiske produktionsmåde.
Til gengæld er lønarbejderen indbegrebet af fællesfølelse, som det mest af alt giver sig udtryk i f.eks. de lokale fagforeningsklubber. Fordi man har fælles arbejdsforhold og dermed langt hen ad vejen fælles problemstillinger på en arbejdsplads, der optager en væsentlig del af hverdagen. Ikke mindst har man desuden en arbejdsgiver, der danner fælles modpart i konfliktsituationer.

Men i dag, hvor mange produkter er baseret alene på information som f.eks. softwareudvikling, reklametegning og forsikring, er der ingen grund til at sidde i et fælles produktionslokale og dermed heller ikke nødvendigvis at være lønarbejder. Det er væsentligt nemmere teknisk at få en arbejdsproces til at fungere med en sammenblanding af centralt og decentralt placerede medarbejdere. Og behovet for at være lønarbejder eller ej set fra skærmen derhjemme vil fra medarbejderens side være defineret af tilhørsforholdet til arbejdspladsen og kollegerne. Behovet fra arbejdsgiverens side vil være fleksibilitet i arbejdsstyrken og tilstedeværelsen af korpsånd.
Den sidste lønarbejder forsvinder. Selv om der i øjeblikket er en udvikling mod mere distanceret arbejde og alternative ansættelsesformer vil det dog ikke foreløbig være tilnærmelsesvis sammenligneligt med den traditionelle ansættelsesform: Lønarbejdet. En simpel årsag er at manglende ferie- og sygedagpenge, uddannelsesmidler m.m. stadig skal modregnes den højere betaling og momsbidraget, som freelance-ansættelsen påvirker økonomien med. Specielt i Tyskland, hvor mange sociale forsikringer ikke betales over skatten men gennem arbejdsgiverbidrag i forhold til lønsummen, vil freelance-antallet naturligt blive større.
Af samme årsag er det nødvendigt også for fagbevægelsen at tage imod freelancere - og ikke opfatte dem som en trussel mod det gængse fagforeningsmedlem. Freelancere har åbenlyst samme behov for støtte fra en fælles interesseorganisation og næsten sammenfaldende interesser med de meget store medlemsgrupper, der allerede er ansat udenfor overenskomstdækkede arbejdspladser på individuelle vilkår. Fagbevægelsens styrke ligger i monopolet på arbejdskraftens formidling overfor arbejdsgiverne og derfor skal det ikke være fagbevægelsen, der skubber medarbejdere fra sig, der ikke netop passer ind i støbeformen for en lønarbejder.

Fagbevægelsen må derfor også gå aktivt ind i reguleringen af de forhold, som freelancere, distancearbejdere, projektansatte m.m. arbejder under, således at man ikke via passivitet er med til at skabe en ny daglejer-gruppe på arbejdsmarkedet. I så fald skal de nok finde evnen til at skabe deres egen interesseorganisation udenom den etablerede fagbevægelse.
Peter Christensen, formand, PROSA

APROPOS
Nettet er bare legetøj

Det er altså utroligt at folk er så fascinerede af internettet. Selv højtuddannede, som vel må formodes at have en vis træning i at observere og analysere, mener at nettet er en revolution, som nu Peter Johannes Schjødt i sin kronik Er Cyberspace en Velfærdsstat? i Det virtuelle Rum den 7. august.
Computeren er jo ikke meget andet end en avanceret fjernbetjening der giver dig rådighed over millioner af mediekilder. Chat? Drop det lige, hva'? Det er de færreste surfere der chatter. De fleste skøjter bare rundt på må og få, på nøjagtigt samme måde som når man tager en gang kanalslalom på tossen. Og hvad chatter de så om, det fåtal der nu gør det?
Nu kan jeg ikke påstå at jeg har lavet en videnskabelig undersøgelse, men de 40-50 sludrerum jeg besøgte i sin tid før jeg blev træt af det, var ikke ligefrem noget jeg gad at spilde min tid på. Selvfølgelig kan jeg ikke forvente at løbe ind i en dialog med Holger
Bech eller Steven Weinberg, men på den anden side er jeg nu alligevel skuffet over at et besøg hos Menta/US ikke kunne byde på mere end en debat om hvorvidt man skulle tage tog eller bil til næste måneds konference og hvilket hotel man skulle bo på.
Nej, jeg foretrækker min avis. Selvfølgelig er der nogle ting jeg går glip af, for mine nyheder er jo sorterede før de når mig, men jeg ved dog en del om hvem der har sorteret dem og (det vigtigste) noget om disse personers verdensopfattelse. For det er da muligt at du, på internettet, kan finde nogle personlige skildringer af f.eks. statens undertrykkelse af borgerne i et eller andet eksotisk land, men som menigmand har du ikke større chance for at verificere dem, end hvis du læste en lov-prisning af den samme stat. Så personligt tror jeg ikke, avisen dør de første 100 år.
De unge har måske oven i købet via Nettet genopdaget det skrevne ord og har opdaget glæden ved at kunne skøjte frem og tilbage i en historie meget hurtigere end hvis man spoler på en video, direkte fra action til action.
Men det var jo egentlig et indlæg i Det virtuelle Rum af Peter Johannes Schjødt fra DRs P1, som fik mig til skærmen.
Peter, du mener tilsyneladende at kunne se, at de unge fra forskellige nationer nærmer sig hinanden. Sikke noget fis! Tænk nu lige over det engang, - du sidder og taler med en eller anden om noget og finder ud af at du ikke kan komme igennem med dine synspunkter. Hvis det er naboen eller en kollega, vil du sandsynligvis tænke lidt over situationen før du enten kalder modparten for en tumpet idiot eller rejser dig og skrider - du skal trods alt se vedkommende igen. Men på nettet er du anonym, du er historieløs, du er ansigts- og kropsløs, så du kan gøre lige hvad du har lyst til. Så nettet kan højst knytte mennesker med fælles holdninger sammen.
Og hvis kommunikationen med fremmede var så attraktiv, så havde begrebet pennevenner vel været mere udbredt end det er? Nul amigo, der sidder en i hver ende af sådan en chat, og begge er de mere fascinerede af at der sidder en person langt pokker i vold og 'lytter' til dem, end de er fascinerede af det, de hører den anden sige. Hvilket vidunderligt fremtidsperspektiv, - tænk på hvor lidt plads du har brug for på plejehjemmet, når dine krav er begrænset til de menneskelige fornødenheder, plus drop, der forbinder dig med dit komplette mega-multi-medie apparat.
Og hvis alle finder deres egen information (altså helt uden om News Agents, Services osv.) vil vi så kunne diskutere et emne indbyrdes? Vil vi kunne danne os et indtryk af hvad andre mener om det, som vi går og funderer over? Når en avis kører et tema, så har det dog den fordel at vi bruger noget tid på at afstemme vores holdninger indbyrdes.
Så drop den snak om nettets velsignelser. Nettet er overvejende en gimmick og et legetøj. Og for lige at komme med et af de tyndeste argumenter, kan jeg anføre at jeg har rodet med computere i 20 år og min erfaring er, at der går mindst 10 år før man kan se og tænke klart, når man først har forelsket sig i (og er blevet opslugt af) computere.
Selvfølgelig bruger jeg nettet, men det er udelukkende professionelt. Jeg bruger det til at hente oplysninger hos udvalgte kilder og til at udveksle post med samarbejdspartnere - opgaver jeg nu også kunne løse før. Så der er ikke noget nyt i nettet, ud over at det tilbyder dig den illusion at de mennesker, der sidder i den anden ende også er interesserede i dig. Jeg håber og tror på, at verdens fascination af nettet bare er en modedille.

Sven Karlsen er 42, arbejdsmand og IT Chef hos Medicon A/S.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu