Læsetid: 2 min.

Staten som slavehandler

Debat
6. august 1998

Jesper Jensen tror, at en ring i næsen symboliserer slaveri. Men nutidens slaver er ikke de piercede - det er derimod de tvangsaktiverede

AKTIVERING
At Jesper Jensen aflæser en ring i næsen på en ung pige som hendes demonstration af at være slave i systemet, er ikke videre heldigt. Efter min orientering er det vidt udbredt også i blandt kvinder fra forskellige lande, bl.a Nepal, Tibet og visse dele af Indien at have ring i næsen. Et tegn på slaveri? Næh? Det er slet ikke nogen offerhandling at få en ring i næsen. Der kan være mange grunde til at sætte et smykke netop der. Måske indgår det i et mindre ritual, hvor en person gør kroppen til sin egen. Det kan være en udsmykning, hvor kroppen hyldes som en genstand for glæde. Det kan være for at tilkendegive et tilhørsforhold til en subkultur bl.a Modern primitives, en æstetisk orienteret subkultur, hvor kroppen bl.a betragtes som et lærred.
En ring i næsen kan altså være plantet netop dér af mange grunde. Der er opstået en subkultur i slutfirserne f.eks iblandt vesteuropæiske, amerikanske såvel som asiatiske unge, hvor der finder en mærkning af kroppen sted i form af tatoveringer, piercinger, scarification og brændemærkninger. Tiden er nemlig inde til at fejre kroppen og vise, hvordan den er blevet til en personlig ejendel med rige potentialer for iscenesættelse, og altså ikke bare er en krop, der fungerer som en overfrakke, som mennesket nu engang er dømt til at traske rundt med, til værn mod vind og vejr.
Når jeg nu alligevel gerne hæfter mig ved Jesper Jensens pointe med ungdommen som vor tids slaver, så hænger det helt anderledes sammen.
For tegnet på, at bl.a de unge i dag er slaver, skal slet ikke findes i næserne eller på tungerne eller hvorhenne, man nu vælger at lade sig
pierce.
Nej, tegnet herpå er en dagpengeseddel eller et tilmeldingskort til Arbejdsformidlingen. Slaveriet finder sted landet over, når bistandsklienter og ledige sendes ud i tvangsarbejde for deres dagpenge og understøttelse. De nye slavehandlere sidder på kommunerne og i A-kasserne med direktiv oppefra. Som om tvang nogen sinde har ført noget godt med sig!
Her kan man starte med at lede efter årsagen til en eventuel manglende tro på fremtiden; Nutidens unge blev født ind i et behandlersamfund, hvor den vilde natur såvel som den menneskelige adfærd var sat i system. Skulle én af dem en dag vågne op af døsen med trangen til at slippe ud af institutionerne og systemet, så ville vedkommende få uoverskuelige problemer, for der er ingen steder at tage hen. Der findes ingen jord at bygge sig en egen hytte på. Det ser heller ikke for godt ud med mulighederne for at fange sin egen føde. Der findes ingen skov at tage til for at bosætte sig, hvis man gerne vil undslippe at blive tvangsaktiveret i det etablerede og forsøge at klare sig selv foruden pengene. Der eksisterer ikke noget alternativ til det etablerede herhjemme.
Det er noget af en afstraffelsesekspedition, der finder sted over for dagpengemodtagere og andre ledige, når de tvangsaktiveres eller nægtes ydelser.
Der er ikke nogen, der kan leve ingen steder af det rene ingenting.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her