Læsetid: 6 min.

Hvis det ikke var for Stolpegården

21. august 1998

Uden netop dette behandlingstilbud var min familie blevet ødelagt. Tre børn på henholdsvis to, fem og otte år skulle have levet videre med en halv mor i opløsning, på samme måde som jeg har levet med min mor hele mit liv

TERAPI
Jeg er lige vågnet, og min hjerne kører på fuld tryk. Det er ikke det, den plejer at tænke på, for min problematik har ændret sig.
At elske sine børn er for de fleste mennesker en selvfølge, men for mig stoppede det for to måneder siden, hvor jeg akut blev indlagt på psykiatrisk afdeling i Gentofte, fordi jeg ikke kunne rumme flere ting. Fra at have været en person, der var i stand til at have fuldtidsjob, gå på aftenskole, spille i et orkester en gang om ugen, og nogle gange være ude at optræde i weekenden, magtede jeg end ikke de tre børn, min mand og jeg havde sat i verden, vores hjem eller vores sexliv.

Jeg var blevet så vred
Jeg holdt op med at fungere sidste år midt på sommeren. Jeg var blevet så vred og opfarende over for alt og alle, at det blev nødvendigt at finde ud af, hvad der var galt med mig. Vores ægteskab var ved at tage skade,og børnene fik det dårligere og dårligere. De skændtes indbyrdes, og den yngste der snart fyldte to år, skulle hele tiden prøve grænser af, og mit modspil til hende var meget dårligt, jeg magtede det ikke.
Jeg gik til lægen, der gav mig en henvisning til en psykiater.
Den psykiater, jeg kom til var meget hjælpsom. Jeg fik udskrevet en recept på lykkepiller og noget beroligende medicin, og det hjalp i første omgang på mine vredesudbrud, men jeg kunne ikke fungere igen, mit vasketøj hobede sig op, mit hjem lignede 'Jerusalems ødelæggelse'.
Jeg blev henvist til samtaleterapi i gruppe på Stolpegården, og startede kort efter. Jeg skulle deltage i en gruppe, der havde til formål at hjælpe folk med at finde ud af, hvorfor de var holdt op med at fungere, som de hidtil havde kunne gøre. Der var mange forskellige problematikker i gruppen, og jeg faldt hurtigt til. Det var rart at være et sted, hvor man kunne få åbnet op og samtidig høre andres historier, som ofte kunne hjælpe en selv.

Fortrængte overgreb
Da jeg var kommet halvvejs igennem forløbet, fandt jeg ud af, at jeg havde været udsat for forskellige seksuelle overgreb i min barndom, som jeg havde fortrængt. Jeg har siden barndommen brugt enorme mængder af energi på at lægge låg på disse ting, men sideløbende med, at jeg skulle tage stilling til, hvordan jeg skulle opdrage mine børn, er jeg på det ubevidste plan blevet mindet om de overgreb, jeg selv havde oplevet.
Det havde jeg brugt så meget energi på at holde væk at min bevidsthed, at der til sidst ikke var mere "plads i hjernen", hvilket gjorde at jeg ikke kunne overskue noget, ej heller de mest simple opgaver omkring børnene.
Jeg kæmpede mig igennem de sidste gruppesamtaler, og fungerede nu slet ikke i hjemmet. Mine børn blev overladt mere og mere til min mand, og de 20 bevilgede samtaler var overstået, brød det hele sammen for mig, og jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling på Gentofte. Personalet hjalp mig utroligt godt igennem de første dage. Jeg havde selvmordstanker, og var meget selvdestruktiv.
I løbet af nogle få dage, kunne jeg ikke holde den inaktivitet ud, der var på en sådan afdeling. De andre patienter var for dårlige til at man kunne lave noget sammen med dem. Jeg gik ned og cyklede på motionscyklen. Jeg spillede på klaveret. Jeg tegnede på det papir der lå fremme, men som ingen andre brugte, jeg lå på en madras og gjorde gymnastik, og lavede udstrækningsøvelser, for at undgå at blive alt for stiv i min dårlige ryg på grund at de uundgåelige spændinger, der følger med det at have det psykisk dårligt.
Jeg ordnede hele afdelingens blomster, så de blev helt levende at se på igen. Dem var der ikke nogen, der havde rørt i mange måneder. Til trods for, at jeg kunne disse ting, kunne jeg ikke rumme at være sammen med mine børn og min mand.
Så blev jeg indkaldt til samtale på Stolpegården, med henblik på fem-døgns indlæggelse.

Mit aktivitetsskema
Jeg blev under samtalen præsenteret for et aktivitetsskema, der til trods for den håbløse situation, jeg følte, jeg sad i, gav mig et håb om at kunne komme igennem min nedtur på en værdig måde.
Der var gruppeterapi en til to gange om dagen med psykolog og terapeut. Der var fysiske aktiviteter som løb, gymnastik, afspænding. En gang om ugen var der undervisning i et emne, der var aktuelt for os, eller ville kunne give os selv nogle redskaber til at arbejde med os selv.
Jeg blev indlagt og fik et lille værelse, som jeg kunne overskue.

Selvhjælp gir selvfølelse
Jeg har været der nu i to måneder, og har fået lov til at være sammen med nogle medpatienter der var gode at tale med. Vi har hjulpet hinanden utroligt meget, for det samvær vi har indbyrdes, har været uvurderligt. Vi kender hinanden bedre, end terapeuterne kender os, fordi vi tilbringer 24 timer sammen i døgnet, og når vi sidder i grupperne, er vi i stand til at hjælpe hinanden på en måde, der giver os en stor selvværdsfølelse, en følelse de fleste af os havde mistet, inden vi blev indlagt.
Min familie har i flere generationer tilbage været plaget af alkoholproblemer og mange af mine aner, onkler og tanter, kusiner og fætre, har været udsat for incest. Jeg står nu med tre uberørte børn og føler et ansvar for at stoppe det uheldige forløb, der har været generationer tilbage i min familie.

Min mor fik ikke hjælp
Min mors død er det sidste tragiske, der er sket i mit liv. Man har altid hørt, at det var unge piger, der led af spiseforstyrrelser som anorexi og bulimi, men min mor udviklede bulimi i en alder af 47 år.
Hun døde som 52-årig uden at have fået den hjælp, som hun kunne have fået, hvis hun havde fået et behandlingstilbud, som det på Stolpegården. I stedet var hun gentagne indlagt på psykiatrisk afdeling på et almindeligt sygehus, hvor hun selv prøvede at arbejde intensivt med sit problem.
Hun og jeg brugte timer på at kortlægge, hvorfor hun havde udviklet sin spiseforstyrrelse, og hun gik så langt i sit arbejde med sig selv, at hun bad om at blive fikseret på et leje, når hun havde
spist, så hun ikke gik ud og kastede op, men lige meget hjalp det, da hun døde vejede hun 47 kilo. En kvinde på 1.73 m.
Hvis min mor havde fået det behandlingstilbud, som jeg ser mine medpatienter har fået og er blevet hjulpet med, havde hun levet den dag i dag, og nået at opleve at få fem børnebørn.

Politikeres burdeviden
Derfor er det mig meget magtpåliggende at fortælle samtlige politikere, at de skal gå dybere ind i, hvor stor forskellen er, på de psykiatriske behandlingssteder, og at en psykisk syg ikke bare er syg, men et menneske i en krise, som det sagtens kan hjælpes igennem, hvis patienten får en værdig behandling, hvor man samarbejder med terapeuter i stedet for at blive fyldt med piller. Piller dæmper symptomerne, men fjerner ikke årsagen.
Hvis jeg ikke havde fået dette tilbud, var min familie blevet ødelagt.
Tre børn på henholdsvis to, fem og otte år, skulle leve videre med en halv mor i opløsning, på samme måde som jeg har levet med min mor i hele mit liv.
Nu har jeg været indlagt i næsten to måneder, og lige nu, søndag morgen sidder jeg for første gang og glæder mig til en dag med mine børn og min mand. Tak til Stolpegården!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu