Kronik

Stroppeferie med spisepinde

Debat
29. august 1998

Vietnam er et fantastisk land. Men varmen og transportmidlerne sled på os, så vi måtte forklare børnene, at der er to måder at tackle ubehageligheder på: Jamren og brok, eller at få det bedste ud af det

Vi - far og mor og børn på ni og tolv - er på vej til Bali, da der udbryder uroligheder i Indonesien (maj 98). Så alvorlige, at Udenrigsministeriet føler sig foranlediget til at fraråde folk at rejse ud. Hurtig beslutning om årets sommerferie er nødvendig. Skal vi se tiden an og fortsat satse på den eksotiske Paradis-ø eller gøre kort proces? Vi gør det sidste, og Bounty-land, der ifølge rejse-brochurerne flyder med ananas-juice og børnevenlige swimming-pools, må vige pladsen for Vietnam. Vietnam, der siden afslutningen på the American War i 1975 og lanceringen af den såkaldte doi moi i 1986 (en reformpolitik der i praksis har betydet indførelsen af markedsøkonomi), har lokket stadig flere turister til med landets vidunderlige natur, smukke og energiske befolkning og rige kultur - en fascinerende miks af vietnamesisk, kinesisk, indisk og fransk tilsat 40-50 etniske grupper.
De voksnes ønsker har fået første-prioritet med valg af nyt feriemål. Den står nu på en endnu længere flyvetur med overnatning i Bangkok, hvor vi oven i købet skal op før dag, for at nå flyet videre til Hanoi. Ekstra vaccinationer suppleret med sluge-kapsler mod tyfus og to daglige malaria-tabletter, hvoraf sidste medikament skal indtages ikke bare på selve turen, men i fire uger efter hjemkomst. Og i stedet for en lind strøm af komfortable hotel-værelser med udsigt, små afstande i egen (lejet) bil afbrudt af hyppig badning og dykning i smaragd-grønt vand, lyder mosten - viser det sig - på lange seje bilture i ukomfortable mini-busser på bumlede og støvede veje.
Gudskelov går konsekvensen af skiftet fra kuffert til rygsæk i både overført og bogstavelig forstand først op for børnene - og for den sags skyld forældrene - i fuld udstrækning, da familien er tre dagsrejser fra Valby. Drengene er-klærer på skift, at de vil hjem (skodtur). Jeg er selv fristet til at stemme i, da det på fjerde-dagen lykkes mig - omtumlet af søvnunderskud - at forlægge mine ørepropper. Et absolut 'must', hvis man er vant til et 'room of one's own' og nu skal sove fire på et værelse, der vender ud mod gaden.
Det er stegende hedt - 38 grader og en fugtigheds-procent, jeg skriver hjem om. Det myldrer med mennesker, og larmen er voldsom, fordi tusindvis af scootere og små motorcykler med en eller to eller tre eller sågar fire byboere i sadlen haster, suser, svinger, glider og kanter sig frem i en atonal symfoni af uophørlig dytten, så at enhver gade-passering sker med livet som indsats. Tror vi da - indtil vi vænner os til den særegne vietnamesiske trafik-adfærd. Krydses vejen målbevidst uden hastige eller abrupte bevægelser, lykkes det i de fleste tilfælde for både cykler, scootere, cykloer (cykel-rickshaws) og de få biler elegant at undvige dødsforagtende fodgængere. Det gælder både turisterne og de halvt løbende, halvt gående vævre vietnamesere, der skal frem med deres byrder i de obligate to kurve i åg over skulderen.

Det er også alt for hårdt at gå rundt (citat lillebror: "Skodtur"). Og i øvrigt er de - drengene - dødtrætte af at spise med pinde. Eneste kompensation er colaerne ad libitum - de koster en slik, hvad der i øvrigt heller ikke er noget af efter flyrationen er brugt op (skodtur) - og at Hanoi ved Hoan Kiem-søen i byens hjerte kan byde på en eksklusiv café, hvis is-anretninger smager bedre end Strøgets. Vi konstaterer, at klientellet alene består af dollarbeslåede turister, som er et umiddelbart genkendeligt folkefærd. Ikke så meget på grund af foto-udstyret. Snarere sendes signal: Udlænding af bærernes svedende klodsethed i dårligt-siddende tøj samt hyppige overvægt. Sidstnævnte er et særsyn i Vietnam. På 21 dages rejse fra nord til syd mødte vi én tyk voksen og to buttede børn ud af en befolkning, der andrager ca. 75 millioner.
At vietnameserne glimrer ved deres fravær ved café-bordene på søpromenaden skyldes selvsagt ikke aversion mod is, men at vi fire i løbet af en times tid fortærer fast og flydende for et beløb, der svarer til en vietnamesisk månedsløn.

Humør-barometeret er for opadgående, og vi beslutter os for at tage på en tre-dages tur op til Halong Bay og ud til øen Cat Ba. Turen viser sig at være en rigtig bagpack'er-tur, de 170 km tager seks timer hver vej og sejlturen fem. Børnene er totalt kvæstede, og selv begynder jeg seriøst at overveje, om familien hellere skulle have investeret i en ny sofa og en opdateret pc. De små, lasede tiggerbørn i Halong med endnu mindre børn bundet på ryggen, der ser ud til at være dopede, bidrager ikke til opstemtheden, men i det mindste får vi alle fire sat vores ekstreme forkælelse og skvattede magelighed i relief.
Da vi kommer tilbage til Hanoi mere døde end levende, skynder vi os at lægge morgendagens program: Tage børnene med på Caféen, aflægge visit i de mest eksklusive silke-, sports- og cd-forretninger, hovedstaden kan byde på, og om aftenen et restaurant-besøg, hvor kniv og gaffel med sikkerhed kan fremskaffes i nødens stund.
Luksus-indsprøjtningerne investerer gemalen og jeg i ud fra gustne overlæg. Alle sejl må sættes til for at ruste afkommet til næste dags togtur fra Hanoi til den gamle kejserby Hué. 17 timer i en kupé uden air-condition med gitter for totredjedele af vinduerne (der bliver kastet med sten, får vi at vide??), sæder bestående af en hård slagbænk med en tynd sivmåtte, pedal-toilet og ris med ris (Genforenings-ekspressens bud på kød og suppe gefaller ikke). Belært af dyrekøbte erfaringer fra vores ekspedition nordpå prøver vi i sidste øjeblik at konvertere togbilletterne til fly (sådan som vores rejsebureau da også oprindeligt har rådet os til efter anvisning fra deres vietnamesiske kontakt: "Due to the conditions of the train we recommend your clients to go by plane - soft sleepers are not soft anymore"). Men der meldes alt udsolgt på indenrigsflyet til Hué.

Tog-projektet bliver præcis lige så forfærdeligt som frygtet - men her er det også at bunden bliver skrabet for sidste gang. De i denne fase meget lidt overbærende forældre, gør børnene begribeligt, at der er to måder at tackle ubehagelighederne på: Jamren og brok (skodtur) - eller at få det bedste ud af tildragelserne i de resterende 14 dage. Hjem kan de godt skyde en (spise)pind efter. Jeg indstifter dagens positiv-pris, der tilfalder det familie-medlem, der ved aftenstide har gjort mest for at få dagen til at glide, samt en bøde-kasse, hvortil der skal betales, hver gang nogen ytrer et negativt kvæk om maden eller varmen eller hotel-værelserne eller transport-midlerne eller betjeningen eller landet i almindelighed. Storebror får et enkelt tilbagefald efter 16 timer ombord, men selv han medgiver næste dag efter en god nats søvn, at rejsen sydpå igennem de vietnamesiske rismarker i alle afskygninger af farven grøn, de tusindvis af arbejdende risbønder med deres karakteristiske kegle-formede hatte, børnene på ryggen af de græssende vandbøfler, kærrerne med trækdyr, gravstederne midt i markerne og det forbiglidende landskab, hvor bjerge og floder og skove veksler med frugtbar landbrugsjord, har været en mageløs oplevelse.

Vores rejsebureau viser sig at have begået en genistreg ved at installere os på et luksus-hotel med stor swimming-pool, da vi ankommer til Hué kl. tre om natten. De næste tre døgn kommer poderne til hægterne i pølen hjulpet yderligere på vej af spaghetti med kødsovs og rigelig mængder af isafkølede pineapple-juice serveret af tjenende ånder på pool-kanten. De voksne tager imens på stroppetur til kejsergrave, kongeby og Thien Mu-pagoden. Seværdighederne er hver en sveddråbe og hvert et trappetrin værd. Alle er glade og lykkelige, også selv om far og mor skammer sig lidt over deres mangelfulde opdragelse.
Tænk at vi har været så ringe til at hærde vores børn til at klare et par små-strabadser.
Vietnam er for alvor ved at gå os i blodet. Landet er fuldstændigt og aldeles vidunderligt. De stærke farver, det skarpe sollys, de fremmedartede lyde, luften, der emmer af krydderier, markederne til lands og til vands, flora og fauna, arkitekturen, de slanke letfodede vietnamesere, hvis kvinder savner lige i skønhed.
Og maden. Det lyder som et forslidt reklame-slogan, men man har ganske enkelt ikke smagt for-årsruller, før ens smagsløg er blevet kildret af de små fabelagtige nem Sai Gon, der stoppes med allehånde fyld efter ønske inden for kød og fisk og grøntsager. Nem bliver fast hors d'oeuvre ved alle måltider, og spisepinde-teknikken når nye højder.
Med privatchauffør bliver vi transporteret videre til den lille charmerende fiskerby Hoi An, hvor vi skal slappe af et par dage. Her er alt for mange turister efter vores smag, så derfor værdsætter vi, at enhver seriøs Vietnam-rejsendes bibel, Lonely Planet, ikke kan give vores næste rejsemål sin anbefaling: Buon Ma Thuot, provinshovedstaden i Dak Lak, der ligger inde i landet. Det viser sig da også, at vi er noget nær de eneste turister i nabolaget. Vi skal straks videre på et par timers bil-kørsel til en etnisk minoritets-landsby (gruppen m'nong), hvor overnatningen foregår på sivmåtter i et pælehus uden el og rindende vand. Besøget inkluderer elefant-ridning, sejltur i udhulede træstammer og middag indtaget på gulvet.
Yngstebarnet med sit lyse hår vækker her om muligt endnu mere furore end sædvanligt, så vi føler os næsten som 'hvid mand i Afrika'. De to dage er ublandet succes på trods af de primitive faciliteter, og børnenes selvfølelse og udholdenhed er for støt opadgående.

Sidste punkt i det hårdt-pressede rejse-program byder på Ho Chi Minh Byen (Saigon) og det omliggende Mekong-delta med flydende markeder og tidligere Vietcong-baser. Vietnam-krigen er rykket nærmere på os i takt med, at vi har bevæget os sydpå fra den 17. breddegrad, hvor landet blev delt i syd og nord efter Genève-konferencen i 1954. Vi har svært ved at forstå, at de vietnamesere, vi kan kommunikere med om krigen, er så tilgivende over for deres tidligere fjender og tilsyneladende insisterer på alene at se fremad. Taget i betragtning at Den amerikanske krig 1962-75 er én af de mest meningsløse og tåbelige krige i verdenshistorien, og at dens bombardementer og kemiske krigsførelse har påført civilbefolkningen ufattelige lidelser og tab. Har befolkningen generelt virkelig ingen aggressive følelser, eller papegøjer de, fordi forsoning er det siddende styres officielle politik?
Jo mere viden, vi samler om
Vietnams historie og uafhængigheds-kampe, og jo mere indsigt i Vietnam-krigens forløb og alliancer, jo mere harmes vi over den amerikanske udenrigspolitik i Indokina, hvor de hovedansvarlige Præsident Lyndon B. Johnson og forsvarminister Robert S. McNa-mara, uden konkurrence snupper prisen som to af de mest skrupelløse magthavere i verdenshistorien. Jeg ser på deres portrætter på Museet for Krigsforbrydelser med et fromt ønske om, at de begge til evig tid må blive ristet over sagte ild. Deres forbrydelser mod det
vietnamesiske folk og deres land plus mere end en halv million unge amerikanske soldater, får Milosevics meriter til at blegne.

Til gengæld kan man i 1998 fryde sig over, hvordan det er lykkedes Vietnam at komme på fode. Alle vegne er der aktivitet. Der anlægges og repareres veje overalt. Nye bygninger skyder op med rekord-fart. Cyklerne skiftes ud med motorcykler og biler. Handelen blomstrer, og credit-cards er ved at blive gangbar betaling i takt med den stigende turist-strøm.
Men her er også skønhedspletter. Ikke bare de synlige i form af de mange tiggere og krigsinvalider og børnehaven foran Saigons domkirke, der har stuvet elleve tre-årige ned i en kravlegård, mens resten af børnene sidder som fugleunger på række med åbne munde og får serveret en skefuld mad ad gangen fra én skål med én ske af én voksen. Men også de usynlige: Et omfattende bureaukrati og udbredt korruption, der lægger hindringer i vejen for den økonomiske udvikling.

De 16 timers flyvning hjem til København med mellemlanding i Bangkok og München vinker forude, men vi er garvede rejsende nu. Både store og små har haft gavn af at blive konfronteret med en kultur, hvor livsbetingelserne er så meget anderledes. Der har været mange drøje omgange med tynd mave, køresyge og opkast, spoleret nattesøvn, ulidelig varme og idelig vask af tøj, der ikke vil tørre i den fugtige varme. Det har været hårdt og lærerigt - og jeg kan kun anbefale de små kernefamilier straks at begynde at spare op.
Rejsen har været hver en vietnamesisk dong værd. Ude har som så ofte før ikke bare givet frisk pust til sanserne undervejs og overskud til lønarbejdet, men skabt en dyb taknemmelighed over Hjemme.
I øvrigt har drengene siden hjemkomsten insisteret på kun at indtage middags-risen med spisepinde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her