Kronik

Et tabu blev brudt

Debat
26. august 1998

I bogen Et liv der ikke dør rørte filosoffen Peter Kemp ved et tabu: Man må ikke bruge en konkret personlig tragedie i en kritik af den lægelige behandling af en elsket person, der døde. Men bruddet har tjent sit formål: Omsider er lægerne trådt ind i samtalen

TRO & FILOSOFI
Den 13. august udkom tidsskriftet Dagens Medicin med sammendrag af en samtale mellem mig og formanden for Lægeforeningens etiske udvalg, overlæge Steen Borberg, i overværelse af journalist Birgit Brunsted.
Samtalen var opmuntrende alene af den grund, at den fandt sted. Ganske vist var et andet medlem af samme udvalg, overlæge Ole Hartling, allerede sidste efterår villig til at tale offentligt med mig i en tv-udsendelse. Men siden udgivelsen af bogen Et liv der ikke dør med tekster af min kone Margrethe og mig selv har ingen aktive hospitalslæger offentligt forsøgt at tage stilling til den kritik af nogle stærke tendenser i
hospitalsetikken, jeg har ført frem. Men nu er samtalen omsider kommet i gang og det er den første betingelse for, at noget kan forbedres.
Det er også værdifuldt at Borberg erkender at læger ofte ønsker at opfylde et præ-stationsideal om at gøre noget videnskabeligt og teknisk i situationer, hvor der er meget mere behov for omsorg og respekt, og dermed blokerer for kommunikationen med patienten. Desuden hører han til de læger, der forstår, at medicinstudiet må ændres, så de kommende læger konfronteres med patienter af kød og blod på et tidligt tidspunkt før de har hele den byrde af viden i hovedet, der hindrer dem i bare at se det lidende medmenneske. Man må håbe, at Borbergs fordomsfrie åbenhed vil blive fulgt af bred kvalificeret debat om sagen med deltagelse af både hospitalslæger og 'lægfolk', der kan vidne om, hvad de har oplevet på sygehusene.
Men hvorfor har denne debat haft så svært ved at komme i gang?
Den hidtidige påfaldende tavshed overfor en kritik af en bestemt sygehusafdeling og to af dens overlæger, som er nævnt ved navn i Et liv der ikke dør, hænger utvivlsomt sammen med, at jeg med denne kritik har rørt ved et tabu i debatten om vores sygehusvæsen og dets behandling af patienterne: Man må ikke bruge en konkret personlig tragedie, som man selv har været involveret i, som argument i en kritik af den lægelige behandling af en elsket person, der døde. Dermed ødelægger man muligheden for en saglig debat, for lægerne kan ikke forsvare sig overfor den anklage, der udspringer af tragedien. Anklagen bæres frem af en kritiker, der i kraft af det drama, han selv er den efterlevende hovedperson i, får monopol på at udlægge, hvad der menneskeligt, psykologisk og eksistentielt skete i forhold til den afdøde og i forhold til kritikeren selv. Det bliver umuligt at føre en principiel debat, der ser sagen fra alle sider. Lægerne, der har været med-ansvarlige for det behandlingsforløb, der kritiseres, må - ligesom enhver der gerne vil forsvare dem i sagen - blot dukke hovederne og se frem til, at stormen driver over.

Denne begrundelse for det tabu, jeg ikke respekterede med udgivelsen af bogen, er fremført i det eneste brev jeg har fået fra en personlig bekendt, som er betænkelig ved bogen. Ingen andre breve jeg har fået i anledning af udgivelsen - heraf en hel stak fra forskellige læger - forsøger at forsvare tabuiseringen af person-
lige vidnesbyrd i den offent-
lige debat om sygehusvæsnet. Og det gør Steen Borberg i øvrigt heller ikke i vores samtale med Dagens Medicin. Men der er ingen tvivl om, at der ikke mindst på sygehusområdet er en del læger, der tænker og føler som min bekendt.
Til en vis grad forstår jeg godt deres følelser. De vægrer sig imod, at mennesker der blindet af en tragedie fremfører uholdbare anklager imod læger og sygeplejersker, som har forsøgt at yde deres bedste i det vanskelige arbejde de har, opfattes som gyldige sandhedsvidner i en debat om den etiske standard for behandlingen af patienter på sygehusene.
Problemet er imidlertid, at hvis personlige vidnesbyrd om, hvad der er foregået med behandlingen af en patient, overhovedet ikke kan indgå i den offentlige debat om de både faglige og eksistentielle svagheder i behandlingssystemet, er debatten som sådan på forhånd umuliggjort. Hvis ethvert personligt vidnesbyrd, der offentligt kritiserer en patientbehandling, på forhånd afvises som en aggressiv patients eller på-rørendes forvandling af sorg og lidelse til vrede imod behandlerne, er der i hvert fald ingen mulighed for en kritik af etiske holdninger og kommunikationsformer hos disse behandlere, for der findes i dag ingen instans, hvor den slags kan behandles seriøst og kompetent for lukkede døre.

Det er måske heller ikke ønskværdigt, at alle spørgsmål om lægernes etik behandles for nedrullede gardiner. Af den enkle grund af disse spørgsmål hænger sammen med en krise i hele vores kultur.
Vi har opnået fantastiske resultater med videnskab og teknologi, men de er vokset os over hovedet og mange magter derfor ikke at tænke og handle videnskabeligt og teknologisk i samklang med en human holdning, der både tager hensyn til det andet menneskes sårbarhed og ser forskerens og teknikerens egen menneskelige sårbarhed i øjnene. De bliver kynikere både over for andre og over for sig selv.
Denne magtesløshed må nødvendigvis vise sig mest, hvor mennesker i en svag position står over for andre i en stærk position. Og navnlig må den blive akut, hvor den stærke position er dannet af bevidstheden om at sidde inde med en videnskabelig og teknisk kunnen, medens den svage position er en fysisk og psykisk underlegenhed som følge af sygdom eller handi-kap eller blot fordi der er tale om forsvarsløse børn eller gamle. Kort sagt, den må blive akut i læge/patient forholdet.
Der skal en stærk personlighed til at være hospitalslæge i dag og bevare sin menneskelighed i forhold til pa-
tienter og pårørende. For der skabes en indskrænket og afstumpet mentalitet allerede ved uddannelsen af lægerne på universiteterne, hvor den toneangivende tendens er en stadig kraftigere videnskabeliggørelse af lægekunsten uden tanke på, hvordan den fortsat kan eksistere som kunst, dvs. være menneskelig omsorgsfuld. Mange læger ved, at det står galt til, herom vidner den samling breve fra læger jeg har fået. Men lægekunstens forfald fortsætter, fordi det er den videnskabelige dygtiggørelse alene, der anses for at kunne give en fin karriere, og man tror i øvrigt også, at det er videnskaben de allerfleste patienter vil have mere af.

De mange mennesker, jeg har talt med i forbindelse med min offentlige kritik af behandlingen af Margrethe på et bestemt sygehus, har givet mig en fornemmelse af, at der i dag er en kraftigt understrøm i befolkningen af utilfredshed med mange hospitalslægers etik. Nogle forsøger at fremføre klager i systemet, men det hører absolut til undtagelserne, hvis klager over etiske holdninger fører til indrømmelser af, at noget måske kunne gøres bedre. Så godt som alle har mødt en mur af tavshed eller afvisning, sådan som jeg selv har mødt den fra den afdeling, hvor Margrethe døde.
Hvorfor er de ansvarlige læger så bange for at indrømme at den menneskelige kontakt mellem læge og patient kan være mangelfuld eller direkte krænkende for patienten? Hvorfor skal en hospitalslæge være etisk ufejlbarlig? Utvivlsomt fordi man frygter for, at indrømmelser på dette område vil 'skræmme patienterne'. Patienterne bør føle sig trygge på hospitalerne og forvente at deres 'personlige integritet' respekteres, sådan som de skal i følge de danske Etiske regler for læger.
Men hvad nu hvis der finder en hel del krænkelser sted og hvis mange mennesker ved det, men også ved at det tysses ned? Så opnår man det modsatte ved ikke at ville tale om sagen. Patienterne bliver for alvor skræmte, fordi de hændelser, der skræmmer, ikke kan lokaliseres. Det bliver så hele sygehussystemet, der virker utrygt, når kritikken til forbedring af forholdene ikke må komme frem.

Foromtalerne af Et liv der ikke dør var overvældende positive og jeg blev især slået af journalisternes personlige engagement i sagen. Et par anmeldere kunne ikke lide bogen, men den ene af dem erklærede, at hvis der blot var én syg, der fik glæde af bogen, eller én læge, der blev klogere, ville hun trække hele kritikken tilbage. En noget pudsig og selvfølgelig dybt irrationel holdning. Man kan - også som anmelder - have et standpunkt til man tager et nyt, men man kan ikke have to standpunkter på een og samme tid. I den anden anmeldelse havde inkonsekvensen en anden form, idet anmelderen roste Margrethe for at udtrykke de samme tanker, som han gav mig ris for. Men alle andre anmeldelser har jeg kun haft grund til at være taknemmelig for.

Bogen har ikke været ligegyldig for nogen anmelder. Den har rørt ved deres følelser, naturligvis fordi den berører et dybt alvorligt problem, hvortil man næppe kan være neutral Og det havde næsten været for godt til at være sandt, hvis en bog, der overtræder et tabu i den almene debat, havde mødt lutter velvilje. Det er helt klart tabuet, man forsøger at opretholde, når bogen afvises, og man gør hvad man kan for at skræmme andre fra at fremføre personlige vidnesbyrd på samme måde som jeg har gjort det. Det er 'mudderkastning' imod folk, han overhovedet intet kender til, skrev den ene anmelder. Det er 'forklædt smerte' var overskriften på den andens artikkel.
Folk skal vide, hvad der venter dem, hvis de træder frem, sådan som jeg har gjort det. Disse reaktioner må jeg naturligvis betragte som reaktionære og blokerende for en indsigt i, hvad der virkelig forgår på hospitalerne.
Men der er grund til at tro, at disse forsøg på at skræmme folk fra at komme med personlige vidnesbyrd om etikken på hospitalerne ikke vil lykkes. Når Margrethes og min bog har kunnet sætte en samtale med lægerne i gang, sådan som samtalen med Steen Borberg vidner om det, må det også være muligt for andre at bliver hørt. Vi kan i hvert fald håbe, at der vil ske forbedringer af lægeuddannelsen på universiteterne og af etikken på de dårlige
hospitalsafdelinger.

APROPOS
Krav, der ikke dør
Fornylig udkom nyhedsavisen Dagens Medicin med en opsigtsvækkende samtale mellem filosoffen Peter Kemp og psykiateren, overlæge Steen Borberg. Emnet var, i sin etiske enkelhed, hvad patienter med rimelighed kan forlange af læger.
Inspireret af denne samtale har Peter Kemp skrevet dagens Tro og Filosofi. Tidligere i år udgav Peter Kemp sin stærkt personlige bog Et liv der ikke dør, der rejste en pinefuld debat om, hvordan læger administrerer både deres behandling og deres kommunikation med patient og pårørende. Anledningen var hans hustrus, lægen Mar-grethe Lomholt Kemps død af brystkræft sidste år, kun 41 år gammel, på deres yngste barns et års fødselsdag.
I en kronik i Politiken, der blev offentliggjort kun fem uger efter Margrethe Lomholt Kemps død - er optrykt i bogen - skriver Peter Kemp bl.a. om sin kones sidste døgn: "Selv om hun vidste alt om sine kollegers tillærte forstokkethed og angst for tovejskommunikation, var det naturligvis noget andet at møde den ansigt til ansigt. Dette bidrog utvivlsomt mere end selve sygdommen til at tappe hendes sidste kræfter."
I samtalen i Dagens Medicin svarer Steen Borberg blandt andet: "Målestokken for den dygtige læge er en læge, som gør noget. Og det er de forskydninger, du så oplever som en fortrængning af menneskeligheden. Men det der arbejder nede i lægen i de situa-
tioner, er vel skyld og skam over ikke at kunne opfylde et præstationsideal, som er fuldstændig irrationelt. Og som forbliver irrationelt, fordi det ikke bliver taget op."
Her henleder Borberg opmærksomheden på, at lægen ikke blot skal bære patientens og de pårørendes sorg, men også indse sin egen afmagt i et system, der - naturligt nok - lægger vægt på resultatet, nemlig helbredelse. For bedre at kunne løfte den slags opgaver, foreslår Borberg også, at læger lærer mere om den slags og bla. i højere grad møder 'patienter i kød og blod' allerede under selve studiet.
Under alle omstændigheder: Debatten om lægers magt og afmagt trænger sig på i en tid, hvor sundhedssektoren er under voldsomt pres. Måske forlanger vi indimellem, at lægen skal træde i Vorherres sted og fuldstændig fri os fra lidelse og død. Og det kan blive for meget. mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her