Læsetid: 3 min.

Tag hensyn til alle forfattere

Debat
4. august 1998

Jeg håber, at kulturministeren vil tænke sig rigtigt grundigt om, inden hun sætter det sidste punktum i sagen om biblioteksafgiften

FORFATTERE
Hvordan kan det egentlig gå til, at forfattere, der skriver lærebøger til brug for fremmedsprogsundervisningen i det danske uddannelsessystem, med ét bliver frataget retten til biblioteksafgiften? Det var det, der skete i 1992, da der blev vedtaget en ny biblioteksafgiftslov, og biblioteksafgiften ændredes fra at være en vederlagsordning til at være en kulturstøtteordning.
Som en af mange forfattere i denne kategori finder jeg, at det nu er på høje tid at få den aktuelle debat belyst ud fra vores synsvinkel også. Jeg vil starte med at se på ordet "kulturstøtteordning". Hvad mon det egentlig indebærer? Jeg er sprogarbejder og medforfatter til bøger om spansk kultur, men holdes uden for afgiftsberegningen. Selv om der i dagens Danmark tales om vigtigheden af kendskab til fremmede kulturer, ja så er den, der formidler en fremmed kultur i Danmark ikke omfattet af en kulturstøtteordning.
Der findes nemlig en administrativ praksis, fastsat af Statens Bibliotekstjeneste, der siger, at kun bøger, der indeholder over 50 pct. dansk berettiger til biblioteksafgift. Det vil sige, at sprogligt og kulturelt introducerende værker som f.eks. et begyndersystem i dansk ikke udløser nogen form for kulturstøtte, da sådanne lærebøger i sagens natur ligger over 50 procent grænsen. Endskønt Biblioteksafgiftsnævnets beretning fra 1992 medgiver os lærebogsforfattere en "væ-sentlig pædagogisk og kulturel indsats." Men en bog på overvejende dansk (f.eks. 55 procent) om samme spanske kultur vil udløse bibliotekspengene. Det samme gælder en spansk-dansk ordbog.

Hvor er logikken
Så er det, at jeg tillader mig at spørge: Hvor er logikken henne i fordelingen af denne biblioteksafgift?
Da "kulturstøtteordning" åbenbart ikke er entydigt, kunne man fristes til at klamre sig til ordet "biblioteksafgift" og, som Ole Sohn i Politiken den 17. juni 1998, mene, at "biblioteksafgiften er en afgift, staten betaler til forfatterne som kompensationer for at bruge deres bøger til udlån på bibliotekerne". Men også her går man galt i byen, for ordet skal ikke tages bogstaveligt. Det er blot en betegnelse, der stammer "fra ordningens indførelse i 1946", ifølge Bi-blioteksstyrelsen selv. Det var ellers ærgerligt, for i mit tilfælde er det en kendsgerning, at de fremmedsprogede værker, jeg er medforfatter til, forefindes og benyttes på 46 af Danmarks folkebiblioteker. På de store biblioteker i Odense, København og Århus endda i flere eksemplarer og med reservationslister. Det er denne kendsgerning, der får mig helt ud på den yderste kant af stolen. Hvordan kan det i grunden være, at det danske biblioteksvæsen må blæse på vores ophavsret, må disponere frit over vores bøger og udlåne dem gratis uden at betale os en rød øre for det? Skal der megen fantasi til at forestille sig, at forfatterne her går glip af fortjeneste?
Jeg finder virkelig, at der er flere punkter at revidere i Loven om Biblioteksafgiften her til efteråret.
Jeg håber, at kulturministeren vil tænke sig rigtigt grundigt om, inden hun sætter det sidste punktum i denne sag. For der er flere forfattergrupper at tage hensyn til end blot dem, der er medlemmer af Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere. Eller dem, der som medlemmer af Arbejdsudvalget vedrørende Lov om Biblioteksafgift måtte være skræk-slagne for at skulle dele den eksisterende pulje med forfatterkategorier som os lærebogsforfattere, der skriver på fremmedsprog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her