Læsetid: 5 min.

Tivolisering af kulturlivet

11. august 1998

Der er ikke noget hverken folkeligt, demokratisk endsige kulturelt i at lokke flere ind på museerne for at sidde i cafeen, shoppe i butikken eller aflevere børnene i museets pasningsordning

KULTUR-POLITIK
Kulturinstitutionerne udvider i disse år. Ikke blot Det meget omtalte kongelige Teater, men også Statens Museum for Kunst, Det kongelige Bibliotek, Louisiana, Trapholt osv. osv. Oven i købet samtidig med at der opføres nye museer som Arken og Portalen m.fl. og indrettes udstillingslokaler i nedlagte fæstningsværker og industribygninger som Turbinehallen mv.
Et boom i den offentlige interesse for kulturen, må man tro. Folk vælter ind på museerne, og optællerne rapporterer samtidig, at der købes flere bøger end nogensinde. Kulturformidlerne har kronede dage: Det er i stigende grad dem, der - under den nydanske titel af 'kuratorer' - signerer udstillingerne. Kunstnerne og kunstværkerne må så indrette sig i de nicher, arrangørerne tildeler dem.
Når man ser på planerne for de nyeste udbygninger, kan man imidlertid komme i tvivl om, hvad dette boom egentlig handler om.

Tag nu udbygningen af Statens Museum for Kunst, hvor der klart må være brug for udbygning for at give plads til de store rober, der skal være med til at lokke husarerne inden for.
Som planerne for udbygningen er blevet præsenteret i pressen, er det centrale i ombygningen af den 10.000 kvadratmeter store eksisterende bygning og nybygningen på 15.000 kvadratmeter at indrette børnemuseum, forretning og boghandel, en stor café samt naturligvis mere administrationsplads. Altsammen, som det ses, funktioner der ikke har noget at gøre med det, museet egentlig er museum for: Statens Museum for Kunst, hedder det. Men det er ganske åbenbart ikke dét, der satses på.
Det er ikke for at få plads til den samling af Fluxuskunst, museet for nogle år hævdede ikke at have plads og råd til, at der nu udbygges i dyre domme - oven i købet på bekostning af et af byens værdifulde parkområder og den eneste kælkebakke for børnene i indre by, for slet ikke at tale om Dahlerups gamle bygning.
Næh, ifølge pressens oplysninger skal de udstillingssale, som traditionelt har været betragtet som museets bedste, nu benyttes til museumsshop og boghandel til venstre og café til højre for hovedindgangen. Og til at administrere alt det plus det børnemuseum i en stor glaskasse, hvorfra børnene kan kigge ud i parken, skal der naturligvis meget mere kontorplads. Det siger sig selv efter den logik for både bureaukratisk vækst og almindelig tivolisering af kulturlivet, der er slået så markant igennem i det danske samfund de sidste 10-15 år.

Den altafgørende og enerådende målsætning for kulturinstitutioner er nu for tiden, at forøge antallet af besøgende.
Det er fuldstændig samme model, som har kørt dansk fjernsyn i sænk efter indførelsen af en kanal nr. to: indholdet er ligegyldigt, interessen samler sig udelukkende om optællingen af næser pr. udsendelsesflade. Og for at sikre sig det maksimale publikum skruer man for en sikkerheds skyld niveauet ned til laveste fællesnævner ud fra den uforgribelige forudantagelse, at flertallet er for dumme til at fatte andet.
Det er egentlig en kommerciel model, der skal sikre flest mulig penge i kassen. Men sjovt nok trives den meget ofte sammen med traditionelle socialdemokratiske opfattelser af 'folkelig kulturpolitik': formidling af kunst og kultur til det bredest mulige publikum, demokratisk adgang til kulturgoderne i modsætning til en elitær kunst forskanset i lukkede elfenbenstårne.
Der er imidlertid ikke noget hverken folkeligt eller demokratisk i at tale ned til folk. Det gør blot tv-udsendelserne tamme og kedsommelige, at man så tydeligt fornemmer, hvordan producenten har ment at skulle tekste dem for tumper, i stedet for at lave noget, han selv fandt interessant.
Der er heller ikke noget hverken folkeligt, demokratisk endsige kulturelt i at lokke flere ind på museerne for at sidde i cafeen, shoppe i butikken eller aflevere børnene i museets pasningsordning.

Det har dybest set ikke noget at gøre med kulturpolitik, undtagen i en meget afledt forstand: Nemlig forsåvidt det drejer sig om at udvide ansættelsesområdet for administratorer og formidlere. Dels alle dem, der skal til for at drive hele den dyrehavsbakke, som breder sig omkring det tomme centrum, hvor museets egentlige genstand skulle have befundet sig. Dels alle dem, der så subsidiært kan lave optællinger og budgetter og kulturudredninger m.m.m., som kan indleveres til kulturudvalg, bestyrelser osv. hele vejen op til kulturministeriet, hvor der atter kan sidde en hærskare af formidlere og administratorer.
Kunsten og kulturen bliver et rent påskud i denne tivolisering, under paroler om folkelig oplysning og demokratisk adgang.

Det er ikke demokrati, men formynderi og pædagogisk besserwissen - eller bare rent fup - at folk partout skal trækkes ind på museerne (om så skal være ved hjælp af cafeer, butikker og anden udenomsgarniture), hvis de nu slet ikke er interesserede i f.eks. billedkunst. Hvorfor kan de så ikke bare få lov at være i fred? - Oven i købet fortæller konservatorkyndige mig, at den klassiske billedkunst overhovedet ikke kan holde til at blive forevist for et massepublikum; billederne eroderes simpelthen af den mængde af kuldioxid, fugt osv., så mange mennesker udsondrer.

Måske kan man også anlægge et mere muntert syn på sagen, eller kynisk, om man vil:
Forleden var jeg på Louisiana en dag med mange mennesker. Så mange, at vi nær var vendt om, da vi så køerne udenfor og opmarchen af biler. Alligevel var det faktisk muligt at se udstillingen uden trængsel i salene, hvad vi undrede os noget over - indtil vi nærmede os café-afdelingen, og forklaringen gik op for os: Størsteparten af de besøgende opholdt sig i cafeen, hvor der var netop så pakket, som vi havde frygtet der ville være på udstillingen.
Under den vinkel er den almindelige tivolisering af museerne i disse år måske alligevel nyttig! Og de kostbare udbygninger kan siges at have et formål: De holder den store mængde af besøgende beskæftiget med alt udenomsgøglet, så den mindre skare, der interesserer sig for museernes angivelige indhold, kan få plads. Og tilmed uden at museerne mister de offentlige tilskud og sponsorpenge, der er betinget af optællingen af næser ved indgangen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu