Læsetid: 1 min.

Ukollegialt regnestykke

20. august 1998

De finkulturelle forfattere har allerede tidligere forbedret deres indkomster på bekostning af andre forfattere. Jeg ville skamme mig, hvis jeg var dem

GRISKHED
Endnu engang er det lykkedes den finkulturelle elite blandt forfatterne at forbedre deres indkomst på bekostning af andre kolleger ved en aftale med kulturministeren (hvad ville de ansatte i Kul-turministeriet sige til at skulle afstå 35 pct. af deres indtægter til kollegerne i f.eks. Justitsministeriet?).
Jeg har udgivet voksen skønlitteratur, børne- og ungdomslitteratur samt faglitteratur og kan forsikre, at den arbejdsmæssige investering er lige stor for alle tre gruppers vedkommende. De eneste forskelle af betydning ligger i, hvor meget research der kan være påkrævet. Hvad det angår, har jeg et par gange haft mere research på en ungdomsroman end en voksenditto.
Eliten ønsker formodentlig kompensation for, at deres salg til bibliotekerne ikke er så stort, men det skyldes ganske enkelt, at der ikke er samme efterspørgsel efter den finkulturelle roman som børnebogen og faglitteraturen, hvilket er en statistisk kendsgerning, og det skyldes uden tvivl, at de to gruppers samfundsmæssige betydning er større end finlitteraturens. Det, der nu er sket, smager lidt af, at vil lånerne ikke læse den finkulturelle roman, skal de alligevel betale for at have den stående på bibliotekshylderne.
De finkulturelle forfattere har allerede tidligere forbedret deres indkomster på bekostning af andre forfattere og de i forvejen dårligt aflønnede oversættere. Desuden har de andre store indkomster via finansloven og Statens Kunstfond, som de nødigt deler med andre. Der er åbenbart ingen grænser for deres griskhed. Ærligt talt: Jeg ville skamme mig! Men med mit kendskab til nogle af dem, ved jeg, at det er for meget at håbe på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu