Læsetid: 4 min.

Besættelsestiden og den kollektive erindring

Debat
17. september 1998

Et dementi af, at vi skulle have fremstillet danskerne som "skabs-nazister", vil vi have. Uden reservationer

SVAR
Information har haft svært ved at finde en grimasse, der kan passe til vores bog Besættelsestiden som kollektiv erindring. Bladets dækning begyndte med en kronik af os den 15. august. Vi havde givet kronikken titlen 'Konstruktionen af besættelsestiden'. Det var nemlig det, den handlede om. Uden at rådføre sig med os ændrede Information imidlertid titlen til 'En lærke nedskudt'! Det skulle åbenbart være smart journalistik, hentydende til den berømte sang af Mads Nielsen fra 1945, En lærke letted. Problemet er bare, at Information med denne omvending af sangens titel kom til at forvanske meningen med kronikken, som ikke var udtryk for nogen 'nedskydning' af modstanden under besættelsen, men nok for en kritik af den kollektive erindring med mytisk præg, der er blevet bygget op omkring besættelsestiden. Kronikken viser, hvordan den kollektive erindring om besættelsestiden er blevet konstrueret fra 1945 til i dag - hvilke interesser og parter, der har gjort sig gældende - og udgør ikke en revision af selve besættelsesfortiden. Titel og indhold havde altså ikke noget med hinanden at gøre, hvilket vi stærkt beklager.

Fordrejninger fortsætter
Men denne skelnen mellem tiden 1940-45 og de efterfølgende 50-53 år er åbenbart for svær at fatte selv for Informations intellektuelle journalister, så på trods af Ole Langes gode og rigtige læsning af bogen i hans anmeldelse den 21. august fortsætter bladet med fordrejninger af indholdet.
Den 28. august påstod chefredaktør Jacob Mollerup således på trods af en anerkendelse af vores 'mod' og originalitet mht. metoden, at vores vinkel var forkert: "Vil de (altså undertegnede) virkelig have, at der skal holdes hyldesttaler for samarbejdspolitikkens fremmeste?" skriver han. Hvorfor skulle vi ville det? Der er intet belæg for noget sådant i bogen, det er blot udtryk for sort-hvid tænkning hos skribenten. Og senere hedder det hos Mollerup: "Det nationale skønmaleri... får imidlertid i forfatternes gengivelse en placering, som langt overgår virkeligheden... Når det kommer til stykket, ved de fleste godt, at de gamle politiske partier - anført af Socialdemokratiet, Venstre og de konservative - i mere end tre år gik ind for et tæt samarbejde med nazisterne." Mollerup mener, at "den danske befolkning" har en helt anden og realistisk "historisk facitliste".

Hvad med beviserne?
Hvor ved Mollerup det fra? Det er videnskabeligt set uhyre vigtigt, hvis han kan føre bevis for dette udsagn, for det er vel, hvad alle historiedidaktikere drømmer om: At kunne sige med sikkerhed, hvad en befolkning mener om dette eller hint historiske emne. Og selv om Mollerup havde ret, ville der vel alligevel være et problem, hvis diskrepansen mellem befolkningens opfattelse og de officielle iscenesættelser var så stor, som han anser for sikkert.
Men det er alligevel ikke det afgørende her. Det afgørende er, at vi slet ikke tager stilling til, hvad befolkningen mente eller mener, således heller ikke til graden af anti-tyskhed, anti-nazisme el. lign. under besættelsen. Vores bog handler nemlig ikke om disse holdninger hos befolkningen (men nok hos dele af magthaverne), men om hvordan historien og erindringen er blevet bygget op i årene efter befrielsen, primært af magthaverne. Det burde Mollerup have kunnet læse sig til, for det fremgår krystalklart af indledningen og i øvrigt igennem hele bogen.
Vi tror snarere, at Mollerup har læst andre aviser og herfra har overtaget nogle vrangforestillinger fra folk, der med garanti ikke har læst bogen. Eller folk, der vil afværge kritisk tænkning. Som når Arne Melchior i Berlingske Tidende den 8. september skrev: "I stedet for at læse Brylds og Warrings bog vil jeg anbefale, at man læser eller genlæser nogle af de helt igennem fornemme skrifter, som vi har fra helten Frode Jakobsens og historikeren Jørgen Hæstrups hånd."

Mønstret gentages
Samme form for afværge-reaktion satte ind i visse medier flere dage før Mollerups artikel og falder i øvrigt helt i tråd med de situationer i erindringsudviklingen, vi har fremanalyseret i bogen. Vi havde heller ikke ventet andet end at mønstret fra tidligere afsværgninger af kritiske historikeres arbejder ville gentage sig, men dog ikke fra Informations side. Heller ikke, selv om bladet oprindelig udsprang af modstandsbevægelsen.
Højdepunktet blev imidlertid nået den 14. september, hvor kronikredaktøren Marie-Louise Kjølbye frejdigt postulerer, at vi har hævdet, at danskerne mellem 1940 og 43 var "skabs-nazister"! Hermed afslører hun, at hun heller ikke har været i nærheden af bogen. Hendes postulat skal danne baggrund for en i øvrigt fin kronik samme dag med erindringer fra besættelsestiden af Svend Grundtvig. Kronikkens indhold er nøgternt og lavmælt, og vi kan ikke være uenige med ham i hans individuelle erindringsperspektiv. Vi beundrer skam også mange frihedskæmpere for deres indsats under besættelsen. Men hvorfor skal resultatet af vores analyse af den kollektive erindring forvrides til ukendelighed af redaktionen for at give baggrund for denne udmærkede kronik? Vi forstår det ikke.
En ideologisk forklaring vil vi helst ikke give, det drejer sig snarere om fortravlethed og smartness. Men et dementi af, at vi skulle have fremstillet danskerne som "skabs-nazister", vil vi have. Uden reservationer. Ellers må Information over for læserne dokumentere, at vi skulle have skrevet noget så dumt og politisk forløjet. Og vi som gik og troede, at der dog var én anstændig avis tilbage herhjemme...
Det er nemlig ikke nok at være den mindst ringe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her