Læsetid: 3 min.

Faklen i retten

Debat
9. september 1998

Informations dækning af Faklens retssag er tendentiøs og misvisende

SMÆDET
I Information den 29. august og 4. september giver David Rehling en bemærkelsesværdig tendentiøs og misvisende fremstilling af den retssag, som tidsskriftet Faklen har anlagt mod formanden for Folkebevægelsen mod Nazisme, Frede Klitgård, angående en række ukorrekte og groft mistænkeliggørende påstande om nazisme, som han har rettet mod Faklen i Dagbladet Arbejderen, 15. marts 1997.
Løgn fra ende til anden, men løgn, som immervæk kommer fra en af landets største autoriteter på området, formanden for Folkebevægelsen mod Nazisme, og som derfor har en uhyggeligt overbevisende effekt, som Faklen ikke kan hamle op med.

Ekspert tog fejl
Derfor injuriesagen, som vi vandt i Hillerød Byret, men som Klitgård ankede. Jeg skal her klargøre nogle altafgørende punkter, der enten er fuldstændig udeladt eller fordrejet i Rehlings artikler.
Overskriften i Information den 4. september lyder: 'Kontroversielt tidsskrift frikendt for nazistiske tilbøjeligheder'. Dette er vist ikke en særlig saglig indgangsvinkel til en sag, hvor Faklen ikke stod anklaget for noget som helst og derfor selvfølgelig heller ikke behøvede nogen 'frifindelse'.
Dommene i sagen er tydeligvis gået Rehling imod, men har man de væsentligste punkter in mente, er sagsudfaldet ellers indlysende - de kommer derfor her:
Klitgård hævder at have forvekslet tidsskriftet Faklen, der begyndte at udkomme i efteråret 1996, med en højreekstremistisk pamflet af samme navn, der gik ind i 1991. Dette er for os at se en usandsynlig forklaring - og det af flere grunde: Klitgård understregede i Østre Landsret, at han personligt var 'eksperten' i forholdene omkring nazismen i dagens Danmark - skulle netop han da virkelig ikke vide, at pamfletten ikke eksisterer længere? Utænkeligt.
Eksperten fremfører tilmed sin 'forveksling' på baggrund af et indlæg af undertegnede i egenskab af redaktør af Faklen, hvoraf det eksplicit fremgår, at tidsskriftet bekæmper nazisme, kapitalistiske massefyringer og stramninger i asylpolitikken. Gør det hans 'forveksling' mere sandsynlig? Næppe.

Bizarre skældsord
Og endelig er det vanskeligt at se, hvorledes eksperten kan have forvekslet tidsskriftet Faklen med den hedengangne pamflet af den simple grund, at Klitgård netop bruger samme bizarre skældsord, som Johs. Aagaard igen og igen er refereret for i talrige aviser om det nuværende Faklen, nemlig 'satanisk'.
Rehling nævner, at Klitgård beklager forvekslingen (offentliggjort to uger efter den har fundet sted, og efter at Faklen har bebudet sagsanlæg), men ikke ét eneste ord om, at Klitgård i samme såkaldte berigtigelse fortsætter mistænkeliggørelsen.
Her hedder det således tvetydigt, at undertegnede har "forsvaret nazisternes udfoldelsesmuligheder" - blot fordi Faklen mener, at nazisterne skal bekæmpes, uden at man smider den grundlovssikrede ytrings- og foreningsfrihed ud med badevandet, sådan som Klitgård har agiteret for.

Navn efter Die Fackel
Det fremgår heller ikke, at Klitgård i sin 'berigtigelse' aldeles usandt påstår, at tryksager "med dette eller lignende navne" - Faklen - "altid tidligere kunne identificeres som nazistiske." Og det til trods for, at eksperten selvfølgelig må være klar over, at der ikke eksisterer ét eneste registreret nazistisk blad, der hed eller hedder Faklen.
Tværtimod har Faklen navn efter Kraus' berømte Die Fackel, der bekæmpede antisemitismen, og modstandsbladet Faklen, der blev udgivet af DKP!
Hvorfor sprede det usande rygte, at vi har valgt et nazi-stisk navn, når det stik modsatte er tilfældet?
Endelig nævner Rehling ikke, at Klitgård gennem Folkebevægelsen mod Nazisme har fortsat nazificeringen af Faklen lige siden, idet for-eningen både i 1997 og 1998 udsendte erklæringer, hvori det hedder, at Faklens injuriesag er "i eklatant modstrid med" påberåbelsen af "at være 'anti-nazistisk'".
Selvfølgelig er der ikke tale om en banal forvekslingssag, men en smædekampagne. Og torsdag den 3. september vandt Faklen da også appelsagen i Landsretten, der stadfæstede byretsdommen, hvorfor vi forventer, at smædekampagnen bliver indstillet øjeblikkeligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her