Vær velkomne, udlændinge - så længe I bare ikke ligger samfundet (skatteborgerne) til byrde eller generer med aparte (udansk) optræden i dagligdagen
LIVSVILKÅR
I modsætning til så mange andre, der nyder godt af med mellemrum at kunne ytre deres uforgribelige meninger i medierne, mener jeg ikke, at Mogens Camre skal have utak for at have sat blus under indvandrerdebatten. Fordi han et langt stykke ad vejen udtrykker lige præcist, hvad folk (denne lidt vage og dejligt ubestemmelige stør-relse, der kan tages til indtægt for hvad som helst, når musikken først spiller, men, men, men - så klart med større eller mindre belæg) tænker i deres lønkamre. Der er godt nok - også i Information - blevet taget kvalificeret til orde mod en række af Camres synspunkter, hvilket har været en forholdsvis nem opgave, fordi hans analyse udmærker sig ved at have fat i nogle lange ender, men desværre så kammer over i nogle lidt utroværdige konklusioner om f.eks. muslimsk kultur-invasion. Dermed gør Camre det nemt for the political correct at lægge bekvem afstand til hele dynen. For nemt.
Jeg er inderligt træt af at høre de folk (der var den igen - nu er der bare skiftet fokus til en anden gruppe mennesker) der p.t. tegner debatten med deres pladderhumanisme og floromvundne menneskerettighedserklærin-ger, gribe enhver lejlighed til at slynge om sig med gloser som racisme og fremmedhad, hvis man som Camre, Søren Krarup og Pia Kjærsgaard samt et par socialdemokratiske - persona non grata - borgmestre skulle formaste sig til et forkølet forsøg på at nuancere diskussionen.
Nu vil det selvsagt være noget af en tilsnigelse at kalde Mogens Camres korstog for forkølet i betydningen virkningsløs, eftersom rebellen har fået prime-space i den trykte presse og næsten prime-time på tv.
På den anden side ved man (fyld selv person-indhold på), at i løbet af et par uger har stormen lagt sig, og alt er ved det gamle.
Ud fra det gode gamle konsensus-søgende og meget danske princip: Hvis vi ikke i-tale-sætter ubehagelighederne, så går de forhåbentligt over.
Hvordan lyder så ubehagelighederne formummet i tavshed og tabuiseringer? Ca. sådan her:
1. Vi (størstedelen af den danske befolkning ) er helst fri for flygtninge og indvandrere i Danmark.
2. I det omfang de bliver lukket ind, skal de i hvert fald ikke bo i vores umiddelbare nærhed
3. Vi gider ikke være venner med dem, for vi har allerede mere end nok at gøre med at holde sammen på vores eget.
4. Det er helt rimeligt, at danskere får jobs før de fremmede, for danskere kan da i det mindste sproget.
5. De fremmede nasser på vores socialvæsen og snyder, hvor de kan komme til det.
6. De fremmede er mere kriminelle end danskere.
Hvis jeg holdt her, ville debatten ikke bevæge sig en meter ud af stedet. Hvad der lige præcist er sket for Mogens Camre. En del af ovenstående seks punkter kan nemlig sagtens afvises både statistisk og konkret.
Pointen er imidlertid, at selv om ovenstående lidet hyggelige udsagn kan knock-outes med argumenter, fordi de kun til dels har sandhedsværdi og i vid udstrækning henter næring i rygtedannelse, så udgør den indholdsmæssige sum(p) det farvand, politikerne skal manøvrere i.
Navigationen kan med fordel drage nytte af følgende kvalificeringer af de enkelte punkter:
Ad 1) Med mindre indvandrerne har en uddannelse og en økonomisk (klasse)baggrund, der gør, at de kan glide direkte ind i det danske samfund. Vær velkommen engelsk- og fransktalende ambassadører fra Tanzania og Senegal, fabrikanter fra Kina, universitetsprofessorer fra Mexico og filminstruktørerer fra Japan. Så længe I bare kan forsørge jer selv. For danskere er hverken mere eller mindre racister end alle andre. Faktisk er de i det store og hele rimeligt ligeglade med, om de fremmede er sorte, brune eller røde - så længe de bare ikke ligger samfundet (skatteborgerne) til byrde eller generer med aparte (udansk) optræden i dagligdagen.
Ad 2) Altså med mindre de er (højtud)dannede og kultiverede og passer deres fortove. Så skal de nemlig være hjerteligt velkomme. Somaliere: nej tak. Medmindre de tilhører overklassen og er på dannelsesrejse for at lære om skønheden i dansk demokrati.
Ad 3) Jvf. ad 2. Venskaber indgås mellem ligestillede. Ikke folk man skal have ondt af, fordi de er i en underskudsposition. Så er der derimod tale om terapeut-virksomhed, og det betaler vi os som bekendt fra hertillands.
Ad 4) Ja, selvfølgelig er det det. Som arbejdgiver med ansvar for en virksomhed ville jeg ikke drømme om at ansætte en person, der ikke kunne kommunikere tilfredsstillende på arbejdssproget.
Ad 5) De nasser ikke. De får hvad de skal have ifølge lovgivningen. Men hvis de resten af livet skal være på bistand, melder ordet nasser sig hos de fleste, der ikke befinder sig i samme ofte ulykkelige situation. Til gengæld fældes dommen uden hensyn til nationalitet. Danske bistands-klienter kan så sandelig ikke melde hus forbi.
Snyder: Ja, det gør mange. Men det er jo ikke underligt, eftersom flere grupper blandt indvandrerne og flygtninge kommer fra kulturer, hvor det at snyde systemet ikke bare er reglen og normen, men sågar forbundet med prestige efter princippet: Den kloge narrer den mindre kloge. Der er helt enkelt tale om en markant kulturforskel.
Ad 6) Nej - men de er mere synlige. Og med baggrund i ad 5) kan deres kriminalitet virkelig få Hr. Hansens og Fru Jensens pis i kog.
De danske myndigheder ville gøre indvandrere og flygtninge en stor tjeneste ved at gøre dem klart allerede i Kastrup Lufthavn, at de seks punkter, jeg har beskrevet ovenfor er livsvilkårene i Danmark. Som de fleste andre indvandrer-grupper igennem historien må størstedelen starte på samfundets bund, og hvis de vil ind på arbejdsmarkedet, vil jobbene som hovedtendens indskrænke sig til det lorte-arbejde, som danskerne ikke selv gider røre ved, før vi bliver tvunget til det.
Elitære sentimentalister og intellektuelle tågehorn kan hyle og skrige og spille på galopbanen, mens de desperat prøver at trylle nælden om til en rose. Men hvis de tror, at lyrikken og strudse-strategien gør flygtninge- og indvandrer-grupperne en tjeneste - så ta'r de grumme fejl.
