Kronik

Forsætligt lovsjusk

15. september 1998

De uregerlige, ulovligt boende, sommerhus-ejere kan undskylde sig med, at lov-givningen er dårlig, og at myndighederne i årevis har kendt ulovlighederne - og set gennem fingre med dem. Hvordan er dog disse forhold opstået?

Politikernes interesse for lovsjusk - altså interessen i at undgå lovsjusk - er for tiden endnu mere udtalt end sædvanligt. Der sondres i debatten alvorligt mellem diverse slags sjusk - i en næsten videnskabelig søgen mellem slagsene.
Lad os se på, hvordan sommerhuslovgivningen er kommet i dette selskab - som et ondartet eksempel på noget, som kan fortjene betegnelsen forsætligt lovsjusk. Men først for sammenhængens skyld et blik på de mere uskyldige former, som politikerne i den standende debat navnlig har for øje, mere uagtsom sjusk.
Der er for det første de utilsigtede virkninger. De skyldes mangelfuldt forarbejde; klassisk inden for skatteretten og den sociale lovgivning. Krav om millimeterretfærdighed tynger området.
Beslægtet hermed er fortrydelsestilfældene. Disse kan have den årsag, at den offentlige mening på et område er skiftet så hurtigt, at det kommer bag på lovgiverne: For eksempel, at 'etniske' vognmænd viser sig at være mere populære end antaget.
Og så er der panikløsningerne, hvor politikerne skal vise handlekraft i løbet af et par uger: "Vi vil ikke finde os i det!"
Til alle disse former er knyttet ny hastigt gennemført lovgivning. Det er altid besværligt med ny lovgivning - overgangsproblemer har fanden skabt. Bagefter angribes både politikere og bureaukrati. Undskyldningen - at gennemførelse af nye regler nu engang tager sin tid - har svært ved at opnå accept. "Det må kunne lade sig gøre."
Der er ofte elementer af ond tro bag lovsjusk; hovedaktørerne ved godt, at det ikke er gjort ordentligt.

Gennemførelse af reglerne om helårsbeboelse i sommerhusområder havde imidlertid en sådan karakter af upålidelig forberedelse, at den udviste handlemåde berettiger til en egen kategori: Den forsætlige lov-sjusk. Love af denne type gennemføres på grund af den kortsigtede gevinst - loven skal se sådan ud, at det kan hævdes, at et problem bliver løst. I realiteten løses det imidlertid ikke, men gives videre med endnu dårligere udsigter for løsning af de reelle problemer end efter den tidligere lovgivning.
Der er om helårsbeboelse i sommerhusområder gennemført regler, det er svært at få overholdt - så svært, at det på forhånd måtte stå i al fald kyndige embedsmænd klart, at dette måtte gå galt. Så enten har ministeren været meget egenrådig, eller også er der ikke i rådgivningen i tilstrækkelig grad blevet værnet om faglige synspunkter.
Begrebet sommerhusområde er i dansk lovgivning omtrent lige så gammelt som reglerne om byggeri på landet. Baggrunden for denne kategori er et hensyn til naturbeskyttelse og byplanlægning, nødvendiggjort af landets lidenhed. Der er tale om et kompromis mellem en liberal holdning over for dem, der har råd til at eje en ekstra bolig i form af et sommerhus, og en hensyntagen til andre borgeres rekreative interesser. Dette kompromis udmønter sig ved fastsættelse af særlige bestemmelser for sommerhusområderne. De må ikke placeres for uheldigt, f.eks. så de spærrer for kysten, eller bliver forstadier til egentlig bymæssig bebyggelse.
Mange sommerhusejere er i øvrigt interesseret i at fastholde forbud mod helårsbeboelse, blandt andet fordi en liberal praksis sætter ejendomspriser og skatter op. Der er en klar modsætning mellem på den ene side dem, der vil bo hele året i sommerhuset, eller som gerne vil sælge dyrt til helårsbeboelse, og så dem, der ikke ønsker dette, eller som gerne vil kunne erhverve et 'egentligt' sommerhus til en overkommelig pris.

For at vi som EU-borgere helt skal kunne forstå problemerne, skal vi tilbage til det tyske Wirt-schaftswunder i slutningen af 1950'erne.
Danmark ligger som bekendt nær ved store nordtyske byer. Allerede kort efter Anden Verdenskrig meldte vanskelighederne ved dette naboskab sig. H. C. Hansen var dengang statsminister og havde tillige som minister for naturfredning en særlig tilgang til disse problemer. Fredningssagerne lå i Statsministeriet, hvilket gav en særlig prestige. Placeringen skyldtes Staunings notoriske interesse for naturfredning.
En velhaver fra Hamborg havde købt et stort areal på Holmslands Klit - det kaldtes i folkemunde "Lille Hamborg". Der blev stor opstandelse, og H.C. Hansen rykkede ud. Der blev taget gode billeder af statsministeren uden hat i klitterne. Han fik området fredet, så handelen gik tilbage, og samtidig blev der gennem Justitsministeriet gennemført en lov til be-grænsning af udlændinges køb af danske sommerhuse, loven af 1959 om erhvervelse af fast ejendom. Navnet - erhvervelsesloven - er pudsigt: Loven handler jo netop ikke om erhvervelse, men om udlændinges ikke-erhvervelse af boliger i Danmark, særligt sommerhuse, men dette ville ikke være nogen stueren titel.
1959-loven blev ved et særligt forbehold opretholdt ved tilslutningen til EF i 1972, selv om den har til formål at gøre forskel på danske og andre EU-borgere.
Hvis et pres på erhvervelsesloven skal undgås, må det forudsætte, at lovgivningens motiv - naturbeskyttelse og styr på byvæksten på landet - respekteres gennem en troværdig administration af sommerhusreglerne.

Man kan helårsbebo et sommerhus på to måder: 1) ved at opnå dispensation til helårsbeboelse og 2) ved at bo ulovligt.
Myndighederne lod først, som om kun den første fremgangsmåde eksisterede. Miljøministeriet var, for at sikre en streng praksis, selv dis-pensationsmyndighed; der blev næsten altid givet afslag. Ministeriet blev imidlertid træt af disse kedelige sager, og kompetencen blev derfor i 1983 decentraliseret, dvs. lagt ud til kommunerne, men med Miljøankenævnet som klageinstans. En tilladelse kunne påklages f.eks. af amtet, hvis dette mente, at en kommunal tilladelse til hel-årsbeboelse var uheldig. Miljøankenævnet kunne så kun opretholde tilladelsen, hvis der var opfyldt de ekstremt strenge betingelser, der stemte med ministeriets tidligere praksis. Miljøministeriet havde underrettet Folketinget om denne praksis.
Det viste sig desværre i 1983, at den anden løsning - at bo ulovligt - var valgt i et ikke helt ringe omfang. Lovgivningen gjorde da også i 1983 et forsøg på at løse dette spørgsmål, idet man gav mulighed for dispensation til lovliggørelse af hidtidig ulovlig benyttelse, en slags gøren rent bord gennem personlige tilladelser. Men fremtidig skulle bestemmelserne så overholdes, og i de sager, der efter 1983 nåede frem til Miljøankenævnet, blev sagerne afgjort efter de af Folketinget forudsatte strenge regler.
Området hvilede nu, indtil den daværende miljøminister i KVR-regeringen, Lone Dybkjær, i 1989/90 søsatte sine omfattende, prestigefyldte forslag til den såkaldte miljølovreform, som i det væsentlige bestod i en nyskrivning af de vigtigste miljølove. Ved denne lejlighed blev de dele af sommerhusloven, der handler om helårsbeboelse i sommerhusområder, overflyttet til et eget kapitel i den ny-skrevne planlov.
Inden planlovsforslaget blev fremsat, havde ministeren imidlertid allerede taget et afgørende skridt bort fra de eksisterende regler, idet hun i en vejledning henstillede til kommunerne at give folkepensionister, der havde ejet deres sommerhus i mere end fem år, dispensation til hel-årsbeboelse.
Denne fremgangsmåde var ukorrekt og højst ejendommelig. Sommerhusloven indeholdt ikke som f.eks. zoneloven nogen ministeriel instruktionsbeføjelse - og hvad skulle Miljøankenævnet gøre i klagesager? Rette sig efter ministerens beskedent hjemlede vejledning eller følge de retningslinier, som var forudsat af Folketinget?
Endnu mærkeligere var det, at vejledningen ikke blev udsendt med tilslutning fra Kommunernes Landsforening.

Ministeren burde naturligvis være begyndt med at fremsætte sit forslag til en ny planlov og have set, hvordan en liberalisering ville blive modtaget. Lovforslaget, der blandt andet skulle legalisere vejledningen, havde i øvrigt som hovedindhold at overlade kompetencen til at dispensere til helårsbeboelse i sommerhusområder til kommunerne. Der var ingen ministeriel styring og ingen klagemuligheder, ej heller kriterier for udøvelse af det kommunale skøn, blot ordene "i særlige tilfælde".
Lovbemærkningerne indeholdt ingen nærmere redegørelse for området: Ingen historisk gennemgang, ingen gengivelse af hidtidige betingelser, ingen omtale af forholdet til EU.
Venstres ordfører udtalte på et tidspunkt i debatten om miljølovreformen træt, at hun havde så meget papir liggende i vindueskarmen, at tiden nu måtte være inde til disse miljøloves vedtagelse. Hun burde vide, at det meste papir fra ministeriet var tomme gengivelser af lovforslagenes (utilstrækkelige) bemærkninger, men hun har antagelig ikke vidst, at der blandt det forelagte materiale ikke var medtaget en væsentlig redegørelse fra et udvalg under den da eksisterende planstyrelse, der redegjorde nærmere for problemerne, herunder de allerede dengang foreliggende vanskeligheder med at få reglerne respekteret. Denne redegørelse beholdt ministeren for sig selv.

Det er mig en bittersød fornøjelse nu at konstatere, at forløbet i årene siden 1991 har været nøjagtig som man kunne vente, og som jeg selv detaljeret forudsagde i en bog fra for-året 1993 med titlen Lovbemærkningers sandhedsværdi - om miljølovreformen 1990-91. I bogen står bl.a.:
"En konklusion... må blive, at der med den nye planlægningslov er lagt op til en væ-sentlig ændring af retstilstanden, men at bemærkningerne har skjult eller i al fald kraftigt camoufleret dette."
Men miljøministeren kunne sætte sit navn under en stor lov, lov om planlægning, og efterlade det til en nidkær efterfølger at prøve at få styr på tingene.

*Johan Garde har tidligere været formand for Overfredningsnævnet og ankechef i Miljøankenævnet.

Apropos - Sådan skete sjusket

Der har i Danmark været tradition for, at love som planlov, naturbeskyttelseslov og miljøbeskyttelseslov vedtages med brede flertal. Det lykkedes imidlertid ikke for daværende miljøminister Lone Dybkjær i 1988-90 at skabe ny planlov og ny naturbeskyttelseslov med et sådant bredt flertal.
Forholdet var det, at S og SF sammen med Kristeligt Folkeparti i den periode havde flertal. Disse partier blokerede - efter tilskyndelse fra de folkelige grønne organisationer - forslaget til ny naturbeskyttelseslov, således at denne lov først - efter fremsættelse af et ændret forslag - blev vedtaget efter det valg, der medførte de radikales udtræden af regeringen i 1990.
Men planloven blev gennemført, mens Lone Dybkjær endnu var miljøminister. S og SF fastholdt deres modstand, men Kristeligt Folkeparti tiltrådte ministerens forslag - der var for megen decentralisering til, at partiet ville indtage samme stilling som i naturbeskyttelsessagen. Da Fremskridtspartiet på grund af liberaliseringerne kunne tiltræde planloven, gennemførtes denne medsamt dens sommerhusbestemmelser således uden om S og SF, der dog ikke lavede meget postyr. Måske var de ængstelige ved at kunne opfattes som negativ over for pensionisterne eller mistænksom over for kommunerne, der jo fik nye beføjelser. Måske orkede de to partiers ordførere bare ikke mere.
Og nu sidder Svend Auken i dag med alle de problemer, som kunne forudses. Og som Johan Garde - næste profetisk - gjorde opmærksom på i sin bog fra 1993.
Der er idag en heftig lobbyvirksomhed fra de nu 11.500 sommerhusejere, der har slået sig ulovligt ned hele året. Det er dog værd at bemærke, at de kun udgør fem procent af det samlede antal sommerhusejere, og at langt de fleste 'lovlige' intet har til overs for de helårsboere, der spolerer områdets rekreative præg og presser priser og skatter op.
Auken kan ikke klare sagen med 'bløde løsninger'. Folkeregistrene må ind i sagen, og de pågældende borgere må rammes på goder, som de ikke vil undvære. Som samfundet har udviklet sig, er kommunestyre ikke kun et spørgsmål om selvstyre - kommunerne er i mange tilfælde også et led i statens styre.
David Rehling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu