Grænser er ikke det samme som pigtråd, beton og glammende hunde. Mellem mennesker handler grænsedragning om at komme tydeligt til stede for hinanden
TRO & FILOSOFI
I Sønderjylland er der trukket en grænse. Nogle steder - ved de store veje - er den meget iøjnefaldende, andre steder skal man være lokalkendt for at identificere den med sikkerhed. Grænsen markerer imidlertid, at her holder Danmark op, og Tyskland begynder, eller omvendt.
På det seneste har der i Information været skrevet en del om grænser. De grænser, vi sætter for børns opførsel og handlemuligheder, altså. Og Erik Sigsgaard har med sin seneste bog formuleret, at der må være grænser for opdragelse.
I al denne snak om grænser har det generet mig voldsomt, at betydningen af ordet grænse lader til at være helt forsvundet. En grænse er - som landegrænsen - en markering af, at her holder noget op og noget andet begynder - ved landegrænsen holder én suveræn stat op, og en anden begynder.
I debatten om grænsesætning overfor børn er betydningen af ordet grænse imidlertid skiftet til at være noget med en masse forbud, afvisning, regler og stram organisering af dagen. Og det lyder da også både trist og kedeligt. Som at passere sektor-grænsen i Berlin før murens fald, eller noget i den retning.
Landegrænsen mod syd forekommer mig imidlertid at være et udmærket billede på afgrænsningen mellem to personer. Her er det så ikke to suveræne stater, der mødes, men to individer i deres egen ret. 'Jeg' møder 'dig'.
Afgrænsningen mellem Danmark og Tyskland er klar nok, omhyggeligt opmålt og til at finde, selv om det sønderjyske landskab heldigvis ikke er gennemskåret af hverken pigtrådshegn eller betonmur, og vi således ikke hele tiden har grænsen for øje.
Afgrænsningen mellem to individer behøver heller ikke være markeret af åndelige pigtrådshegn eller betonmure. Men den skal være til at finde, så 'jeg' kan mærke 'dig' og få fornøjelsen af mødet med det, der ikke er 'mig'. Findes der noget herligere og mere helende end at lede grænsepælene op og finde den andens latter, tanker, følelser, meninger - hele konturen af personligheden? Og i samme bevægelse give udtryk for sig selv?
Og børnene? Hvordan skal de blive stærke, helstøbte individer, hvis ikke vi vil have ulejlighed med at gå helt frem til grænsepælene og møde dem med vores egen erfaring og integritet? Der kan nemt udvikle sig et uhyggeligt ingenmandsland, hvis ikke vores personlige grænser bliver markeret, og vi dermed gør os synlige for hinanden.
Jeg vil tillade mig et eksempel, der heldigvis ikke er normen for pædagogers omgang med børn:
Da min søn gik i børnehave, var der på et tidspunkt også en noget voldsom og dominerende dreng. Da han var en af de ældste, var der ikke nogen i drengegruppen til at sætte ham på plads, og derfor fik han både status som en slags flokfører og som en outsider, det var nødvendigt at holde afstand til, fordi hans temperament og dermed hans væremåde overfor de andre var meget svingende.
Drengegruppen fungerede underligt ukonstruktivt, og da jeg nævnte, at der var problemer i drengegruppen og med den pågældende drengs tvetydige lederrolle, sagde en af pædagogerne, at hun skam var "meget obs på ham".
Jeg så og hørte nu aldrig, at hendes obs (observeren, går jeg ud fra) gav sig andre udtryk end en masse tilråb til drengen om at dæmpe sig ned, holde op osv.
Med fare for at være uretfærdig, fordi jeg selvfølgelig kun kom i børnehaven om morgenen og midt på eftermiddagen, opfatter jeg pædagogens indgriben overfor drengen sådan, at hun billedligt talt råbte til drengen langt inde fra sit eget territorium. Dermed forblev hendes udsagn utydelige fagter, som han kunne forholde sig til eller lade være.
Var hun i stedet billedligt talt gået helt frem til grænsepælene og konkret gået helt hen til drengen - for at møde ham ordentligt - havde han i al fald fået en chance for at få øje på noget andet end sig selv og sine egne destruktive mønstre.
Den pågældende pædagog formulerede sig som modstander af 'mange regler'. Derfor afstak hun, såvidt jeg kunne se, ikke nogen tydelige rammer for den pågældende dreng, og eftersom han altså var noget voldsom og dominerende, måtte hun i stedet løbende råbe situationsafhængige forbud og påbud til ham.
Jeg kan ikke se, at nogen - børn eller voksne - kan være tjent med, at det hagler ned over dem med tilsyneladende tilfældige forbud og påbud à la: "Det må du ikke", "hold så op", "dæmp dig lige lidt ned, hva'" osv.
Og hvordan skal en voldsom og formentlig forvirret dreng finde ud af, at der bag alle disse forbud og påbud gemmer sig nogle klare regler, hvis ikke der er nogle voksne, der påtager sig at fortælle ham det? Hvis der ikke er nogle voksne, der f.eks. håndhæver den generelle regel: "Du må ikke slå og sparke de andre børn" ved at træde helt frem i alle de specifikke situationer: "Jeg vil ikke have, du slår eller sparker. Det bliver noget rod, hvis vi går og slår og sparker på hinanden." Og så i øvrigt forbliver sammen med drengen og påtager sig at hjælpe ham med at finde afløb for sin frustrerede energi.
Som jeg opfatter det, blev denne dreng afvist, fordi pædagogen ikke fandt grænsepælene sammen med ham, så de begge kunne få en klar fornemmelse af 'her er jeg' og 'her er du', 'hertil går mit område, og dit begynder'. Forbud og påbud er kun en lillebitte del af afgrænsningen mellem to personer.
Mange mennesker kan ikke kende forskel på afvisning og grænsedragning.
I en behandlingsinstitution for alkohol- og andre misbrugere, nærmede en klient sig en travl behandler: "Jeg har det dårligt, jeg har brug for ...". Behandleren havde travlt og fejede klienten til side med ordene "Jeg har ikke tid". Klienten reagerede med utilfredshed og blev ved at følge efter behandleren.
Behandleren mente at have lavet grænsedragning. Efter min opfattelse er dén besked, klienten får, imidlertid en afvisning. Grænsedragning - omsorgsfuld selvsagt - kunne have lydt sådan her: "Jeg kan se, du har det dårligt, jeg har travlt nu, og jeg skal nok komme tilbage til dig". Her kommer behandleren nemlig helt frem til grænsepælene og bliver synlig for klienten.
Man kan sige, at afvisningen efterlader den afviste i ingenmandsland og uden redskaber til at finde grænsepælene, mens grænsedragningen åbner landskabet, så det bliver principielt muligt at færdes i, føle i. Denne forskel på afvisning og grænsedragning gælder både i terapi og i livet i almindelighed.
Når der sættes ydre grænser, muliggør det indre grænser.
Barnet på 18 måneder, der brækker sig for første gang i sit liv og bliver forskrækket og græder, kan beroliges ved, at moderen definerer: "Det hedder at brække sig, det er ikke farligt, det betyder bare, at du er lidt syg i maven". Når moderen roligt definerer og af-grænser situationen, kan barnet også sætte sine indre grænsepæle og behøver ikke blive hængende i forskrækkelsen.
Afvisning fungerer lige modsat: Uro og forskrækkelse øges.
Behandleren, der som oven for beskrevet afviste en klient, opnåede ikke, at klienten holdt sig i ro og ventede. Klienten kunne ikke sætte indre grænsepæle for sig selv på baggrund af afvisningen. Drengen i børnehaven, der i tide og utide modtog irettesættelser, blev ikke tryggere og mere konstruktiv af det, for han kunne ikke bruge irettesættelserne til at finde sine indre grænsepæle.
Det er selvfølgelig helt umuligt at påstå, at hvis bare behandleren hhv. pædagogen havde fulgt de retningslinier, jeg her skitserer, så ville alt være endt i fryd og gammen. Så enkel er virkeligheden heller ikke. Det, jeg vil gøre opmærksom på, er, at vi både i det almindelige og det professionelle liv kan lukke af for nogle muligheder, således at der med sikkerhed ikke kommer nogen forløsning for de involverede.
Grænser er ikke det samme som pigtråd, beton og glammende hunde! Hverken konkret eller billedligt. Mellem personer handler grænsedragning i alt væsentligt om tilstedeværelse, om at komme tydeligt til stede for hinanden og om at hvile roligt ved siden af hinanden.
Lise Winther-Jensen er mag.-art og psykoterapeut.
APROPOS
Den gode grænse
"Grænsedragningen åbner landskabet, så det bliver principielt muligt at færdes i, føle i". Sådan skriver Lise Winther-Jensen - ikke kun som den geografiske grænse mellem lande - men også som et begreb, der er åben for fortolkning og nødvendigt i forholdet mellem jeg og dig. "Der kan nemt udvikle sig et uhyggeligt ingenmandsland, hvis ikke vores personlige græn-ser bliver markeret, og vi dermed gør os synlig for hinanden," påpeger hun.
Hun er tydeligvis uenig med Erik Sigsgaard, Søren Smidt og Kim Rasmussen, der for to uger siden offentliggjorde bogen Andre Måder - de to sidstnævnte blev interviewet her i avisen den 5.-6. sept. De vender sig hårdt imod, at forældre og pædagoger skal "sætte grænser for børnene" - de betragter det i høj grad som udtryk for en traditionel, autoritær sæt-barnet-på-plads tænkning.
Andre Måder-folkene har på en prisværdig måde lagt op til en kritisk debat af grænsebegrebet - og de har med rette kritiseret psykologer og andre professionelle for at stemple børn som "grænsesøgende", i stedet for at forholde sig konkret til det enkelte barns livssituation; f.eks. når vold, uro og frustrationer fremkaldes af ødelagte familieforhold, eller af alt for små og menneskefjendske institutionsrammer.
Men måske er de blevet så kritiske over for grænsebegrebet, at de ikke har blik for de positive sider, grænsedragning indimellem kan have i menneskelivet. Nemlig, at grænser (forstået som velbegrundede sociale regler) kan være nødvendige for at få fællesskabet til at fungere med gensidig respekt? Winther-Jensen har blik for disse sider. F.eks. mener hun, at pædagoger ikke bare skal "observere" eller råbe til børnene inde fra deres eget territorium, men bevæge sig helt hen til det urolige barns grænsepæle og hjælpe barnet med at finde afløb for sin frustrerede energi - ved bl.a. at drage grænser og håndhæve fælles regler for samværet.
Eller som samfundsforskeren Lasse Dencik sagde på Louisiana-debatmødet, som Informations Venner arrangerede sidste år: "Uden grænser bliver alt ligegyldigt. Grænseoverskridelse forudsætter grænser, og de er nødvendige og gode at have, for de muliggør mangfoldighed, tænkning og kærlighed." bjm
