Verdens øgede internationale samarbejde er resultatet af bevidste og politiske valg. Men systemet har både vindere og tabere. Jesper Jespersen skriver om sammenhængen mellem globalisering, handel og velfærd
ØKONOMI & POLITIK
Så var den der igen! Det britiske ugemagasin the Economist kunne for nogle uger siden, nemlig den 28. august bringe en lederartikel med overskriften: En verdensomspændende reces-sion? For en sikkerheds skyld var der dog tilføjet et spørgsmålstegn, for overskrift er efterhånden dukket op så ofte, at det er vanskeligt at tage den helt alvorligt. Men hver gang de internationale kapital- og finansmarkeder tager sig en rutchetur, så bliver overskriften støvet af til ugens lejlighed.
Det er tankevækkende, at dette spørgsmål kan rejses igen og igen, uden det kan gives et blot tilnærmelsesvist definitivt svar. Alverdens økonomer aner faktisk ikke, hvad vej den globale økonomi bevæger sig. Det er tilsyneladende med økonomi som med meteorologi, at prognoser der rækker udover de næste fem døgn er så usikre, at også økonomerne med fordel kunne vare deres mund.
For meningerne er delte ikke alene, om vi står over for et globalt kollaps, men mindst i lige så høj grad i hvilket omfang den igennem 1990'erne stærkt øgede globalisering har forøget risikoen for et sådant kollaps. Sidste efterår udsendte de to tyske journalister, Hans-Peter Martin og Harald Schumann, under megen bevågenhed en debatbog med titlen Globaliseringsfælden og den ikke mindre manende undertitel 'Angrebet på demokrati og vel-stand'. Her blev fingrene ikke lagt imellem, ifølge forfatterne var intet mindre end alle (vest)europæiske værdier udsat for noget nær et stormløb på grund af den omsiggribende globalisering.
Det fik den tidligere nationalbankdirektør Erik Hoff-meyer ved det efterfølgende debatmøde arrangeret af Information til at tale om tendensen til alt for megen globaliseringsjammer. Og det gjorde han med god ret. Dels har globalisering mange dimensioner, der bestemt ikke alle er negative, og dels er globalisering jo ikke en naturkraft, der pludselig har fastlåst og lammet den politiske beslutningsproces med overnationale kræfter. Det er helt konkrete og bevidste valg, der ligger bag det øgede internationale samarbejde nationerne imellem. Og som det altid gælder ved sådanne politiske beslutninger, så er der vindere og tabere inden for nationens grænser. Her er det (med en vis ret) taberne, der jamrer, hvilket ikke nødvendigvis gør beslutningerne forkerte på nationalt plan.
Set i et længere perspektiv er det svært at finde en overvægt af tabere i de (vest)europæiske lande som konsekvens af den udenrigshandel, som er blevet stærkt forøget siden afslutningen af Anden Verdenskrig. Liberaliseringen fandt sted i et roligt tempo over en 30-årig periode, og det har bidraget positivt både til den øgede velstand og den politiske stabilitet i denne del af verden.
Det, der i øjeblikket fanger mediernes overskrifter, er de globale finansmarkeder, der tvinger den ene valuta efter den anden i knæ. Det er en konsekvens af de seneste tiårs forhastede afvikling af enhver form for kapitalrestriktioner landene imellem. Det har øget den globale usikkerhed uden at bringe nævneværdige velfærdsgevinster med sig. Derfor ser vi på dette område en tendens til øgede restriktioner, der skal beskytte de nationale penge- og finansmarkeder mod de internationale spekulanters kortsigtede profitjag.
I dagens 'faglige rum' vil jeg belyse sammenhængen mellem globalisering, handel og velfærd. I næste 'faglige rum' vil globaliseringen af finansmarkederne blive taget op til kritisk vurdering.
Globalisering er ikke noget nyt fænomen. Inden verden gik af lave - dvs. før Første Verdenskrig udgjorde udenrigshandlen - målt som andel af nationalproduktet - samme andel som i dag - se også dagens Apropos. I den danske debat gik det bestemt ikke stille af, da det billige korn fra de oversøiske markeder begyndte at vælte ind over landet i slutningen af forrige århundrede. Her blev der også jamret, og politikerne modstod (delvis) fristelsen til at indføre handelsrestriktioner, indtil krigen brød ud i 1914.
I mellemkrigstiden hærgede den politiske og (økonomiske) nationalisme, og først efter 1945 påbegyndtes en langsom liberaliseringsproces. Netop belært af erfaringerne fra mellemkrigstiden blev det ved krigens afslutning understreget, at liberalisering af (verdens)handlen ville være til alle deltagende nationers fordel. Men det skulle ske langsomt, og kapitalmarkederne skulle for alt i verden holdes i kort snor, så de ikke kunne forstyrre denne proces.
I dette perspektiv kan det være nyttigt at indføre en tredeling af globaliseringens betydning:
*ideologisk, dvs. udveksling af idéer mv.,
*real-økonomisk dvs. handel med varer og international arbejdsdeling og endelig
*finansielt, dvs. handel med valuta, penge og obligationer.
Den britiske national-økonom John Maynard Keynes (1883-1946) anvendte i sit essay National selvforsyning fra 1933 den samme tredeling. Således indledte han med at fastslå, at "ideer, viden, videnskab, gæstfrihed og rejser bør ifølge deres natur være internationale". Det kunne have dannet bolværk mod datidens tendenser mod, at nationalstater udvikler antidemokratiske tilbøjeligheder. For det var urovækkende i 1930'erne, at staterne trak sig tilbage fra det internationale samarbejde. Ikke kun økonomisk gennem toldmure, men meget værre gennem indførelse af censur, bogafbrænding, racelove, udrejseforbud og politisk tvang etc. Året 1933 står - om noget - som starten på et af Europas sorteste kapitler, der netop udsprang af antidemokratisk nationalisme.
Her er det vigtigt i diskussionen af globaliseringens betydning at fastholde den erfaring, at langt de fleste økonomiske katastrofer, der rammer et land, er selvskabte og ofte forårsaget af et korrupt og ofte udueligt politisk styre, der ser det som sit mål at begunstige en lille minoritet. Sådan udviklede det sig i de kommunistiske lande og sådan er mønsteret også i en række u-lande. At så nogle af disse uduelige regimer bliver holdt oppe af vestlig kapital og militære interesser, er en pinlig affære, som også hører med til billedet af globaliseringens politiske konsekvenser.
Den internationale handel har som forudsætning, at landene er forskellige og netop derfor har fordel af at handle med hinanden. Det er så åbenbart, når blikket falder på bananer og kaffe; men derimod ikke, når blikket falder på japanske biler, der fragtes til Europa, hvorefter skibet sendes tilbage med europæiske biler. Men det sker også kun i be-grænset omfang; for det er en illusion, at der er ægte frihandel globalt. For uanset OECD's og WTO's (Den internationale handelsorganisation) bestræbelser på at etablere en lærebogsagtig situation med fri handel hen over landegrænserne, så er det som et generelt princip overhovedet ikke lykkedes. Hovedprincippet er tværtimod, at landene fortsat holder udenrigshandlen i kort snor, når man ser bort fra industrivarer inden for snævert definerede told-unioner.
Selv inden for EU er det først nu - 40 år efter underskrivelsen af Rom-traktaten - så småt ved at være hovedprincippet at have en situation, der minder om frihandel for industri- og landbrugsvarer og nogle få tjenesteydelser.
Og det er lige præcis det karakteristiske mønster for den del af verdenshandlen, der vokser hurtigst, at den helt overvejende foregår regionalt. Det er ikke den globale verdenshandel, som er eksploderet igennem de seneste årtier; men derimod handlen mellem lande, der i deres natur og geografiske placering er forbavsende ens. Det er ikke banan- og kaffehandlen, end ikke oliehandlen, der fylder nævneværdigt i udenrigshandelsstatistikken. Det gør derimod 'nabohandlen'. Vi handler meget med de lande, der grundlæggende ligner os selv. Herved adskiller virkeligheden i den vestlige verden sig afgørende fra den ricardianske handelsteori, der havde sit udgangspunkt i landenes forskelligheder - vin fra Portugal og klæde fra England. Og hvorfor er det gået sådan? Simpelthen fordi det er stordriftsfordele og specialisering, der driver udenrigshandlen frem, og det netop derfor også er store transnationale koncerner, der dominerer billedet. De industrialiserede lande - eller rettere virksomhedsstrukturen - har igennem mere end 50 år i stadigt stigende grad specialiseret sig. Herved er de succesrige virksomheder vokset ud af deres hjemmemarked og ind i deres nabomarkeder.
Ser vi på de tørre tal, så er det EU's indre handel, der er vokset fra syv pct. til 14 pct. målt i forhold til nationalproduktet. Handelen med omverdenen udgør den samme andel af nationalproduktet som for 40 år siden.
Når de danske virksomheders konkurrenceevne diskuteres, er det relevante sammenligningsgrundlag løn, produktivitet og valutakurs i de nabolande, der ligner os og ikke de ufatteligt lave lønninger, der betales i Sydøstasien og til dels i Østeuropa og Rusland. Globalisering betyder ikke, at dansk økonomi om få år vil blive løbet over ende af lavtlønslandene. Nogle få brancher (beklædning og elektronik) har allerede fået kærligheden at føle, men nationaløkonomisk har det betydet meget lidt. Men nok så vigtigt, for hver eneste dollar, der tjenes i disse fattige lande, bliver øjeblikkeligt omsat til øget import fra - ja, fra de industrialiserede lande.
Og så er det bl.a. spørgsmålet om konkurrenceevnen i-landene imellem, hvilket lands virksomheder, der får kontrakterne til Sydøstasien og Rusland. Altså er det også her nabolandene, der konkurrerer indbyrdes. Så hvis bare disse lande får lov at eksportere, så skal de nok også importere.
Overordnet er konklusionen, at der på det nationale plan er meget lidt at frygte i konkurrencen med lavtlønslandene. Derfor må det gælde, at jo hurtigere EU's restriktioner på importen fra disse lande blev lempet, jo større ville den gensidige fordel være - også selv om u- og østlandene fik mulighed for at opretholde importrestriktioner i en lang overgangsperiode.
Den meget omtalte globalisering kan ikke genfindes i statistikkerne over handlen mellem regionerne. Det har de industrialiserede lande garderet sig imod. Det er derimod EU-landene, der konkurrerer med hinanden. Tidligere konkurrerede de på valutakurser, statssubsidier og tekniske handelshindringer. I dag konkurrerer man på at mindske stigningerne i produk-
tionsomkostninger, hvilket i praksis vil sige summen af lønninger og skatter (der går til velfærdsydelser og miljøbeskyttelse).
Eller rettere: De enkelte EU-landes regeringer kan et godt stykke hen ad vejen selv beslutte, hvorledes fordelingen på de tre kategorier skal være - sålænge summen af udbetalt løn, velfærdsydelser og erhvervs- og miljøskatter ikke afviger væsentligt fra de nærmeste konkurrentlande.
Så der er unægtelig et stort skridt herfra og så til, at Globaliseringsfælden klapper. Men det er der derimod ikke på de finansielle markeder - herom i næste uge.
Jesper Jespersen er professor i samfundsøkonomi ved Roskilde Universitetscenter.
APROPOS
Myter om eksporten
Og så til nogle tørre tal, der skal aflive myten om, at udenrigshandlen er eksploderet igennem de seneste år.
Jeg tager 1913 som referenceår - det sidste år inde verden gik af lave - og sammenligner med 1987, for disse tal kan hentes direkte fra Angus Maddingson: Dynamiv Forces in Capitalist Development - a long-run Comparative view. Han har opgjort eksporten som andel af nationalproduktet, og disse tal indgår i tabel 1.
Men her skal man jo være opmærksom på, at nationalproduktet opgjort i mængder (faste priser) er blevet seks-syv gange større, hvilket indbærer, at selv om eksporten som andel af nationalproduktet er forblevet uændret, så er eksporten opgjort i mængder ligeledes vokset seks-syv gange:
Tabel 1. Eksport af varer som andel af nationalproduktet (BNP)
Kikker vi på det regionale mønster for udenrigshandlen, så er der siden begyndelsen af 1960'erne, hvor OECD publicerer tal for de internationale handelsstrømme en tilsvarende overraskende stabilitet i den andel af nationalproduktet, som regionerne handler indbyrdes.
I tabel 2 er hovedtallene for EU angivet. Det er åbenbart, at det kun er handlen inden for EU der forholdsmæssigt er vokser:
Tabel 2. EU's import fra sig selv og fra andre regioner
Jesper Jespersen
