Læsetid: 4 min.

Hykleri kvæler cykelsporten

5. september 1998

Spanien Rundt begynder i dag. Glemt er sommerens skandaler, og doping-problemet er
langtfra løst

EPO
Under sommerens Tour de France sad jeg med en dårlig smag i munden. Indtil da havde jeg alt for længe lukket øjnene og håbet, at dopingproblemet forsvandt af sig selv. Det er hyklerisk. Men det gik op for mig, at hvis cykling skal overleve som seriøs idrætsgren, så er en massiv oprydning nødvendig.
Jeg så derfor gladeligt til, da det franske politi foretog razziaer og anholdelser, nu da det internationale cykelforbund (UCI) ikke selv magtede at løse problemet.
I kølvandet på Tour de France var alle i cykelsporten enige om, at EPO-problemet skulle løses en gang for alle. UCI indkaldte til konferencer, mens det franske politi i kulissen stadig foretog undersøgelser. Alle holdt vejret.
Det er nu over en måned siden, og intet er sket. Tvært-imod stiller den erklærede EPO-synder Alex Zülle op i Spanien Rundt som forsvarende mester, og arrangørerne har for at imødekomme rytterne ændret ruten, så den ikke går gennem Frankrig.

Gode intentioner er væk
Det havde de nu ikke behøvet. I mellemtiden har politiet spillet fallit, og alle gode Tour-intentioner er forsvundet. Flere af de tilbageholdte ryttere og sportsdirektører har (i modsætning til Festina-folkene) gennemskuet, at politiet tilsyneladende kun kan sikre beviser via tilståelser, og mange sager henstår nu i det uvisse. Det betyder, at politiet skal fange ryttere eller sportsdirektører med kanylen i hånden. Det betyder også, at det nu kun er cykelsporten selv, der kan løse problemet. Man skal være rimelig blåøjet, hvis man tror, det lykkes. UCI er af den opfattelse, at helbredstests af rytterne er vejen frem. Begrundelsen er, at når man ikke videnskabeligt kan konstatere EPO-misbrug, så kan man heller ikke skride ind.
Det er ikke alene både dumt og meget sponsorvenligt. Det er hykleri. I stedet for at idømme karantæner for et problem, som dræber sporten, opmuntrer man ryttere, læger og sportsdirektører til at begå ulovligheder, og i alle tilfælde er vi ikke nået videre, end da Touren var på sit laveste.
Faktisk er situationen i dag endnu værre, men da alverdens medier ikke dækker Touren mere, fylder dette ikke meget i vor bevidsthed.
Først blev den italienske verdensstjerne Francesco Casagrande fundet positiv for et hormonpræparat. Han blev fyret af sin arbejdsgiver, men pludselig genansat, da hans sag ikke var endelig afgjort. Samtidig blev et halvt Cantina Tollo-hold sendt hjem fra Portugal Rundt med for høje hæmatokrit-værdier, ligesom urfirmaet Festina erklærede, at man alligevel ikke trak sig fra cykelsporten, men tvært-imod ville stille op i Spanien Rundt. Endelig foretog ita-
liensk politi razziaer hos et stort antal cykellæger, herunder den læge som blandt andet benyttes af Riis, Sørensen og Hamburger. Lægerne mistænkes for at aftage store mængder EPO. Ingen er dømt, ingen ryttere er anklaget, men sagen kaster skygger på et meget stort antal ryttere. Fair eller unfair, mistanken er til stede.

Ærgerlige hændelser
Herhjemme kan man desværre også finde en lidt ærgerlig hændelse. I et TV2-program efter Touren udtrykte Bjarne Riis sin forundring over, at de EPO-ramte Festina-ryttere kørte et løb i Schweiz. TV2's Morten Stig Christensen pressede Riis for et svar på, om Riis selv ville stille op mod dem. Med den dopingskygge, han uforvarende kastede på sig selv under Touren, hængende over hovedet, svarede Riis noget i retning af, at det ville han nok ikke. Nu stiller han imidertid op i Spanien Rundt mod Zülle, og selv om alene UCI har ansvaret for udelukkelser, må man konstatere, at udtalelsen ikke var alvorlig ment. Ærgerligt, for det er den slags, som kan rense sporten.
I det hele taget er det foruroligende, at rytterne ikke klart tager afstand fra doping. Under dække af politiforfølgelse og misforstået kollegialitet undsiger man ikke dopingsynderne, men bakker dem tværtimod op. Det for-står jeg ikke. Hvis jeg brugte seks-otte timer på min sport hver dag og var hjemmefra 250 dage om året, så ville jeg blive helt ustyrlig muggen, hvis mine konkurrenter brugte EPO. Med mindre jeg selv havde noget at skjule, eller sporten er sådan organiseret, at EPO-brugerne sætter dagsordenen, fordi de er i flertal.

På afgrundens rand
Samtidig kan dopingsyndere deltage i løb lang tid efter, de er gået i fælden. Aviserne skrev forleden, at UCI ville udelukke den EPO-ramte verdensmester Laurent Brochard inden VM. Det er helt galt, for det er måneder siden, indrømmelsen faldt. Det samme gælder Casagrande, som helt tilbage i maj blev snuppet og først langt senere fik sin sag behandlet.
Den slags kan cykelsporten ikke overleve i en tid, hvor ryttere fra Festina, Cantina Tollo, Cofedis, Mercatone Uno og Asics enten har ind-rømmet brugen af EPO eller er blevet suspenderet med en hæmatokrit-værdi over 50.
En værdi mange læger uden for cykelsporten mener kun kan fremkomme på kunstig vis. Stopper den type hykleri ikke, så dør sporten. Så vil vi om ti år kunne slå op i et leksikon under EPO og læse "lovligt vitaminpræparat som bruges fortrinsvis af cykelryttere."
Det bliver ikke med min medvirken. Jeg vil begræde at miste cykelsporten, men Spanien Rundt får ikke mig som medlevende seer. Det er svært at glædes over en sport, hvis grådighed har bragt den til afgrundens rand. Mere tv-tid, højere ratings, større kontrakter, større budgetter, flere løb, flere firmahold. Alt dette kommer ikke ud af ingenting.
Alle vil have en så stor del af kagen som muligt, og så længe UCI taler om helbredstests, så længe rytterne ikke undsiger problemet, og så længe vi seere trofast bliver hængende ved skærmen, så længe florerer hykleriet.
Står det på længe nok, dør sporten. Bagefter kan vi så diskutere, hvem der bærer den største del af skylden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu