Når man angriber Internettet for ikke at viderebringe oplysende information, er det lige så absurd, som hvis man angreb telefonen for det samme
NETPORNO
Det var en leder af de mere bøvede, man kunne læse på bagsiden af Information den 18. september. Udgangspunktet var en bekymring for folkeoplysningens skæbne i cyberspace, når de hyppigste søgeord på Jubiis søgemaskine var "sex" og "porno".
Lad os fastslå: Internettet er et medium på linje med telefonen og posthuset. Alle med computer og modem har principielt adgang til det og kan frit publicere hvad de har lyst til. Brugerne styrer også selv hvilke informationer, de vil have adgang til og må selv foranstalte et kritisk-redaktionelt filter til at vurdere informationernes anvendelighed.
Nogle gange er det en fordel, andre gange en ulempe. Nettet har ikke en sjæl. Nettet kan ikke afgrænses til at være distributionskanal for sex og børneporno, højreekstremistisk propaganda, terrorister, rystende beretninger fra amerikanske soldater, der deltog i Golf-krigen, undertrykte oppositionspolitikere i Kina, Irak, Tibet etc. Nettet er på godt og ondt summen af det hele, et digitalt og virtuelt spejl af den virkelige verden.
Demokratisk surrogat
Man kan ikke have specifikke forventninger til nettets kvalitative egenskaber, lige så lidt som man kan have forventninger til telefonens eller posthusets kvalitative egenskaber. Når man angriber Internettet for ikke at viderebringe information af oplysende karakter, er det lige så absurd, som hvis man nærede de samme forventninger til posthuset eller telefonen.
Problemet med Internettet opstår i det øjeblik, man nærer konkrete forventninger til dets egenskaber.
Hvis man f.eks. ønsker at Internettet skal have en demokratisk funktion, det være sig som stemmeboks eller public-service virksomhed, skal man huske på, at man udelukker de stadigvæk mange, der ikke har adgang til nettet samt hele den grå uengagerede masse, som aldrig kunne drømme om at klikke ind på en af det offentliges hjemmesider.
Internettet kan og må aldrig blive et surrogat for demokratiet eller oplysningen, højst, men gerne et supplement. Som når f.eks. stat, amt og kommune lægger mødereferater ud på nettet og borgere med computer og modem fra skrivebordet kan få indsigt i den demokratiske beslutningsproces.
I oplysningens tjeneste
Internettet er indirekte i oplysningens tjeneste, når man søger informationer om emner uden for den bredere offentligheds interesse.
Et eksempel: Jeg interesserede mig på et tidspunkt for en i Danmark ukendt italiensk forfatter og filosof. Da jeg søgte oplysninger om ham på nettet fandt jeg to amerikanske forskeres afhandlinger om forfatteren, som jeg købte i en internetboghandel. Da jeg ikke læser italiensk, sendte jeg en e-mail, hvor jeg efterlyste oversættelser til engelsk af forfatteren. Den ene af forskerne returnerede min e-mail med en adresse på en forsker i Sydafrika, der arbejdede med en oversættelse til engelsk af forfatterens hovedværk. Jeg kontaktede ham og modtog samme dag hans oversættelse pr. e-mail.
Det er den enkelte bruger der har den suveræne kontrol over, hvad han eller hun finder på Internettet. Internettet kan, alt efter hvem man er, udover at være fad underholdning være en til alkymi grænsende kreativ proces.
På nettet finder man kun hvad man søger, det er for nogle en velsignelse, for andre sikkert en forbandelse.
Hvis Georg Metz ikke selv har noget at bidrage med, vil jeg opfordre ham til at holde sig væk og lade nettet være i fred. Han vil da opleve en vis gensidighed fra nettes side.
