Læsetid 7 min.

Irak efter Saddam

3. september 1998

Fattigdom, sygdom og af-modernisering præger Saddam Husseins Irak idag. FN-sanktionerne har været hårde ved landet, hvis befolkning nu vender sig fra en svækket stat mod religion og gamle klan-værdier

ØKONOMI & POLITIK
Hvad kommer efter Saddam Hussein? Og i hvilken retning bevæger det irakiske samfund sig?
Begge spørgsmål kan stilles med god grund nu, hvor FN's omfattende sanktioner mod Irak har varet i syv år. Og man må se i øjnene, at sanktionspakken hverken har styrket eller svækket Saddam Husseins magtposition markant. Heller ikke den midlertidigt forligte kontrovers med FN om adgangen til at kontrollere de irakiske våbenlagre og -programmer har betydet noget i denne sammenhæng.
Der er heller ikke noget, der tyder på en snarlig ændring, hverken i form af en svækkelse - f.eks. i form af et kup, et vellykket attentatforsøg eller en folkelig rejsning - eller en styrkelse i kraft af en genvundet popularitet og øget folkelig opbakning.
Kombinationen af krigsskader og FN's omfattende sanktionsprogram har ramt det irakiske samfund endda særdeles hårdt. Det vil alle uvildige rapporter fra UNICEF, Verdensbanken, FAO, UNESCO osv. kunne bekræfte: Op imod 30 pct. af den irakiske befolkning lider af fejl-ernæring, børnedødeligheden er fordoblet siden 1990, 25 pct. af de irakiske børn og unge går ikke i skole, kolera, tyfus, dysenteri og andre vand-overførte sygdomme har alle status som epidemier, der er mangel på basale fødevarer og medicin osv.
At læse disse rapporter, eller resumeer heraf, bliver nemt til en sightseeing i nød og elendighed. Det samme gælder de journalistiske øjenvidneskildringer fra den irakiske befolknings hverdag.

Overalt er tiggeriet synligt, fødevarerationerne er utilstrækkelige, mange mænd har taget både to og tre job for at kompensere for de faldende lønninger, mange af de mere velhavende irakere er begyndt at sælge ud af smykkerne, guldurene, krystalvaserne og de ægte tæpper for at kunne holde skindet på næsen osv. Alt i alt er det således billedet af en forarmet, udmattet og af-politiseret nation, der tegner billedet.
Omvendt er det relativt velstående, vestligt orienterede og moderne irakiske samfund, som blev opbygget under Baath-partiet i 1960'erne og 70'erne, under synlig afvikling. Det gælder både tilløbene til en arabisk-socialistisk velfærdsstat med dens relativt udbyggede net af skoler, hospitaler, sundhedsklinikker og andre offentlige velfærdsinstitutioner og med hensyn til kulturelle vaner.
Effekten af FN's sanktioner er således ikke blot økonomiske eller sundhedsmæssige. En række lokale iagttagere vil derimod vide, at der bag de meget synlige økonomiske, administrative og sundhedsmæssige virkninger af sanktionerne foregår en mere langsigtet og fundamental af-modernisering af dele af det irakiske samfund.

Mest synlig kommer denne af-moderniseringsproces til udtryk i form af en stadig mere synlig islamisering. Dels er fredagsbønnen igen ved at blive et tilløbsstykke rundt omkring i de små kvartersbaserede moskeer, dels er antallet af kvinder, der fravælger vestlige tøjnormer og -moder for i stedet at gå klædt i overensstemmelse med islamiske forskrifter, stigende.
Hvad der subjektivt motiverer eller begrunder dette kulturskifte på de indre linier, er der ingen, der for alvor kan udsige noget om. Men tilsyneladende har den ændrede tøjkode konsekvenser langt ind i de relativt veluddannede irakiske mellemlag.
På samme måde omfatter den ny islamiske trend både de shiitiske og de sunni-muslimske kvinder - uden at der af den grund er tale om en opgivelse af religiøs egenart: De shiitiske kvinder går som deres kvindelige trosfæller i Iran med abaya, hvorimod de sunnitiske kvinder går med slør eller tørklæde - klædedragter, der tidligere associerede bondekultur og tilbage-ståenhed, men som i dag snarere konnoterer afstanden til Vesten og de sekulære og vestligt orienterede idealer, der tidligere satte den kulturelle dagsorden. Også blandt Iraks ca. en million kristne, der er fordelt over en række forskellige kristne trossamfund, er religionen i højere grad end tidligere ved at blive et fælles samlingspunkt.
Og også her er de ydre tegn en øget interesse for kirken som institution og fællesskab. Iagttagere har således hæftet sig ved, at den traditionelle julemesse både i Baghdad, Mosul og i flere andre af de irakiske byer var iøjnefaldende godt besøgt, og det er næppe alene det religiøse ritual eller udsigten til trøst og forløsning via religionen, der trækker.

Snarere har vi at gøre med en religiøs renæssance i det irakiske samfund - både blandt muslimer og kristne - der afspejler fattigdomskulturen, mangelsamfundet, statens ideologiske og administrative sammenbrud og landets høje grad af isolation.
Og det er snarere behovet for at udvikle fungerende og tidssvarende overlevelsesstrategier end modsætningsforholdet til Vesten eller ambitionen om at genfinde tabte kulturelle rødder, der har motiveret irakernes religiøse renæssance. Den religiøse renæssance er ikke det eneste udtryk for den påståede af-modernisering af det irakiske samfund. Religionens stigende betydning modsvares derimod af en ligeledes styrket klan- eller stammeidentitet, der på samme måde afspejler behovet for og nødvendigheden af at udvikle bæredygtige overlevelsesstrategier uden om staten.
Blod er altid tykkere end vand. Når klanerne på denne måde begynder at være det primære samlings- og orienteringspunkt, skyldes det imidlertid først og fremmest, at staten ikke længere er i stand til at påtage sig de velfærds- og kontrolfunktioner, som den tidligere varetog. Det er med dette udgangspunkt, disse klan- og familierelationer ikke blot videreføres i de mere traditionelle segmenter af det irakiske samfund, men tillige er ved at vinde indpas i byerne og blandt de irakiske mellemlag. Også her er de klan- eller familiebestemte solidaritets- og loyalitetsrelationer således ved at blive hovedhjørnestenen i den sociale organisering. Det gælder både med hensyn til fysisk beskyttelse, økonomisk hjælp, organisering af fødevarer, adgangen til og fordelingen af privilegier, job, udrejsetilladelser osv.
Saddam Hussein har på forskellig vis forsøgt at imødekomme den islamiske bølge i den irakiske befolkning. Men der er ingen grund til at tro, at samfundets re-islamisering er en afspejling af Saddam Husseins ændrede politiske retorik, eller at den umiddelbart lader sig kanalisere over i det politiske system som folkelig opbakning bag styret, der således skulle kunne genvinde dele af sin tabte legitimitet. Omvendt er der heller ingen grund til at opfatte samfundets synlige re-islamisering som udtryk for en forestående folkelig rejsning mod Saddam Hussein - f.eks. på et fundamentalistisk islamisk grundlag á la det iranske.

På samme måde har Saddam Hussein givet de irakiske klanledere en vis formel autoritet for at knytte dem tættere til det politiske apparat. Efter sigende har han med det samme formål - og en klar interesse i at skabe rivalitet - forsynet de mest indflydelsesrige stammeledere med rigelige mængder af våben og penge. Heller ikke på dette punkt er der imidlertid nogen grund til hverken at forvente en stabilisering af staten, eller at den klanbaserede organisering udenom og ved siden af staten skulle indebære ambitioner om og reel styrke til at erobre staten og fravriste Saddam Hussein og kredsen omkring ham magten.
Både re-islamiseringen og styrkelsen af de klanbaserede relationer er udtryk for en mere fundamental udvikling af de irakiske samfund end de økomiske og sundhedsmæssige konsekvenser af FN's sanktioner mod Irak. Måske er der ligefrem tale om en strukturel af modernisering. Udviklingen har næppe konsekvenser for Saddam Hussein-styret, men er af så fundamental art, at det har klare konsekvenser for perioden efter Saddam Hussein.

Af-moderniseringen af det irakiske samfund har en tredje dimension, nemlig den omfattende flugt eller immigration fra landet. Ca. en million irakere har forladt landet, og i væsentlighed er der tale om højtuddannet arbejdskraft, der forlader Irak på denne måde. Udover meget synlige konsekvenser med hensyn til den faglige standard ikke mindst i uddannelsessystemet, der er hårdt ramt af denne immigration, bærer immigrationen på et lige så stort problem: Hvem skal advokere for demokrati, menneskerettigheder og dialog med Vesten i perioden efter Saddam? Udover at landet tømmes for faglig og akademisk ekspertise inden for en række områder, tømmes det samtidig for intellektuelle, der repræsenterer disse vestlige eller sekulære ideer. Det er i denne forstand, kombinationen af islamisering, tribalisering og immigration bærer på en af-modernisering, der med stor garanti vil få konsekvenser i perioden efter Saddam.

Torben Rugberg Rasmussen
Center for Mellemøststudier, Odense Universitet

APROPOS
Illegal oliehandel redder Saddam
Intet tyder på, at Saddam Husseins 19-årige regime i Irak er ved løbe ud. Der er ingen rapporter om uhelbredelig sygdom, Saddam Hussein er kun 61 år, og ingen forventer, at de spredte oppositionsgrupper i landet enkeltvis eller samlet inden for en overskuelig tidshorisont er i stand til at true Saddams position. Der er heller ingen tegn på, at den magtelite, som Saddam Hussein har bygget op omkring sig, ikke fortsat er i stand til at forhindre kup eller attentater indefra og udefra.
Den største trussel mod Saddam Hussein menes at være et kup indefra, dvs. fra personer, der er del af det politiske og militære etablissement. Men der er ingen grund til at forvente, at styrets forholdsregler mod den slags trusler er ved at gå op i limningen, hverken af mangel på loyalitet eller mangel på professionalisme i hæren og de involverede efterretningstjenester.
Når Saddam Husseins nærmeste netværk fortsat er loyalt og villigt til at opretholde hans magt, skyldes det flere ting: Personlige loyalitetsrelationer; intern kontrol og overvågning; samt adgang til en række privilegier, der i al væsentlighed er finansieret via smugleraktivitet og ulovlig salg af olie via Jordan, Tyrkiet, Iran, Pakistan, Indien og Dubai. Tilsyneladende er denne illegale økonomiske aktivitet både indbringende og ikke nævneværdig berørt af FN's sanktioner mod Irak. Ifølge velinformerede kilder genereres der således op imod 700 millioner dollar om året, og det er i høj grad disse penge, der gør det muligt for Saddam Hussein at opretholde loyaliteten i sit inderste netværk. USA har ved flere lejligheder talt for en skærpet kontrol af denne livsvigtige økonomiske aktivitet. Men det er næppe sandsynligt, at man for alvor kan standse hverken den illegale oliehandel, smugleriet eller hvid-
vaskningen af penge. Også på dette punkt er der langt mellem på den ene side den politiske ambition om at tilføje Saddam Hussein et afgørende slag - og de faktiske politiske realiteter på den anden.
Torben Rugberg Rasmussen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu