Læsetid: 3 min.

Jellinge-stenen og Marianne

Debat
24. september 1998

Libération, som Information har bragt mange udmærkede artikler fra, er venstre-republikansk - og labyrintisk svær at forstå

LIBÉRATION
Ifølge Informations Børge Visby og hans kilde, avisen Libération, tager den franske virkelighed sig såre enkel ud (som det senest kunne læses i Inf. 13. aug. 98): Fornuftige og progressive kræfter står over for højrekræfter, der med den katolske kirke i spidsen til hver en tid vil modarbejde fremskridt og frigørelse.
Så enkelt er sagerne dog ikke skruet sammen. For alment dannede franskmænd er Frankrig et demokratisk foregangsland, menneskerettighedernes fædreland, hvis republikanske statsform i sig selv er en garant for retfærdighed, tolerance og rimelighed. Skulle der findes eksempler på det modsatte, skyldes det ikke mangler ved det republikanske koncept, men manglende efterlevelse af det.

Staten er ren
Den franske statsopfattelse er idealistisk - realiseringen af de idealer som blev født under revolutionen i 1789. Staten er ren. Heroverfor står den angelsaksisk-nordiske statsopfattelse, som man kunne kalde pragmatisk. Ifølge den er staten et udtryk for konkrete menneskers fællesskab, baseret på størrelser der er vokset frem af den konkrete historie. Således kan Danmark, ifølge denne opfattelse, ikke løbe fra at kristendommen er dets religiøse og i vidt omfang også kulturelle bagland. At Jel-
lingestenens vikingekristus figurerer på det nye pas, har ikke affødt de store protester.

Den sprælske pige
Et kristent symbol i den franske nations pas ville med garanti have medført rasende protester mod regeringen for ikke at have forhindret et snigløb mod republikken. Der finder således en veritabel dyrkelse af republikken sted, ikke bare som abstrakt idé, men som et levende princip, hvad der afspejler sig i den sanseglade symbolik på mønter og frimærker, centreret om den sprælske pige Marianne.

Vagthunde eller kustoder
Praktisk taget alle franskmænd er tilhængere af republikken, (og 76 procent af dem er samtidig katolikker). Den republikanske ånd dyrkes aktivt som ideologi af en række foreninger og enkeltpersoner, som alt efter behag kan kaldes vagthunde eller kustoder. Super-republikanerne kan mønstre titusinder af medlemmer. Det overraskende er, at vægten ikke så meget lægges på de velklingende principper om frihed, lighed og broderskab, som på princippet om adskillelse mellem religion og stat.
Som alle slagkraftige bevægelser har også super-republikanerne et fælles fjendebillede, der skaffer dem en raison d'être. Det er den katolske kirke, som i bundløs træskhed udpønser planer for at infiltrere den republikanske stat. Heroverfor må man selvfølgelig iagttage den yderste agtpågivenhed, en mobiliseringstendens der har sine rødder i fortidens gensidige uforsonlighed mellem kirken og de republikanske kræfter.

Republikkens renhed
Super-republikanerne udgør en stærk og frygtet lobby, hvad man senest så før og under pavens besøg i 1996. Han var af Chirac blevet inviteret som kirkens overhoved til at deltage i jubilæet for frankerkongen Klodevigs dåb - en fuldstændig harmløs begivenhed, som ikke desto mindre afstedkom voldsom republikansk våbenraslen. Ved udsigten til borgerkrigslignende demonstrationer valgte Chirac at ændre på sit program, så han bl.a. udeblev fra festmessen i Reims, da hans tilstedeværelse ville besudle republikkens renhed.
Tidligere på året havde det vakt forventelig harme, at Mitterrands kirkelige bisættelse blev transmitteret i tv. Hvordan kunne den slags ikke påvirke ubefæstede sjæle?
Et fast tilbagevendende tema er skoledebatten. Som det er tilfældet med de private skoler her i landet, modtager de katolske skoler i Frankrig også statstilskud, hvilket falder såvel super-republikanerne, som Visby og Libération for brystet.

Kirken er nuanceret
Hvad angår den katolske kirke i Frankrig, er den et nuanceret foretagende, der ikke bare kan sættes i bås som reaktionær. Den omfatter f.eks. et bredt spektrum af medlemmer, såsom Abbé Pierre og
filminstruktøren Eric Rohmer, og har i det meste af dette århundrede ikke haft planer om at føre krig mod den republikanske stat, tværtimod.
Men man kan ikke fortænke den i også at være en normbærende institution der med åben pande demonstrerer for, hvad den anser for ret og rimeligt.
Kirkens yderste højrefløj udspaltede sig i øvrigt fra den katolske kirke i begyndelsen af firserne og lever nu videre som en sekt, der ikke anerkender Rom. Når der i fransk presse tales om højreorienterede katolikker, er det ofte denne gruppe det handler om.
Med al ære og respekt for Libération, som Information har bragt mange udmærkede artikler fra, må det med i billedet, at dette blad hører hjemme i den venstre-republikanske meningsgruppering, og at man ved at lægge sig i halen på dets journalistik kan rode sig ind i en labyrint af meget specielle franske præmisser, som læserne fortjener en orientering om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her