Kronik

Jeppes far drak også

29. september 1998

- men er det kun derfor, Jeppe drikker? Genforskningens succes fejer henover verden - og spændende er det skam. Men trods alt er det ikke gener, der skaber et samfund, som nogle er meget bedre rustet til end andre

Vi hører ofte om, at adfærd og psykisk sygdom skulle være bestemt af generne. Den ene undersøgelse efter den anden viser, at intelligens, skizofreni, maniodepressivitet, aggression, misbrug, og meget anden adfærd i højere grad er bestemt af gener end af miljø.
Ofte er der tale om veldokumenteret forskning, hvor man er meget omhyggelig og systematisk i sin metode. Man sammenligner enæggede og tveæggede tvillinger, der har været bortadopteret til hver sin familie, eller man ser på sammenhænge mellem adoptivforældre og deres adoptivbørn, og mellem de samme adoptivbørn og deres biologiske ophav.
Sammenhæng betyder i denne forbindelse, at hvis den ene, eksempelvis den biologiske fader, har et træk, alkoholmisbrug, så er chancen for, at sønnen også har trækket så og så meget større, end det ellers skulle forventes ud fra trækkets normale udbredelse i befolkningen. For nogle træks vedkommende er sammenhængen meget større imellem biologiske forældre og deres bortadopterede børn, end mellem de samme børns adoptivforældre og børnene. Deraf udleder man, at alkoholisme har en betydelig genetisk komponent.
Men hvad så, når man har fundet ud af, at gener mere end miljø bestemmer, hvem der kan ventes at have visse træk: Hvad kan man egentlig bruge den viden til? Betyder det så, at vores samfundsliv ingen betydning har, for hvordan vi lever?

Et par eksempler: En mand er blevet psykotisk, har svære hallucinationer, hører stemmer, bliver bange for alle andre mennesker, og lever helt i sin egen verden. Lad os antage, at psykosen kom snigende i årenes løb, og at den næsten udelukkende var genetisk bestemt og forårsaget af neurokemiske forhold. Mandens livssituation spiller kun en birolle i udviklingen af psykosen.
Som langt de fleste psykoser går den mere eller mindre i sig selv igen i løbet af nogle år. På et tidspunkt er de bizarre forestillinger ikke længere så stærke, at de kan kontrollere mandens adfærd. Han er stadig præget af angst og mærket af den lange tid, hvor han ikke kunne forstå nogen eller noget. Men virkeligheden vender tilbage, psykosen går i sig selv. Gør tilværelsen også? Hvad hvis vi nu forestiller os, at han 'vågner op' til vores samfund?
Sandsynligvis har han ikke taget en uddannelse, og har nu nået en alder, hvor de fleste jævnaldrende har en uddannelse. Har han en uddannelse, er den sikkert blevet ubrugelig i de mellemliggende år. Når han søger ud på arbejdsmarkedet, finder han, at man helst skal 'være 25 år og have 30 års erfaring.' Man skal også være udadvendt og positiv, og han er stadig noget aparte og genert. Så kan han komme på selvtillidskursus og aktivering for bistandsklienter. Eller han kan få pension og gå på væresteder og distriktspsykiatri og tale med andre, der er uden for samfundet.
I hvert fald er han vågnet op til et arbejdsmarked med store krav. Vor ven har ikke meget arbejdserfaring og er næsten garanteret for skrøbelig til at leve op til kravene. Han vågner også op til, at han sandsynligvis kommer til at bo alene. Han flytter næppe hjem til sine forældre, fordi det at det at bo med sine for-ældre som voksen er så usædvanligt i vores samfund, at det er en tydelig stempling. I det lange løb er det langt det mest sandsynlige, at han ender med at hæve pension og sidde alene hjemme i en lejlighed, og udelukkende møde andre marginaliserede, der er psykisk syge eller misbrugere.

I et samfund med et lavere produktionsniveau og et lavere vækstniveau vågner han op til en helt anden virkelighed. Måske til et arbejdsmarked med plads til mange forskellige niveauer af ydeevne. Og måske til et samfund, hvor hver tredje 30-årig bor sammen med sine forældre. Han har heller ikke nogen uddannelse, og kan sikkert ikke passe ethvert job. Måske er han også dér arbejdsløs. Men der kan i nogle tilfælde være mere plads til skæve eksistenser i sådan et samfund. Han er ikke nødvendigvis skubbet så eftertrykkeligt ud af samfundet, som den psykotiske dansker.
Selv om det ikke er samfundsforholdene men deres genetiske materiale, der har gjort de to mænd psykotiske, er det stadig samfundsforholdene, de skal leve under, både mens de er psykotiske og bagefter. Og i vores samfund er der i hvert fald ikke meget plads til dem.
Vi ser også nogle gigantiske forskelle mellem samfund og kulturer, som understreger, at uanset om der er genetiske komponenter i sygdomme, så er der også samfundsmæssige. En dansk professor i psykologi, Peter Elsass, fandt i en lille indiansk landsby i Sydamerika, at han kunne diagnosticere næsten alle landsbyboerne som deprimerede. Mændene slog kvinderne, og alle følte sig magtesløse og triste. Økonomien og kulturen var totalt smadret af den europæiske civilisation.
Endnu et eksempel: I 60'erne og 70'erne med lav arbejdsløshed og et væsentligt mindre krævende arbejdsmarked var det muligt at få store mængder af stofmisbrugere til at fungere i samfundet både i USA og i Europa: Nogle var stoffri, nogle fik metadon. Rigtigt mange i begge grupper kunne klare arbejde, og de kunne klare at holde sig fri af kriminalitet.
I 90'erne ser vi, at kun en lille del af de stoffri narkomaner klarer sig i samfundet - og næsten ingen af de misbrugere, der får varig metadon. Om det er en social arv, eller en biologisk sårbarhed, der har gjort, at disse mennesker udviklede et misbrug, da de blev præsenteret for heroin, det ved vi ikke. Men vi kan sige os selv, at forskellene på den tids misbrugere og vor tids i høj grad må udspringe af de muligheder, de finder for sig selv uden for misbrugsmiljøet.

De fleste arvelige menneskelige egenskaber er, hvad man inden for statistikken kalder 'normalfordelt'. Nogle har meget, andre lidt af en given egenskab. Den største del af enhver gruppe er midtergruppen. Normalfordeling gælder eksempelvis legemshøjde. Nogle få er meget højere end gennemsnittet, nogle få meget lavere, men de fleste ligger tæt på gennemsnittet.
Det betyder, at når man undersøger en gruppe, vil man finde, at nogle er højere og nogle lavere. Hvis miljøfaktorer påvirker alle lige meget, så vil generne alene bestemme, hvor høj man bliver. Hvis alle børn eksempelvis får en dårligere kost under en krig, så vil der være den samme genetisk bestemte fordeling af legemshøjde som før - blot med et lavere gennemsnit. Men hvis børnene får en meget forskellig kost, som i et land med stor fattigdom og nogle få rige, så vil den økonomiske situation snarere end generne bestemme legemshøjden.
Nu er det også sådan, at generne er med til at give os ressourcer til at ændre på vores situation - flere eller færre. Den mere intelligente person vil i nogle situationer kunne skaffe sig en bedre situation end den mindre intelligente. Og det er igennem sådanne mekanismer, at generne i høj grad forudsiger vores individuelle liv: om vi bliver alkoholikere, om vi bliver kriminelle, om vi bliver mere eller mindre intelligente, og om vi bliver sindssyge. Generne anbringer os et sted mellem toppen og bunden af fordelingen. Men om Fanden tager de sidste, så de ryger ned i den sociale afgrund og forsvinder ud af det menneskelige fællesskab, det afhænger ikke af vores forskellige genetiske materiale. Generne fortæller os heller ikke, hvordan andre forholder sig til afvigere i samfundet. Og generne fortæller os ikke, om der er fælles betingelser, som gælder for alle mennesker i vores samfund, som er med til at bestemme konsekvenserne af de arvelige problemer, som alkoholisme eller skizofreni.

Vi skal ikke bilde os ind, at generne har valgt vores samfundsform for os. Prioriteringen af succes og karriere over plads til alle i samfundet er ikke genetisk. Evnen til at tilpasse sig sådan et samfund er måske genetisk bestemt, men ikke samfundet.
Det rejser spørgsmålet, om kravene i vores samfund, herunder på arbejdsmarkedet er rimelige? Er kravene fra globaliseringen nødvendige, naturlige krav, vi skal acceptere? Dette er ikke noget argument mod genetisk forskning eller mod konkrete forskningsresultater. Men vi må ikke glemme, at selv om gener kan forudsige vores adfærd, har de ikke valgt de fælles-menneskelige livsbetingelser for os.
Dem skaber vi selv.

*Morten Hesse er psykolog og ansat ved Center for Rusmiddelforskning ved Århus Universitet.

Apropos - Holberg om drikkeri

"Folk siger vel i Herredet, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker; thi jeg fik aldrig saa mange Hug i de ti Aar, jeg var under Malicien, som jeg faaer på een Dag af den slemme Qvinde. Hun slaaer mig, Ridefogden driver mig til Arbeid som et Beest, og Degnen giør mig til Hanrei. Maa jeg da ikke vel drikke? Maa jeg da ikke bruge de midler, som Naturen giver os at bortdrive Sorg med? Var jeg en Tosse, saa gik Saadant mig ikke saa meget til Hierte, saa drak jeg ei heller ikke; men det er en afgjort ting, at jeg er en vittig Mand, derfor føler jeg Saadant meer end en Anden, derfor maa jeg og drikke."
Jeppe paa Bierget, 1. akt, 3. scene

"Man holder gemeenligen for, at Bacchus haver fæstet sit sæde udi Norden, og Venus udi Sønden: Det er, at Nordiske Folk have Tilbøyelighed til Drukkenskab, og Sydlige til Løsagtighed. (...) Det kand ikke nægtes, at jo Nordiske folk inclinere meest til stærk Drik: Thi, ligesom den kaalde Luft foraarsager, at de maa bruge forede Klæder, saa opmuntrer den dem også til stærk og hidsig Drik for at varme det indvortes Legeme. Hvad Løsagtighed derimod angaaer; da kand derom anføres adskilligt pro og contra. De fleeste Reyse-Beskrivere vidne, at Løsagtighed gaaer mest i Svang udi de sydlige Lande. En naturlig Aarsag gives og dertil, nemlig Solens stærke Heede. Dette kand vel ikke negtes, at Varmen jo haver den Virkning: Men man kand derimod sige, at stærk Drik og kraftig Mad kand udvirke det samme udi et Menneskes Legeme, ja end meere end Solens Heede. (...) Hvorudover, hvis det er beviisligt, at sydlige Nationer ere løsagtigere end nordlige, maa man lede efter en anden Aarsag, hvilken er vanskelig at udfinde, med mindre man vil holde for, at den Tvang, som sydlige Fruentimmer holdes udi, er den rette Tønder til saadan Passion. Thi daglig Erfarenhed viser, at Forbud opvækker Lyst, saa at man kand holde for, at hvis Italienske, Spanske og Tyrkiske Fruentimmer ikke vare indespærrede, deres Begierligheder vilde forkølnes, og at de med ligesaa liden Anfægtning vilde beskue en ung Cavalier, som en fransk Jomfrue eller Dame."
Epistola CCCXXXIX, 1750.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu