Kronik

Kampen om den røde ko

21. september 1998

Moderne forædlede husdyr bidrager - måske - til landbrugets aktuelle problemer. For at vende udviklingen kan vi få brug for de gamle husdyrracers gener. Men der skal ske noget snart, inden de gamle husdyr helt forsvinder

Der var engang et land, et rigtigt bondeland, hvor kornet bølgede på markerne mellem de levende hegn. Humlebierne summede om kap med sommersolen over kløvermarken. Racer af Ø-kvæg, Dansk Korthorn, Jysk Kvæg, sortbrogede og røde køer gumlede græs på de grønne enge. Her spankulerede storken også rundt, på sine lange røde ben på jagt efter snoge og frøer. Sortbrogede og andre svineracer snaskede i mudderhuller og havde krølle på halen. Den Jyske Hest trak langsomt og skånsomt ploven igennem den frugtbare muld, styret sikkert af plovmanden, der arbejdede hårdt bagved med sveden dryppende fra panden. Dette skønmaleri kunne næsten være fra en film af Morten Korch og er vel blot underholdning for eskapister. Ikke alt var ren idyl dengang, men landbrugslandet var mangfoldigt - det er ganske vist.

Det er på høje tid at gøre en stor indsats, hvis vores gamle husdyrracer skal bevares. Kvæg, svin, heste, får, geder, høns, gæs og bier ser vi i større eller mindre antal på de danske gårde, men antallet af racer indenfor hver enkelt art er alarmerende lille. Hver enkelt art er sammensat af mange racer, men mange af disse er udslettet eller tæt på at uddø. Derfor bliver arten mere og mere truet, da den taber i genetisk diversitet. Fornyelsesmulighederne bliver færre og færre og arten kan i yderste konsekvens bryde sammen. Jo mere forædlet en race er, jo større er sandsynligheden for indavl og letale gener, som kan få overvægt, når man i retningsdirigeret indavl for-ædler for at opnå specielle ydelser. Hos husdyrracer, som ligger tæt på urformen af arten, vil der altid være en større chance for at redde et lille antal tilbageværende dyr. Deres genmateriale vil have en større diversitet og dyrene vil have større muligheder for at overleve.
Vores svineproduktion domineres af ganske få racer, medens alle andre racer stort set er forsvundet. Slagtesvin er højt forædlede, hvilket kan være en af årsagerne til, at deres immunforsvar er så nedbrudt, at de har svært ved at bekæmpe bakterier og svampe, som blandt andet kan give diarre og sætte væksten i stå. I vores effektive landbrug tager 'raske' slagtesvin over 3/4 kilo på om dagen. De fodres da også med proteinrigt foder tilsat lovlige former for vækstfremmere, som er antibiotikalignende stoffer, der holder tarmens eventuelt sygdomsfremkaldende bakterie- og svampeflora i ave. Svin er ligeledes igennem flere år blevet isoleret i industristalde, afsondret fra omgivelsernes trusler mod deres skrøbelige helbred. Skal denne udvikling for alvor vendes, kan der i høj grad blive brug for de gener, som findes hos ældre svineracer.

Mange af de gamle hønseracer er forsvundet. For slagtekyllinger har effektiviseringen i høj grad været invaliderende. I løbet af 45 dage skal de nemlig være klar til foliebakken i supermarkedets køledisk. Kyllingerne vokser så hurtigt, at skelettet ikke kan følge med. En absurditet som skyldes vækstfodring og for-ædling, udelukkende med hurtig vækst som det overordnede mål.

Landbruget har næsten udelukkende satset på kvantitet og stadig øget tilvækst hos afgrøder og dyr. Kun overfladisk blev kvalitet og etik taget i betragtning. En udvikling som også skyldes, at familien Danmark og eksportmarkedet igennem mange år ville have så billige fødevarer som overhovedet muligt. Kun meget få i det konventionelle landbrug stillede spørgsmålet, hvad gør denne udvikling ved os selv, ved vores dyr og ved vores fødevarer? Det ringe immunforsvar, som svin, kyllinger og kalve ofte lider under i dag, er fremprovokeret af den intense udvikling med vækstfodring, stress og pladsmangel samt af den enorme ensretning, der har fundet sted i avlsarbejdet, hvor man næsten udelukkende har haft øget produktivitet for øje.

Gamle husdyrracer har stort set været overset i lovgivnings- og bevaringsarbejdet, hvilket er meget underligt. I natur- og kulturhistorisk perspektiv er der jo almindelig forståelse for at redde naturområder, der udgør levesteder for bestemte plante- og dyrearter. Der er almindelig forståelse for at redde oldtidsminder, gamle bygninger, redskaber fra en svunden tid og gamle klædedragter.
Gamle husdyrracer ville i levende live være et meget spændende og fortællende element om fortidens kultur. Alligevel er de fleste racer gået tabt, selv om de har været ekstremt bevaringsværdige - se også dagens Apropos.

Udvalget til bevarelse af genressourcer hos danske husdyr blev nedsat i midten af 80'erne af landbrugsministeriet. Meningen med dette udvalg er i samarbejde med institutioner, foreninger og interesserede enkeltpersoner at opspore, samle og bevare gamle husdyrbestande og bevare genmateriale. Bevaringsarbejdet udføres ved hjælp af sædbanker for dybfrossen sæd, ligesom man ønsker at bruge den nye bioteknologi som ægtransplantation, embryolager, udsugning af umodne æg fra slagtedyr til in-vitro dyrkning og befrugtning. Det ser ud til at landbrugsministeriet har en vis interesse i at bevare genmateriale via genbanker til brug for genteknologien, men det er en usikker og ikke farbar vej. De nævnte teknikker vil aldrig kunne erstatte levende dyr, og cellerne kan i nedfrossen tilstand degenerere og dø. Vi har brug for rigtig levende husdyr, med mange racer indenfor hver art. Det er nødvendigt for at kunne bevare en lang række vitale egenskaber, også selv om de er koblet med lavtydende egenskaber, som man i avlsarbejdet har gjort en stor indsats for at fortrænge. Derfor er det vigtigt, at der i fremtiden opbygges rimeligt store avlsbesætninger af truede husdyrracer, så et hensigtsmæssigt avlsarbejde kan udføres. I forbindelse med for eksempel egnsmuseer, fredning af herregårde og udnyttelse af marginaljorde vil det være oplagt at placere græssende dyr som gamle racer af køer, heste får og geder sådanne steder.

Siden 1985, hvor udvalget blev startet, har de gamle husdyrracer været i konstant tilbagegang. Derfor skal der gøres en meget målrettet indsats nu. Der er i 1996 udarbejdet en strategi for bevaringsarbejdet med et arbejdsbudget på 1,5 millioner kr. årligt, hvilket ikke rækker til ret meget strategi og bevaring. Det er uforståeligt, at gamle husdyrracer ikke er kommet på finansloven med et meget større beløb. Jeg forstår heller ikke at det etablerede landbrug har været fuldstændig ligeglade med disse værdifulde gener og kulturhistoriske værdier. Grunden ligger måske i, at når industrilandbruget er sat på skinner, ser de mennesker, som styrer dette via organisationerne ikke andet end ensretning samt vækst og atter vækst, og det uanset at en lang række andre omkostninger stiger og stiger.
Omkring år 1900 fandtes cirka 2.400 husdyrracer i Europa. I dag er cirka halvdelen forsvundet og yderligere 40 pct. er i fare for at forsvinde indenfor de næste 20 år. Det er derfor vigtigt at få oplysninger fra vore nabolande og fra de østeuropæiske lande, da man måske kan finde lignende typer der, som dem der er ved at forsvinde i Danmark.
For eksempel betegnes Dansk Gårdhund nu også som Dansk-Svensk Gårdhund, da den samme hundetype findes i Sverige. Umiddelbart ser det ud til, at der i Tyskland gøres et meget stort arbejde for at redde de tilbageværende gamle racer; måske er der også hjælp at hente derfra.

Af gamle kvægracer som er mere eller mindre truet kan nævnes Jysk Kvæg, Den Røde Danske Malkerace fra før 1970, Sortbroget Dansk Malkerace fra før 1965, Dansk Korthorn. Endelig findes der en lille bestand Ø-kvæg på Oregaard. Ø-kvæget er den mest 'oprindelige race', men ikke registreret som sådan, da den er fra en periode inden man inddelte kvæget i racer. Af svineracer kan nævnes Sortbroget Land-race og Dansk Landrace fra før 1970. Herudover findes der en række andre husdyrracer som er værd at nævne. Det drejer sig om Den Jyske Hest, Frederiksborghesten, Knabstrupperhesten, Dansk Landfår, Dansk Landraceged, Dansk Landgås, Den Danske Landand og Danske landhøns. Herudover findes der en række racer af hunde, kaniner og duer som kan komme i farezonen. Et lille vigtigt 'husdyr' er bien, her er det især Den Brune Bi - Læsøbien vi skal passe rigtig godt på.
En række værdifulde husdyrracer kan stadig mangfoldiggøres. Genteknologien kan være behjælpelig på dette område. Som forventet ser det dog ud til, at der udelukkende satses indenfor det industrialiserede landbrug, uden øje for kvaliteterne hos de uddøende husdyrracer. I sidste ende kan diversiteten blandt husdyrenes gener blive så lav, at ensretningen rammer for-ædlingsindustrien selv.

*Poul Erik Pedersen er agronom.

Apropos - Husdyrhistorie

Alle husdyr stammer fra vildtlevende dyreformer. I Asien og i det sydlige Europa har man fundet beviser på, at der blev holdt husdyr 7-9.000 år f. kr. I de nordiske lande ser man først husdyr langt senere. I stenalderen havde nordboerne hunden som husdyr. Først i den yngste stenalder (2500-1500 f. kr.) blev får, geder, kvæg og svin almindelige som husdyr. Hesten blev først tæmmet langt senere. Det skete i middelhavslandene nogle århundreder f. kr.
Det forholdsvis varme klima som herskede i Danmark i stenalderen, ændrede sig langsomt til et fugtigere og koldere. Denne ændring i klimaet betød, at man fire til seks århundreder f. kr. måtte samle lager til vinterfoder og have dyrene i hus om vinteren. En udvikling som gjorde mennesker og dyr mere afhængige af hinanden.
I første omgang blev de tamme husdyr mindre end de vilde stamformer, men den bedre fodring og et systematisk avlsarbejde igennem de sidste cirka 200 år har så igen øget dyrenes størrelse og især produktionsevne. F.eks. er mælkeproduktionen pr. ko mere end fordoblet siden 1950'erne, en udvikling som har givet problemer med for eksempel yverbetændelse. Et andet eksempel er Belgisk Blåhvid, der får så store kalve, at de ikke kan føde dem selv, og kalvene må derfor tages ved kejsersnit. Dette kvægs primære opgave er avl og krydsninger for at få større dyr til kødproduktion.
I første halvdel af 1800-tallet indførte vi husdyr fra flere forskellige lande, men renavl på de husdyr man nu engang havde på en lokalitet blev hurtig den foretrukne metode. En udbredt teori var nemlig, at dyrene havde en sted-egnethed, hvor de tilpassede sig et bestemt miljø. Dyr som havde levet mange generationer i et bestemt område ville være nye racer i området overlegne. Derfor var der langt op i vort århundrede mange forskellige racer af de forskellige arter husdyr.
Med industrialiseringen af landbruget forsvandt mange af de oprindelige danske husdyrracer. Trækhesten blev afløst af traktoren. Geden og i et vist omfang fåret mistede betydning. Avlsmetoderne blev forbedret. Mange 'oprindelige' racer af især kvæg, svin og høns blev krydset med eller helt erstattet af udenlandske racer, som man har anset for at være de hjemlige overlegne.
Poul Erik Pedersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu