Læsetid: 3 min.

Københavns miljøproblemer skal løses

Debat
19. september 1998

Et København med bompenge og et bæredygtigt produktions- og forbrugsmønster vil virke som en magnet på miljøvenlige virksomheder

OPRYDNING
København skal være en grøn hovedstad, og derfor skal der sættes penge af til de uløste miljøproblemer i kommunens budget for 1999.
Vi har store problemer med jordforureningen i København. Mange kolonihaver, parker og daginstitutioner er placeret på forurenede områder, og her er befolkningen udsat for sundhedsfare. Vi må sørge for, at byen er et sikkert sted for borgerne. Først og fremmest skal vi beskytte børnene og sikre de offentlige områder, hvor de færdes. Dvs. børnehaver, vuggestuer og legepladser. Derfor vil SF i budgettet for 1999 afsætte midler til at rense jorden på daginstitutioner og legepladser, så de bliver sikre for børnene.

Paradoksal vedtagelse
Også trafikken giver store miljøgener og nu er den ved at bryde sammen i myldretiden. Paradoksalt nok vedtog Borgerrepræsentationen i 1997 en trafik-miljøplan med den forudsætning, at trafikken ikke må stige. Men allerede nu kan det konstateres, at indpendlingen er steget med syv procent på to år. Det betyder, at der i København stadigvæk i 1999 vil være 70.000 boliger med et uacceptabelt støjniveau. 1.500 boliger vil være placeret i gader, hvor den beregnede koncentration af NO2 vil overstige de bindende grænseværdier. Samtidig er der kommet ny viden frem om partikeludsendelsen fra dieselbiler som viser, at den er årsag til 120- 720 ekstra dødsfald alene i København.

Stigning på 32 procent
Hvis vi ikke gør noget viser Vejdirektoratets prognoser, at trafikken vil stige med 32 procent frem til år 2016. Væksten kan dog blive lidt mindre i hovedstaden, men er alligevel en kraftig stigning. Medens vi har opnået at reducere CO2-udslippet fra husholdninger og vore kraftvarmeværker, stiger CO2-udslippet fra trafikken stadig væk. Der er intet der tyder på, at denne udvikling vil vende, hvis ikke der tages mere drastiske midler i brug over for privatbilismen.
Det er derfor helt grotesk, at regeringen i sin miljøvurdering af finanslovforslaget for 1999 lægger op til, at målet om at reducere CO2-udslippet fra trafikken skal opgives. Et forslag, der kun kan tolkes som udtryk for en manglende vilje til at gøre noget ved trafikproblemerne. Desværre finder vi samme holdning hos Socialdemokratiet i Hovedstaden, som forhandler budgetforlig med de borgerlige uden at miljøet omtales med et ord.

Europas Miljøhovedstad
SF peger på, at Københavns Kommune selv kan gøre en hel del for at løse problemerne. Vi vil i budgetforhandlingerne forsøge at overbevise socialdemokraterne om, at København som Europas Miljøhovedstad bør gå forrest med en grøn og miljørigtig udvikling af byen:
*En trafikstigning kan undgås ved at indføre bompenge her og nu. Ordningen kan udformes, så alle bilister, som kører ind i byen, skal have et HT-netkort siddende i forruden. En nem og ubureaukratisk løsning som sikrer, at pengene går direkte til at støtte den kollektive trafik. *Renere luft ved at begrænse partikelforureningen. Det kan pålægges dieselbiler at anvende lav-svovldiesel og partikelfiltre.
*Oprensning af jorden i dag-institutioner ved at øge bevillingerne til dette formål.
Alt i alt vurderer SF, at der skal afsættes ca. 50 millioner kr. ekstra til at tackle trafik- og jordforurenings problemerne i byen. Herudover indeholder det budgetoplæg, SF har lavet sammen med Enhedslisten, en række krav: Tilbagerulning af to procent besparelsen, fastholdelse af pladsgaranti på daginstitutionsområdet og plejegaranti til de ældre m.v.

Bæredygtig udvikling
SF satser på en bæredygtigt udvikling i København. Det handler om at ændre adfærd, livsstil og værdier til fordel for et produktions- og forbrugsmønster, der er væsentligt mindre ressourceforbrugende end i dag. Derfor har jeg som miljøborgmester igangsat en række grønne initiativer: Et råd for bæredygtig udvikling i København, miljøbevidste indkøb i kommunen, økologisk mad i storkøkkener og institutioner, grønne regnskaber samt styrket den generelle oplysning om ressourcebesparelser.
Et København med bompenge, renere luft, ren jord samt et bæredygtigt produktions- og forbrugsmønster vil virke som en magnet på miljøvenlige virksomheder rundt om i verden.
Det er på tide, at Socialdemokratiet ser dette som et fortrin, og ikke som en spændetøje for erhvervsudviklingen i København. Som miljøborgmester håber jeg, at Socialdemokratiet får øjnene op for dette under budgetforhandlingerne og satser grønt i stedet for borgerligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her