Politik og demokrati er for vigtige til at overlades til politikerne
MENINGER
Nogle husker sikkert episoden fra firserne, hvor Erhard Jakobsen rasede over en københavnsk præsts juleprædiken. Den var i følge CD's stifter for politisk. Ikke direkte partipolitisk, vorherre bevare os, men den indeholdt en klar stillingtagen imod det sydafrikanske apartheidstyre. Og det var altså mere end hvad en præsts beføjelser rakte til.
Samme Erhard Jakobsen var det, som et årti forinden kørte valgkamp på et raid mod Danmarks Radio. De var blevet for politiske.
Erhard Jakobsen stod ingenlunde alene med sin modstand mod politisering af offentlige institutioner. Folkeskolen var ligeledes genstand for heftige debatter om lærernes rolle og tendensen var enighed om, at undervisningen skulle være værdineutral.
Denne dyrkelse af politisk og værdimæssig neutralitet var vel blandt andet hvad der først udviklede sig til overdreven relativisme ('Hvad er klokken, mor? - Det må du selv bestemme, lille Søren') og som har ført til, at der her i etikkens årti søges efter sandheder alle vegne.
Godt nok forkynder de utallige nyreligiøse bevægelser i disse år - inspireret af østens mystik og i lighed med superliberalisterne - at det enkelte menneske kan klare sig selv, herunder selv finde sandheden.
Men at det vist er at tillægge det enkelte menneske guddommelige - og dermed ikke-menneskelige - evner, behøver man ikke engang ty til fortidens millioner af beviser for: Nutidens åndelige nysgerrighed og søgen efter 'det etisk rigtige/ forsvarlige' vidner derom.
Muligvis var der for et par årtier siden visse legitime grunde til at diskutere, hvor grænserne skulle gå for præsters, skolelæreres og journalisters politisering. Og muligvis blev grænserne fra tid til anden overtrådt. Men husk på, hvad der blev resultatet af episoderne: Debat, og efterfølgende indskærpelser overfor synderne. I dag har vi neutrale folkeskolelærere, neutrale præster (enkelte undtaget) og neutrale journalister (ligeledes enkelte undtaget). Og dermed er en vigtig del af den demokratiske samtale og opdragelse forsvundet i den politiske neutralitets hellige navn.
I stedet har vi fået tavsheden. En tavs folkekirke, tavse skolelærere og - i forhold til den demokratiske samtale - tavse journalister. Politikerne har i praksis nærmest fået monopol på retten til at politisere.
Nu gælder det imidlertid indenfor politikkens sfære, at hvis man fjerner samtalens præg fra foretagenet og reducerer det til udelukkende at dreje sig om lov-arbejde, så står tilbage kun kolde rationelle systemer. En politiker, der kun taler i paragraffer og ikke i normer og værdier, er ikke med til at skabe samfundet, men har reduceret sig selv til en folkevalgt administrator. Og det har aldrig været meningen i det danske demokrati.
På samme måde har den historiske opfattelse af formålet med det danske undervisningssystem aldrig været, at eleverne kun skulle lære at regne og læse.
Folkeoplysningen og det alment dannende har altid været tiltænkt en central rolle og været anset som en vigtig grundpille i det danske demokrati. Folkeskolen skulle medvirke til at skabe demokratisk vakte og engagerede borgere.
Hvordan gør man det, hvis undervisningen skal være værdineutral?
Og så er der kirkens rolle i samfundet. Sikkert til Erhard Jakobsens store fortrydelse, har Århus-biskop Kjeld Holm benyttet agurketiden til at lufte tanker om en mere synlig folkekirke i forbindelse med samfundsdebatten. Det er nye toner ovenpå et par årtier, hvor det store flertal af danskere vist har været tilfredse med, at kirken var et servicecenter, der tilbød at begrave dem og at stille en romantisk ramme til rådighed for par, der ville slå pjalterne sammen. Som om det var dét, der var meningen med kirken. Kjeld Holms tanker provokerer utvivlsomt mange og han har da også allerede mødt modstand fra dem, der mener at kirken skal være tavs og holde sig til at være serviceorgan.
Hvad der er mere interessant er imidlertid, at to af hans kollegaer har bakket tankerne op. Nu skal kirken igen til at være en del af samfundet og på et ikke-partipolitisk plan blande sig den demokratiske samtale.
Kjeld Holm og hans kollegaer skal vide, at de i hvert fald har én tilhænger af en mere synlig folkekirke. For politik er for vigtigt til at det kan overlades til politikerne, som det er blevet formuleret. Dansk demokrati er ikke gearet til, at initiativet til samtalen udelukkende er overladt til folketingspolitikerne. Der skal meget mere til. Alle samfundets institutioner må spille med.
I alle sammenhænge må borgere anspores til engagement. Også i kirken og skolen. Lad os derfor - blandt mange andre ting - sige ja til en mere synlig folkekirke, give plads for folkeoplysende og alment dannende islæt i undervisningen, appellere til bedre forhold for folkehøjskolerne og sige nej til tankerne om at fjerne 10. klasse og dermed en lang række frie efterskoler.
Lad os gennempolitisere samfundet!
