Læsetid 5 min.

Læserdebat

12. september 1998

Sort skærm

11. SEP. - Torsdag i DR's program Helt ærligt, mand! kunne vi seere - både den almindelige arbejder fra Amager og de overvægtige - være vidner til løssluppent had for åben skærm.
I salig Guds navn kunne aggressionsprædikanten fra det mørke Jylland, pastor Krarup, konkurrere med cand. polit. og tidligere MF'er Mogens Camre om hvem, der kunne lægge flest 'ikke-danske' mest for had.
Efter denne kvalmende blodrus, der ikke kun ramte muslimer, men også jøder, kan man spørge sig selv, hvorledes de mange menige socialdemokrater har det i dag, når det lykkedes deres tidligere MF'er at overhale Søren Krarup højreom?
Mogens Camre må have glemt, at Socialdemokratiet er opvokset i arbejderbevægelsens vugge, hvor ord og idealer som solidaritet, lighed og international forståelse har været grundstenene. Måske har de mange år på universitetet fjernet ham fra rødderne, og hans efterfølgende økonomiske spekulationer gjort ham så forvirret, at det idag er alliancen med det yderste, reaktionære højre, der skal bringe ham tilbage i søgelyset.
Der blev i programmet talt meget om Over-Danmark. Vi er mange, der længe har kæmpet mod uretfærdigheden i samfundet, og for fælles goder såsom ret til arbejde, sygehuse, uddannelse og boliger, men det sker sammen med Ali, Sheila, Antonio og Teracita mod de politikere, som for stadig fleres vedkommende udgøres af cand.
polit.'er og cand.scient.pol.'er.
Og når sidstnævnte tager præster, der har glemt, hvor på jorden Jesus voksede op, i hånden, så får vi en morderisk cocktail, der minder om tendenser, vi har set i både Tyskland og Frankrig. Den alliance kan vi godt undvære i vores fælles kamp mod Over-Danmark!

Ulrik Wagner, medl. af Rebel,
Sundevedsgade 2, 3. th.
1751 København V

Mode til sadister og dumrianer

1. SEP. - På en strøgtur i København i går faldt min vej forbi en af de store modepaladser med behageligt rullende trappe og store smil.
Stor er min undren, da der foran mig står et stativ fyldt med koncentrationslejrfangefrakker, - med røde striber, fangenummer og det hele.
Nå, for søren, tænker jeg, det er måske en videreudvikling af piercing blandet med en art ekstrem politisk manifestation, en solidaritetstilkendegivelse så det basker - simpelthen en slags flagellantfrakke!
Jeg løfter op og kigger indvendig - men nej - ingen pigge! Kun lun uld til at varme det forfrosne legeme en kold vinterdag.
Jeg er ærlig talt dybt forarget og kan i virkeligheden kun få øje på to grupper af potentielle kunder. Enten - indrømmet - modige individer, der tør vedstå deres sadistiske, nekrofile tilbøjeligheder, eller dumrianer, der skilter med en solidaritet, der ikke koster mere end det, tøj-industrien tjener.
Denne form for dødspornografisk indtægtskilde er manipulation og udnyttelse af naive sjæle og må da rumme helt andre uhyggelige perspektiver end en håndfuld højtråbende nazister i Køge.
Deres intentioner er da i det mindste åbenlyse.

Anna Larsen
Møllevej 16
4450 Jyderup

Tag S-toget, Holmsgaard!

2. SEP. - Forstemmende at se formand for Energimiljørådet Anne Grete Holmsgaard (AGH) i DR1's Profilen den 1. september.
Forstemmende fordi hun som højtuddannet og velbegavet akademiker med stor indsigt i miljøspørgsmål med egne ord er, som danskerne er flest:
Hun orker ikke at bruge en halv time ekstra på transport, men vælger ligesom 1,6 millioner andre lemminger at sætte sig ind i privatbilen og køre de 12 kilometer.
AGH anbefaler et politisk indgreb. Det skal være økonomisk fordelagtigt at købe miljøvenlige biler.
Samtidig skal det gøres til et godt alternativ at lade bilen stå og tage de offentlige transportmidler, bl.a. ved at lade benzinpriserne indhente den øvrige prisudvikling.
Men AGH har svært ved at lægge skjul på, at hun ikke rigtig tror på den med at styrke de offentlige transportmidler.
Og hun vil for alt i verden ikke give afkald på den 'personlige frihed' det giver at have en bil.
Erfaringerne fra de senere års trafikpolitik viser da også, at der ikke findes en reel politisk vilje til at dæmme op for privatbilismen på trods af, at formuleringer om at styrke den kollektive trafik indgår i de fleste partiers programmer.
Ingen tør tage de upopulære beslutninger, der skal til.
Det må være relevant at spørge AGH, om hun har belæg for, at miljøvenlige biler - hvad det så er for nogen - i sig selv kan nedbringe CO2-udslippet?
Hvis den nuværende udvikling skal vendes, må initiativet komme nedefra, som vi har set det på fødevareområdet.
Og det er ikke gjort med miljøvenlige biler til alle og vage hensigter om at tage toget hver anden torsdag.
Den personlige frihed, AGH ønsker, er alt for dyrt betalt.

Lorens Juul Madsen, cand. mag.,
Nygårdsvej 22, 1. th
2100 Kbh. Ø

Ingen ridser i cykellakken

7. SEP. - Hykler, det kan du selv være, Jørgen Leth.
Nu har du gennem en snes år med din lovsang markedsført den underholdningsindustri, der hedder professionel cykelsport.
Du har - formentlig på trods af helt andre fornemmelser - sunget den, som om de medicinske regelbrud i det store og hele var undtagelser.
Ikke den mindste rids i lakken har du forsøgt dig med, skønt det journalistiske motto ellers plejer at være, at offentligheden har krav på sandheden.
Din lovsang har lydt på trods af, at du ved, det går ud over de unge, eftersom du skriver:
"Hvorfor kommer de alvorligste ulykker, undertiden dødsfald mest hos de unge udøvere? (...) Vi ved alle godt hvorfor."
Vel gør vi ej, for det har du aldrig boret i. Du har været en integreret del af den professionelle cykelsports gigantiske hykleri.
Når så en fransk minister - selvfølgelig ikke en journalist, de lever jo af sporten - viser en smule civilcourage, farer du op og er perfid overfor højskolerne, som dog må anses for sagesløse i denne sammenhæng. Og du kalder det publikum, du selv har været med til at forføre, for hyklere.
DIF tillægger du "erklærede amatøridealer." Det er længe siden, man for at undgå det værste hykleri, afskaffede dem.
DIF har blot svært ved at erkende glidebanen.
Hvor diskussionen for 20 år siden handlede om menneske eller penge, har den professionelle sports jernhårde logik sat diskussionen menneske eller monster på dagsordenen, og den diskussion er de nødt til at deltage i, derinde i Brøndby, ligesom du er.
Du kommer her i lørdags-avisen 5.-6. september for alvor ud af busken, med et standpunkt, der er klart: Legalisering af doping under lægetilsyn, for: "Det fremmer kvaliteten af præstationer. Det forhøjer sportens sublimerende kraft."
Det bliver spændende at se, om din arbejdsgiver, TV2, kan følge dig hele vejen.

Jørn Møller
Skælskør Landevej 28
4200 Slagelse

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu