Læsetid: 5 min.

Læserdebat

26. september 1998

Besynderligt organ

23. SEPT. - Hvad fanden er meningen? Engang for ikke så længe siden endda var Information den avis, hvor man kunne finde landets bedste musikjournalistik. Hvorfor er avisen nu blevet så gudsjammerlig tandløs i sin dækning af rockmusik (og techno, pop, big beat, hip hop etc.). Hvorfor kan man ikke læse om bands som Lo Fidelity All Stars og Spiritualized, for slet ikke at tale om nye danske undergrundsudgivelser, der ikke engang bliver omtalt i noteform? Nye plader bliver ikke anmeldt, væsentlige koncerter skamløst overset, tendenser ikke trukket op.
Da jeg en gang forelskede med i dette besynderlige organ, var det bl.a. fordi jeg her kunne læse om den nyeste musik af kompetente og vidende skribenter. Nu er det eneste, der sidder tilbage, åbenbart et eller andet tilstoppet halvfjerdserøre, der synes, at Henning Stærk og Peter A.G. er det mest progressive, der findes på rockscenen. Vågn dog op. Få fingeren ud af øret og sæt den på pulsen i stedet for - og find nogle kompetente musikjournalister, der ved, hvad der foregår.

Jakob Staalby
Valdemarsgade 2, 3. tv.
1665 København V

Imod Israel

24. SEPT. - En del gymnasieelever har i den sidste tid givet udtryk for, at de ikke ønsker at være imod Israel eller anti-israelske. Man må håbe, at de ikke vil afholde sig fra at være imod Israels politik overfor palæstinenserne.
For selvfølgelig kan man være imod Israel, vel at mærke landets politik overfor palæstinenserne, og gymnasieelever og andre bør være det. Israel er en besættelsesmagt, som overtræder og ignorerer internationale konventioner. Israel har delvist legaliseret tortur ved at acceptere brugen af 'moderat' fysisk pres, og den israelske politik i de besatte områder skaber en uudholdelig hverdag for hovedparten af palæstinenserne.
Israels politik er på alle måder angribelig, og derfor har man god grund til at være kritisk overfor Israel. Konkret bør man stille den israelske regering til ansvar for disse overgreb, og presse den til at føre en anden politik. Det er der desværre ikke mange, der gør, og derfor kan Israel fortsætte sin politik.
Man kan også være imod ideen om en etnisk stat, fordi denne ide i praksis uundgåeligt fører til konflikt, idet andre befolkningsgrupper, som bor i landet, føler sig ekskluderet og diskrimineret. Dette er sket i Israel. I praksis er palæstinensere siden statens oprettelse blevet diskrimineret på en række områder, fordi staten primært har tilgodeset sine jødiske indbyggeres interesser. Man kan således være imod ideen om en stat specielt for jøder, og man kan foreslå israelere, at de begynder at skabe en stat, der er for alle dens indbyggere, og ikke kun for en bestemt etnisk eller religiøs gruppe.
Hvad man derimod ikke kan være imod, er jøder, eller sorte eller israelere, palæstinensere osv., for så er man racist.
Men at kritisere Israels politik overfor palæstinenserne betyder bestemt ikke, at man er racist. Man er derimod et ansvarligt medmenneske.

Søs Nissen
Stevnsgade 2, 1th.
2200 N

Fri leg

21. SEPT. - Nørrebros Bydelsråd er ved at planlægge en idrætshal der skal placeres midt i det største grønne område på indre-Nørrebro. Her vil man lægge en idrætshal, som fortrinsvis bliver for udefra kommende unge. Hvordan disse unge skal komme til og fra hallen til de større arrangementer, som man har planer om, hallen skal kunne tilbyde, er uvist. I forvejen er trafikken i gaderne kaotisk og prop fyldt med ulovligt parkerede biler.
Der er tale om det, der for 20 år siden hed 'den sorte firkant', som nu i folkemunde hedder 'den grønne firkant', og som børnene slet og ret kalder 'området'. En stor grøn park/ legeplads/ boldbane for de omkringliggende kareer, der også bruges af børn og voksne fodgængere fra hele kvarteret.
I området er der børn fra mange forskellige lande, danske, tyrkiske, jugoslaviske, afrikanske. Frirummet skaber mulighed for, at børnene gennem leg selv forhandler sig igennem de konflikter, der måtte være. Nørrebro risikerer at blive et grønt frirum fattigere, og læseren tror måske, at det igen er de slemme Socialdemokrater, der er på spil, men nej. Det er bydelsrødder fra SF og Enhedslisten, der ellers har markeret sig 'Grønt' til Kommunevalget, der vil placere en sportshal for udefra kommende unge i det grønneste område på indre-Nørrebro.

Ruth Sillemann
Blågårdsgade 28, 2200 N

Atom-ubåd

21. SEPT. - Ifølge bladet LINK-nettverk for globalt fellesskab søsættes Storbritanniens fjerde Trident atom-ubåd HMS Vengeance i Faslane, Skotland. Det vil give Storbritannien tre gange så stor atomslagstyrke som landet havde under den kolde krig. Jeg har måske overset, at Information har bragt nyheden?
Ifølge LINK har der været megen international presse omkring kampagnen imod Storbritanniens nye atomoprustning. Kampagnen har omfattet en 1.000 km lang fredsmarch fra NATO's hovedkvarter til Faslane med efterfølgende forsøg på at bryde ind i basen og svømme ud til u-båden - i bedste
Greenpeace-stil. Kampagnemedlemmerne omfatter så-vel folk fra det britiske forsvarsministerium, kommunalt ansatte, miljøforkæmpere, kristne præster (tre svenske præster har været arresteret) buddhistiske munke og kvækere, hvilket altså vil sige ingen, eftersom det ikke kan formå Information til at beskæftige sig med sagen.
Jeg er ret sikker på, at alle gerne vil have Information til at tage fat på opgaven at kulegrave våbenindustrien - alle måske lige undtagen Hans Hækkerup og Co.

Birgit Horn
Teglværksvej 10
9362 Gandrup

Børnesoldater

18. SEPT. - "Soldat for en dag og hjemsendelse med foto og diplom er en af de oplevelser, der venter børn i alderen 6-12 år. ... en forhindringsbane, hvor børnene iført uniforms-jakke og hue, camouflagemalet og udstyret med maskinpistol kan prøve soldaterlivet", læste jeg i VT-Frederikshavn Avis.
En hån og sabotage imod den aktuelle verdensom-spændende kampagne imod børnesoldater og militaristisk hjernevask af børnene, som køres af humanitære organisationer som Red Barnet, Røde Kors, Amnesty International og Folkekirkens Nødhjælp.
De ressourcer, som Flådestationen bruger på at frem-elske infantil militarisme, kan kun fremme konflikter, hvilket også underbygges af, at nye undersøgelser har vist, at tidligere (kamp)soldater klart opførte sig mest voldeligt i deres (senere) parforhold. Flådestationen henviser blot til, at alle deres reglementer var overholdt.
Forhåbentligt vil de politisk ansvarlige for vore udgifter til sikkerhed fremover sørge for, at pengene bliver brugt mere konstruktivt?

Arne Hansen
Sønderjyllands Alle 35
9900 Frederikshavn

Rettelse

I gårsdagens Virtuelle Rum af Steen Nepper Larsen havde der indsneget sig en beklagelig trykfejl i tredjesidste spalte. Der skulle have stået: "Når borgernes individuelle behov for at være mindst to steder på en gang imødekommes på arbejde eller hjemme og i børnehaven på samme tid, gribes der ind i den frie socialitet." (Red.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu