Læsetid: 3 min.

Et mangehovedet uhyre

Debat
14. september 1998

Videnskaben kan ikke sætte sine egne grænser, men må fastholdes på samfundsnytte

FORSKNING
I Informations bagsideleder den 1. september citeres overlæge og medlem af Etisk Råd, Sigurd Olesens bekymring for den videnskabelige forskning, der "i stigende grad er styret af enorme transnationale selskaber", som tilsidesætter "alle advarsler om utilsigtede konsekvenser" af forskningen. De er kun interesserede i "størst muligt udbytte til selskabernes shareholdere," aktionærerne.
Fordi denne form for forskning er "farlig for menneskeheden" kan også lederkribenten tilslutte sig den "helligbrøde" at erstatte fredningen af forskningen med en forskning i forskningen selv, "for at undersøge, om den nu også altid er et gode og et fremskridt i sig selv."
Meningen synes at være, at eftersom videnskaberne ifølge deres væsen (de udgør hver især kun begrænsede delområder) kun formår at opvise relative fremskridt, så kommer de alene til at tjene det fælles vel, hvis de præges og modificeres i human retning, f.eks. af statens (den demokratiske!) forkætrede krav om 'samfundsnytte'.

Den faustiske Dr. Seed
Det modsatte synspunkt forfægtes imidlertid ofte af forskellige eksperter, senest i den kloningsdebat, der blev varslet med nybruddene inden for genteknologien. Den moderne videnskabsmand, repræsenteret ved den amerikanske forsker Dr. Seed, kom atter på faustisk manér til at legemliggøre den hvileløse vesterlandske erkendelsesstræben, hvis overordnede logik kræver fuldkommen underkastelse.
I al sin slående enkelhed: fordi der kan klones, skal der klones - uden hensyn til de 'utilsigtede konsekvenser', som denne forplantningsteknologiske og genmanipulerende forskning skaber.
Således blev det endnu engang bekræftet, at det videnskabelige værdisystem ikke kan begrænse sig selv - bestemme sine egne grænser - netop fordi det ingen grænser kender.
Erkendelsesprocessen er principielt uafsluttelig, den videnskabelige udvikling kan aldrig føres til en tilfredsstillende ende, eftersom dens mål er stadig teoretisk fornyelse.
Ikke mindst den teknologiske videnskab ligner på dette punkt tilværelsens øvrige interesse- og fagområder, der efterhånden har mistet deres forankring i et fælles værdi-grundlag, og derfor er kommet til at stå som fremmede ved siden af hinanden - hver især kun betænkt på at udvikle sig selv i rasende fart og slå sine egne rekorder.
Den moderne teknologi er i øvrigt blevet den herskende metafor for en udbredt undergangsstemning. For de mest forhærdede kulturpessimister er det forbundet med en vis masochistisk nydelse at påvise, hvordan staterne overalt investerer stadigt større summer i militærindustriens forskningsprogrammer. Teknologien anvendes primært destruktivt, ikke opbyggeligt, hvad der oprindeligt var det ædle formål med den.
At de forskellige videnskaber har selvstændiggjort sig, og nu til tider virker uden 'moralsk' hensyn til samfundet som helhed, har ikke forhindret, at de udnyttes til at tjene fremmede særinteresser. Men bestemmer forskerne ikke selv over forskningsresultaternes praktiske omsættelse, kan de også af den grund fralægge sig ansvaret for følgerne; med udviklingen af atombomben, i øvrigt under dække af (fremskridts)-ideologien bag den 'værdifrie' videnskab, er det f.eks. for længst blevet åbenbaret, at teknologien udgør et særdeles effektivt destruktionsmiddel i magthavers hænder, men også at prøvesprængninger ligefrem kan anvendes til at afstive det magtpolitiske system.

Grund til pessimisme
Den 'uinteresserede', selv-udslettende og servicebevidste videnskab indgår i en intim alliance med politiske magtinteresser og økonomiske markedsinteresser. Eksempler herpå kan ikke blot hentes i militærindustrien, men tillige i medicinalindustriens interesse i de lægevidenskabelige patientforsøg og - mere fordækt - i at opretholde syge liv i usunde miljøer.
Den blinde vækstideologi har omsider også famlet sig langt vej ind i naturvidenskaben, med klimamanipulation og udnyttelse af miljøressourcer i naturbeherskelsens tjeneste som (u)tilsigtede følger.
En snæver kaste af magtfulde eksperter, 'teknokrateliten', fastlægger tilsyneladende samfundsudviklingen - dvs. fastholder det rådende afsind - og kampen for at forsvare 'kræfternes frie spil' føres gerne udadtil, som en bekæmpelse af al udenfor-stående kritik.
Her ligger den saglige grund til pessimismen - og til kritikken: Unddraget offentlighedens indsigt og demokratiske hensyn forfølger dette uhyre med de mange hoveder sine egne videnskabelige, magtpolitiske, økonomiske mål med uforfærdende machiavellisk konsekvens.
Og således kommer det med nødvendighed til den konflikt mellem de enkelte værdisystemers egenværdier og de fælles sociale formålsværdier, som overlægen anså for at være en trussel mod 'menneskeheden'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her