Vi lever stadig i oplysningstiden, hvor vi tror, at kun mere viden kan afhjælpe verdens mangler. Men efter computer-revolutionen bør vi tværtimod kassere viden
Når du sidder med en ordbog, bliver du ikke særlig meget klogere af at læse den hele igennem. Udbyttet står slet ikke mål med indsatsen. Du har glemt det meste igen, og indtrykkene har ikke lagret sig til en sammenhængende bevidsthed om noget som helst. Slår du derimod op og finder lige netop det eller de ord, du skal bruge, er du på næsten ingen tid blevet klogere eller mere sikker i din viden.
Vores liv, samfund og omverden er fuld af information. Informationssamfundet - der hedder således, fordi den væsentligste handelsvare er immateriel - har en overflod af bogstaver og visuel kommunikation, der ligesom auditive budskaber påvirker os kraftigt. Vi har været nødt til at skabe et selvstændigt rum til informationsoverskuddet, det kybernetiske.
Oplysningstidens oplysningstanke præger os stadig dybt. Er der et problem i samfundet, siger den demokratiske rygmarvsrefleks os, at det må skyldes manglende viden. En kampagne sættes i værk, foldere, pjecer og brochurer bliver spyttet ud af trykpresserne og uddelt til folket.
Spørgsmålet er, om det i virkeligheden er viden, der mangler. Måske er der snarere for meget viden i samfundet. Vi kan, med en kliché, ikke se skoven for bare træer.
Tor Nørretranders har i sin i øvrigt alt for lange bog Mærk Verden introduceret begrebet eksformation, der betyder eksplicit bortkastet information. Han mener, at "et udsagn har dybde, hvis det indebærer en stor mængde eksformation". Det kunne være vejen frem.
Computerrevolutionens forgænger var Gutenbergs opfindelse af bogtrykket. Sammen med en række andre faktorer førte den opfindelse til oplysningstiden i den vestlige verden - og dermed til den borgerlige offentlighed og i sidste instans til demokratiet.
De trykte bøger førte til en videnseksplosion af hidtil usete dimensioner. Klostrene og universiteterne havde i middelalderen monopol på den håndskrevne viden, ligesom de med deres stramme teologiske styring kunne bestemme, hvem der måtte læse hvad. Viden var ufattelig kostbar, når det tog måneder at kopiere en håndskreven bog. I millionbyen Konstantinopel kostede en kopi af Paulus' breve det samme som et hus for 750 år siden.
I år 1500, bare 60 år efter opfindelsen af trykning med de løse bogstavtyper og 50 år efter påbegyndelsen af Gutenbergbibelens udgivelse, var Europa fuld af bøger: 40.000 titler var kommet i tilsammen cirka 10 millioner eksemplarer. I England udkom der i år 1642 hele 1.996 bøger. Selv i det tilbagestående Rusland gik det fremad med udgivelserne: I perioden 1700-25 kom 1.312 bogtitler (heraf tre skønlitterære) ud fra trykkerierne, eller tre gange så meget som i hele 1600-tallet.
Bibelen blev efter Gutenberg tilgængelig på de nationale sprog, og mange præster forlod kirkelatinen, for at det enkelte individ selv kunne få lov til at vurdere forholdet mellem de himmelske bud og hans eget liv.
Langsomt men sikkert blev andre end elitens børn inddraget i lærdommens lys og lærte at skrive og læse. Man kunne dermed også tænke på en helt anden måde. Den fortællende vidensform fra den mundtlige kultur blev afløst af den skriftbaserede, analytisk-rationelle kultur - høresansen tabte terræn til synssansen.
Og folk blev klogere og klogere. Den ene bog efter den anden blev udgivet. Romanen opstod måske som en erstatning for den gamle fortællende kultur.
I dag findes der bøger om næsten alt, og det er karakteristisk for forgreningen af viden, hvad der udkommer om noget så selvfølgeligt - for os i denne del af verden - som mad: Hvor man tidligere havde som mål at lave den store universelle kogebog, fristes man i dag til at købe en bog om nudler på hundrede måder, om køkkenet i Provence, om skaldyr, om vildtretter, om syltning, om hotte saucer, om kvalitetsbolsjer.
Eller fristes man ikke? Det er jo åbenlyst, at vidensspecialiseringen sker på bekostning af overblikket. Det overblik, som husmoderen har haft i hundreder af år, og det overblik, som universalkogebogen med et fyldigt stikordsregister kunne give.
Sådan en omfattende kogebog svarer til oplysningsforkæmperen Diderots filosofi for en encyklopædi. Det græske enkyklios paideia betyder kredsformet belæring, og den geometriske term antyder, at det hele skal med (og måske mindre tilsigtet, at der ikke er noget centrum). Det var en megalomanisk ambi-tion, men dog tilnærmelsesvist en realisérbar mulighed i 1700-tallets Frankrig.
I dag findes der titusindvis af bøger om mad i verden, og når vi skærer overlapningerne fra, er vi måske kommet ned på tusind tykke bind med opskrifter, forklaringer og udviklingshistorie. Leger vi videre med tallene - og der er ikke her behov for nogen synderlig præcision - kan vi hævde, at mad kun udgør en tusindedel af vores erfaringsområde, og vi kan så regne ud, at en nogenlunde universel encyklopædi må være på omkring en million bind.
Oplysningstiden, der kulminerede med de paradigmeskift, Dar-win, Marx, Freud og atomfysikken satte i værk, må er-klæres for afsluttet. Vi bliver ikke klogere af, at der næste år udkommer en bog om nudler på to hundrede måder. Vi er gået fra oplysningstiden til nødvendigheden af en nedblændingstid.
Mængden af information gør os dummere. Specialisterne bliver fagidioter, der ikke kan blande sig i den fordampende borgerlige offentlighed. En hærskare af formidlere, informatikere og journalister uden holdning eller vidensfundament bryder frem. Og befolkningen bliver nyheds- og underholdningsnarkomaner, der lader sig fylde med indholdsfattige programmer, hvoraf Diderot nok kun ville goutere enkelte lødige quizzer.
Når man ser, hører og læ-ser nyheder et par gange om dagen, giver det en stor mængde paratviden, men ofte også en manglende evne til at tænke i perspektiver, til at vurdere relevansen af nyheden om valget i et fjernt land, til at mene andet, end at nogen må gøre noget. Folk blader igennem tykke aviser, og det går der let en halv eller en hel time med hver dag, uden at man får noget at vide om andet end kongefamilierne, mediestjernerne og politikerne og lidt sport og selvfølgelig tv-programmet samt den meningsløse femdøgnsprognose for vejret. Bladeprocessen - eller overordnet vidensindsamlingen - erstatter fordybelsen.
Hvor der tidligere fandtes en borgerlig offentlighed - et kulturelt og politisk samtalerum på lokalt og nationalt plan - er der i dag ikke meget, der samler folk. Det mest fælles er det mindst fælles: de internationale nyheder. Det, der udsendes flere gange om dagen på alle tv-kanaler med næsten samme ordlyd og indslagslængde; det, der står om i alle aviser dagen efter, er det eneste, vi alle ved. Så kan vi hver især opsøge den hær af specialister og formidlere, der står på spring for at sætte begivenheden i et perspektiverende lys. Pludselig ved alle alt om Østtimor, Kosovo eller Tjetjenien, pludselig kender alle Sjirinovskij, Gaddafi eller Rushdie.
Men den borgerlige offentlighed er ved at gå tabt, fordi alt for få blander sig i det, der ikke kommer dem ved. Det var ellers sådan, Jean-Paul Sartre definerede den intellektuelles rolle.
Politikerne er ofre for meningsmålingernes svingninger; ofre for behovet for hele tiden at måtte profilere sig over for en glemsom, smuldrende offentlighed; og ofre for det meningsløse i at tænke langsigtet, når valgperioderne er korte. De intellektuelle føler sig afmægtige over for specialisterne og er uden projekt i en tid uden en central ideologisk kamp - som højre-venstre-striden, kulturradikalismen, naturalismen, oplysningen - og uden en fælles offentlighed.
De nye sofister, meningsmagerne, stjæler billedet som en parodi på den intellektuelle. De forener i sig formidleren, specialisten, den intellektuelle og demagogen. De ved altid allerede alt og har en mening om tingene.
I modsætning til specialisterne kan meningsmagerne tale, så alle forstår dem, i modsætning til de intellektuelle kan de åbne deres mund uden at være kontroversielle, og i modsætning til demagogerne, der altid har et bagvedliggende program, er de uafhængige.
De fremstår som holdningsmennesker i modsætning til formidlernes blege jeg-løshed. De rider med på en medieskabt bølge, sætter aldrig noget i sving selv, har intet mål, intet formål, intet at gøre andet end at råbe "nogen må gøre noget".
I nedblændingstiden må det tænkende menneske - Ralph Waldo Emersons Man Thinking - først og fremmest blænde ned for de overfladiske medier, der fordummer ikke blot masserne, men også ham selv. Han må sætte sig ind i stofområder, som ikke er hans egne i stedet for at tro på de uperspektiverede specialister. Han må stille sig kritisk over for de holdningsløse formidlere og undersøge deres forudsætninger. Han må læse Platon, Cicero og Cervantes frem for nutidige modetendenser og de smidige medieåls seneste påhit.
Ved eksformation, ved bortkastning af information bliver vi klogere. Eller ved at organisere vores viden i fortællingens form igen, som vi gjorde det i den mundtlige kultur. Før Gutenberg.
*Rune Stefansson studerer litteraturvidenskab på Københavns Universitet og udgiver her i efteråret en bog om Sydamerika
Apropos - Forskningens nulpunkt
I en tid, hvor der mangler overblik, fordi mængden af tilgængelig information hele tiden vokser eksplosivt, vil det være let at slå på, at der mangler humanistisk dannelse - historisk og æstetisk forståelse.
Men problemet bider sig selv i halen, for som alle andre specialiserer humanisterne sig også. Humanister finder på at se bort fra nabofagene og ved næsten intet om naturvidenskaben. Ofte er de heller ikke interesseret i samfundsforhold.
I naturvidenskaberne mangler der først og fremmest en interesse for dels det enkelte fags egen historie og dels nabovidensgrenenes felter.
Kan man ikke se sit eget felts aksiomer, er det umuligt at tænke ud over systemet. Og hvis man ikke kan tænke ud over systemets grænse, føler man heller ikke behov for det historiske perspektiv og for indsættelse af sit fag i tænkningens og kulturens udviklingsrække. Betydningen af den historiske sammenhæng ses for eksempel af, at det var i centralismens tid, Descartes opfandt koordinatsystemets begyndelsespunkt, origo.
Det er naturligvis kun et spørgsmål om tid, før den almindelige computer får kapacitet nok til at kunne søge i alverdens databaser på én gang. Det er ikke adgangen til stoffet, men selekteringen, der bliver et problem for forskerne. Forskerne vil så risikere at blive suget ud i stoffets alleryderste afkroge frem for at holde hovedet koldt og bevare det faglige og generelle overblik.
Hvis man sammenligner forskeren med en opdagelsesrejsende, må han nødvendigvis skulle afsøge afkrogene. Men måske er sammenligningen ved at blive forældet.
For mon ikke opdagelserne og erkendelserne i dag kommer, når man tænker på tværs af faggrænserne, på tværs af de bittesmå superspecialiserede enklaver?
Rune Stefansson
