Modstands-kampen igen

Det er sandt, at den danske befolkning først blev vakt for friheden efter den
29. august 1943. Men så opstod der også en reel modstandsvilje, og selv for den mere passive del var det ikke uden risiko

De to historikere Anette Warring og Claus Bryld har i deres bog Besættelsestiden som kollektiv erindring og i en kronik i Information lørdag den 15 august anfægtet myten om modstandskampens opbakning i befolkningen under den tyske besættelse fra 1940-45. En mytedannelse, der ikke mindst blev dannet i årene efter befrielsen.
Som en af besættelsestidens passive aktører vil jeg tillade mig at komme med en stilfærdig kommentar om den virkelighed, som jeg og mange andre oplevede den. Warring og Bryld har ret i, at mange beskrivelser af denne tid var og er fortegnet. Men bag det var der også - i særlig grad efter den 29. august 1943 - en voksende modstandsvilje. En vilje til at være frie igen.
Spørger man om, hvordan modstandsbevægelsen var, og hvilket formål den havde, vil svaret være, at for en del af bevægelsen var opgaven at modtage og distribuere vå-bensendinger. Men for den store, passive del var hovedformålet at sikre vigtige institutioner som elværker og lignende ved krigens slutning.
Selv for den mere passive del var det ikke uden risiko at være med i denne modstandshær. Ingen vidste jo med sikkerhed, hvordan tyskerne ville reagere. Jeg kan stadig undre mig over, at der blev afholdt øvelser i skovene nord for København i vinter- og for-årsmånederne mellem 1944 og 45. Tænk hvor let disse kunne være oprullet, hvis blot en enkelt af deltagerne havde været for åbenmundet.
Hvordan blev denne frihedshær så hvervet? Ja, det var et problem for sig. Man kunne jo ikke gå hen til et hvervekontor og sige, at man var interesseret. Nej, det var i høj grad et spørgsmål om omgangskreds. Ved samtaler mand og mand imellem blev et sindelag røbet, men man måtte på den anden side være forsigtig og have fuld tillid til modparten.
Bevares, der har været en tendens til at glorificere ikke blot de mest aktive - sabotørerne - men også den øvrige modstandsbevægelse. Men lad det stå fast, at det er sabotørernes fortjeneste, at Danmark ikke kom til at stå som tyskernes passive og lydige vasal ved krigens slutning. Mange måtte bøde med livet, og også andre af bevægelsens unge kom til at lide døden for deres indsats.
Det er simpelthen for dår-ligt, hvis mindesmærkerne for de folk, der mistede livet for Danmarks skyld, bliver misligholdt.

Af de mange tusinder, der fik udleveret frihedskæmper-armbind de sidste uger og måneder inden befrielsen, var omtalen ikke rosende. Hånlige bemærkninger som "De sidste dages hellige", var almindelige. At en del af dem havde ønsker om at tiltage sig lidt af modstandskampens gloire, er sikkert rigtigt, men for andre har det været et uretfærdigt skudsmål. Ikke så få af disse unge var besjælet af et ærligt ønske om at yde en indsats, og være med når det gjaldt.
En ting, der er blevet skruet betydelig ned efter befrielsen, er den frygt for kommunismen, som store dele af befolkningen havde. Sovjets angreb på Finland i slutningen af 1939 var et angreb på et broderfolk. Vi var mange unge, der var dybt følelsesmæssigt involveret, og trods vor ungdom indstillet på at bistå finnerne. Det blev kun et få-tal der nåede det og færre, der kom til fronten.
I store dele af befolkningen var der en antikommunistisk holdning, der blev forstærket af vinterkrigen. Det kom bl.a. til at betyde, at et betragteligt antal unge meldte sig til kamp mod bolsjevismen. Med propaganda og med den danske regerings velsignelse blev et stort kontingent unge
iklædt tyske uniformer og kom til at kæmpe mod russerne på østfronten. Uanset at de blev kaldt landsforræddere, har en del af dem nok været idealister.
Efter kapitulationen blev bl.a. oplysningerne om den kommunistiske modstandsgruppe BOPA's markante indsats tiet ihjel. Det forandrer imidlertid ikke de nævnte fakta, og det er også en del af forklaringen på, at regeringens følgaktige holdning overfor tyskerne stort set var accepteret frem til august 1943.

Der har været modstridende følelser hos mange, men den 29. august blev en skelsættende dato. Fra denne dag var de fleste danskere positive overfor en indsats mod tyskerne. Ønsket om at være med, når det gjaldt, har været en afgørende faktor. Vi kan kalde det 'Holger Danskesyndromet'. Når vort fædreland har brug for os, er der mange, der stiller op, men det forhold kommer de to historikere ikke ind på.
Vi, der var unge på den tid, var ikke en ensartet og homogen befolkningsgruppe. Uddannelse eller mangel på samme, berøringsflader og meget andet spillede en stor rolle. Nogle var mere modne, mange var umodne, og nogle eventyrlystne. Det er ikke mærkeligt, hvis det er vanskeligt for danskere under 70 år at forstå, hvordan situationen og holdningerne var dengang. Som et eksempel på hvordan modstridende holdninger kunne give sig udslag, kan jeg fortælle om en arbejdskammerat. Han var rask og intelligent, og sammen var vi meget optaget af krigen i Finland.
I 1941, nogen tid efter Hitlers angreb på Sovjet, mødte jeg ham i Glassalen i Tivoli, hvor han fortalte, at han havde været telegrafist på en JU52 (tysk transportfly), og været indesluttet i en modstandslomme. Efter befrielsen mødte jeg ham igen i modstandsbevægelsen.
To dage efter kapitulationen oplevede jeg sammen med en gruppe et skuddrama der - set fra en anden vinkel - fortæller, hvad der også sker i en krigssituation. Endnu nogle dage efter 5. maj kørte der HIPO'er rundt i byen. HIPO'erne var det meget forhadte danske hilfpolizei. Den 6. maj blev gruppen beordret til krydset Godthåbsvej/Ndr. Fasanvej. To vogne, en sort personvogn og en Røde Kors-lastvogn, som vi havde fået beskrevet som HIP'ernes, kom kørende fra højre. Da der blev skudt fra Røde Kors-vognen, var vi derfor overbevist om, at det var HIPO'erne. I krydset drejede vognene mod byen, og med min maskinpistol fyrede jeg en byge mod lastvognens baghjul for at standse den. Da det ikke skete, tænkte jeg ved mig selv: "De sataner skal ikke slippe," og fejede hen over ladet med en byge, og ramte en person. Røde Kors-bilen standsede og krydset blev spærret.
Senere hørte vi, at vi havde skudt på vore egne. Det var ikke rart. Episoden gav anledning til hospitalsbesøg for at finde frem til den ramte. En spejder var blevet ramt i armen, men han forstod, at de også selv havde været part i ulykken. Heldigvis havde gruppens rekylgevær haft funktionsstop, ellers havde resultatet været betydelig mere blodigt.

Generelt var opgaverne mere udramatiske. Vi havde vagttjeneste på skoler, hvor tyske flygtninge var interneret, og senere vagt i KB-hallen, hvor flere hundrede baltere var blevet indkvarteret.
Inden balterne blev installeret, skulle vi fra KB-hallen transportere russiske krigsfanger til frihavnen. I dagene efter 4. maj var det almindeligt, at folk stod opstillet i gaderne og tiljublede os, men da de blev klar over, at det var russere, vi havde med, blev der mærkelig stille. Det illustrerer tydeligt det modsætningsfyldte forhold til kommunismen. De stakkels russere havde for øvrigt ikke nogen misundelsesværdig fremtid. En russisk soldat måtte ikke lade sig tage til fange.
En negativ oplevelse, der blev både malende og realistisk beskrevet i tv-serien Matador, var transport af såkaldte værnemagere og medløbere. Civile, der var blevet udpeget som nazi-sympatisører, blev ydmyget på en uværdig måde. Dog, i forhold til hvad der skete i andre lande, var den danske version mindre drastisk.
Tiden omkring befrielsen var kaotisk. Hvis disse linjer kan bidrage til at give et mere nuanceret billede af datidens frihedskæmpere er formålet nået. Heldigvis for os medvirkende og for landet slap vi billigt gennem dagene. Havde tyskerne besluttet sig til et forsvar, ville det have fået frygtelige konsekvenser for de mange uøvede og utræ-nede frihedskæmpere.
Man bør ikke undre sig over at deltagelse i denne undergrundshær, hvor der trods alt var et fare-moment, kastede et skær af dramatik over en ellers grå hverdag. Heller ikke over, at nogle friheds-kæmpere solede sig i den virak, der blev dem til del. Det er jo såre menneskeligt, at de har villet bibeholde lidt af den glans, der trods alt har været forbundet med indsatsen under befrielsen.

*Svend Grundtvig er fhv. reserveofficer og fhv. telegrafbestyrer på Grønland

Apropos - Skabs-nazi'er ?

Hvordan var det egentlig under besættelsen? Var alle danskere i virkeligheden skabs-nazister frem til august 1943, hvor konflikten mellem Danmark og den tyske besættelsesmagt voksede, og tyskerne opløste den danske hær og flåde? Myten om danskernes kollektive modstandsvilje er nemlig en forløjet efterkrigs-konstruktion, må vi tro efter Claus Brylds og Anette Warrings bog Besættelsestiden som kollektiv erindring.
Men skabs-nazister var vi trods alt ikke, mener dagens kronikør, der selv har gennemlevet De Fem Forbandede År. Han kan fra nærmeste hold bevidne, at historien trods alt tager sig forskelligt ud, alt efter om man er midt i begivenhederne eller ser dem i trygt tilbageblik.
Meget har - sandt nok - været forløjet: Solidariteten med modstandsbevægelsens aktioner var ikke specielt omfattende i befolkningen før 1943. Det var året, hvor de tyske hære i januar blev knækket ved Stalingrad, og det stod klart, at det kunne betale sig for selv den mest samarbejdsvillige dansker at skifte side. Intet under, at både den aktive og den passive modstand nu blev langt mere udbredt blandt danskere.
Vendekåberi! - er det let at sige, set fra eftertiden. Men, som dagens kronikør bemærker, var modstanden selv ikke efter 1943 uden risiko for den enkelte. Tyskerne stod ganske vist til at tabe. Men hvor desperate ville de blive inden da? Og hvor hårdt ville de følgelig slå ned på modstand?
Da samarbejdspolitikken brød definitivt sammen i august 1943, optrappedes netop også konflikten med den tyske besættelsesmagt. Allerede den 29. september kom det - stort set mislykkede - tyske forsøg på at indfange de danske jøder som en del af den samlede Endlösung. Og så sent som de tidlige forårsmåneder af 1945 henrettede tyskerne alle eller næsten alle fængslede frihedskæmpere, foruden dem, der var gået til i åben kamp undervejs - 'Flammen' var én af dem. Til trods for, at selv tyskerne næppe længere kunne være i tvivl om udfaldet i foråret 1945.
Så selv om det efter 1943 for Danmark som nation så at sige var gratis at køre med på bagklappen hos de allierede og modstandsbevægelsen, var der for mange enkeltpersoner stadig et liv at sætte på spil. Den slags er let at overse i historieskrivningens overblik. mlk